20.4.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 114/36
Sag anlagt den 29. januar 2013 — Hotel Loutraki m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-58/13)
2013/C 114/58
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Hotel Loutraki (Loutraki, Grækenland), Vivere Entertainment AE (Athen, Grækenland), Theros International Gaming, Inc. (Patra, Grækenland), Elliniko Casino Kerkyras (Athen), Casino Rodos (Rhodos, Grækenland), Porto Carras AE (Alimos, Grækenland) og Kazino Aigaiou AE (Syros, Grækenland) (ved advokat S. Pappas)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Kommissionens afgørelse K(2012) 6777 endelig af 3. oktober 2012 vedrørende statsstøtte SA 33988 (2011/N) annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.
Første anbringende om tilsidesættelse af sagsøgernes ret til at blive hørt som fastsat ved artikel 108, stk. 2, TEUF ved Kommissionens undladelse af at indlede en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 4, stk. 4, artikel 6 og 20 i forordning nr. 659/1999, hvilket udgør et misbrug af beføjelser.
—
Kommissionen har tilsidesat artikel 108, stk. 2, TEUF og forordningens artikel 4 ff., for så vidt som den i det væsentlige foretog en formel undersøgelsesprocedure uden at overholde dens formelle krav og derved fratog sagsøgerne-klagerne så vel som andre berørte parter deres ret til at blive hørt.
Andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten og sagsøgernes ret til god forvaltning i henhold til henholdsvis artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
—
Idet alle væsentlige økonomiske oplysninger og tal er udeladt i den anfægtede beslutning, undlades det i denne at oplyse om den begrundelse, som Kommissionen har lagt til grund, på en klar og entydig vis, således at sagsøgerne har mulighed for at fastlægge de grunde, som har ført til konklusionen om, at de omhandlede foranstaltninger ikke udgør statsstøtte. Disse undladelser kan ikke begrundes med henvisning til pligten til at beskytte forretningshemmeligheder.
—
Sagsøgerne anfægter ligeledes den fortrolige karakter af de afgørende økonomiske størrelser.
Tredje anbringende om tilsidesættelse af sagsøgernes ret til effektive retsmidler som omhandlet i artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
—
Sagsøgernes ret til effektive retsmidler er blevet tilsidesat af de samme grunde, som er anført under det andet anbringende. Sagsøgerne støder på vanskeligheder ved en direkte anfægtelse af substansen i den anfægtede beslutning, da de er ude af stand til på nogen måde at afgøre begrundelsen bag denne, idet den udelukkende er baseret på økonomiske oplysninger, som i deres helhed forbliver uoplyste.
Fjerde anbringende om en åbenbar retlig fejl ved bedømmelsen af foreneligheden af VLT-aftalen sammen med bilaget og ved konklusionen om, at disse ikke medfører nogen økonomisk fordel for OPAP.
—
Den økonomiske begunstigelse, som er et formelt krav for at der kan foreligge statsstøtte, må bedømmes inden for et afgrænset marked og ikke efter fælles bedømmelse sammen med andre tilsvarende foranstaltninger, der ydes til samme modtager, men på et andet marked, uanset om de sidstnævnte er sammenlignelige med den førstnævnte. Ellers ville beskyttelsen af konkurrencen være højst ufuldkommen.
—
Under alle omstændigheder kan en sådan samlet bedømmelse ikke foretages for foranstaltninger, der anvendes i forskellige tidsperioder.
Full & Egal Universal Law Academy