13.4.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 108/34
Sag anlagt den 14. februar 2013 — LG Electronics mod Kommissionen
(Sag T-91/13)
2013/C 108/83
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: LG Electronics, Inc. (Seoul, Korea) (ved advokaterne G. van Gerven og T. Franchoo)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Artikel 1, stk. 1, litra d), og stk. 2, litra g), artikel 2, stk. 1, litra d) og e), og stk. 2, litra d) og e), i Europa-Kommissionens afgørelse K(2012) 8839 endelig af 5. december 2013 i sag COMP/39.437 — TV og computer skærmrør annulleres helt eller delvis, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, og/eller
—
de bøder, der er blevet pålagt sagsøgeren ved den anfægtede afgørelses artikel 2, stk. 1, litra d) og e), og stk. 2, litra d) og e), nedsættes.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.
Anbringende i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 1 og 2 for så vidt som de vedrører sagsøgeren:
1)
Første anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar (tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift), idet LG Phillips Displays (herefter »LPD«) blev holdt uden for proceduren som anklaget.
Anbringender om (delvis) annullation af artikel 1 og 2 i den anfægtede afgørelse i henhold til artikel 263 TEUF og en tilsvarende nedsættelse af sagsøgerens bøder i henhold til artikel 261 TEUF:
2)
Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 (1), tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar og åbenlyst fejlskøn, idet sagsøgeren er blevet holdt ansvarlig for overtrædelser begået af LPD.
3)
Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 25 i forordning (EF) nr. 1/2003, idet den anfægtede afgørelse holder sagsøgeren ansvarlig for adfærd før 1. juli 2001.
4)
Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003, tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet den anfægtede afgørelse medtager direkte afsætning til EØS af forarbejdede produkter (herefter »DAFP«) i beregningen af den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt.
5)
Femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003, tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar, åbenlyst fejlskøn og tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar, idet den anfægtede afgørelse fastslår, at sagsøgeren er ansvarlig for den bøde, der er begrundet ved DAFP gennemført af Philips.
6)
Sjette anbringende om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF, åbenlyst fejlskøn og tilsidesættelse af principperne om ligebehandling og god forvaltning, idet den anfægtede afgørelse (i) ikke anfører tilstrækkelige grunde for at undlade at medtage DAFP for Samsung og/eller (ii) vilkårligt medtager eller udelukker DAFP, og forårsager en forskelsbehandling mellem sagsøgeren og Samsung.
7)
Syvende anbringende om tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 og principperne om ligebehandling og god forvaltning, idet (i) den anfægtede afgørelse ikke er rettet til LPD og de LPD datterselskaber, der deltog i overtrædelserne, mens et andet joint venture blev omfattet sammen med sine moderselskaber, og (ii) idet andre moderselskaber i samme situation som sagsøgeren ikke blev omfattet af den anfægtede afgørelse.
Anbringende baseret på Domstolens fulde prøvelsesret til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning (EF) nr. 1/2003.
8)
Ottende anbringende, hvorved Domstolen anmodes om at udøve sin fulde prøvelsesret til at nedsætte sagsøgerens bøde, da den er overdreven og uforholdsmæssig.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy