4.5.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 129/23
Sag anlagt den 23. februar 2013 — Republikken Litauen mod Europa-Kommissionen
(Sag T-110/13)
2013/C 129/47
Processprog: litauisk
Parter
Sagsøger: Republikken Litauen (ved D. Kriaučiūnas, R. Krasuckaitė og D. Skara)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse nr. FK/fa/D(2012) 1707818 af 10. december 2012 ophæves for så vidt som debetnota nr. 3241213460, der er tilknyttet denne beslutning, vedrører projekter, i forbindelse med hvilke de gennemførende parter er blevet sat under tilsyn, og Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale 1 148 549,66 EUR.
—
Europa-Kommissionens afgørelse nr. FK/fa/D(2012) 1707818 af 10. december 2012 ophæves for så vidt som debetnota nr. 3241213460, der er tilknyttet denne, vedrører projekt nr. P27010010, og Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale 1 060 560,56 EUR.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender, der begge vedrører overtrædelse af EU-retten:
1)
Ved at vedtage den anfægtede afgørelse og ved ikke at dele tabene på forvaltningen af SAPARD-midler med Republikken Litauen eller i det hele taget ved ikke at have overvejet dette anliggende og ved ikke at have anført nogen grunde til afslaget på at dele tabene, tilsidesatte Europa-Kommissionen artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 1258/1999 (1), sammenholdt med artikel 73, stk. 2, i forordning nr. 1605/2002 (2), artikel 87 i forordning nr. 2342/2002 (3), og princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i EU-traktatens artikel 4, stk. 3.
2)
Ved ikke i tide at have fremskaffet oplysninger om muligheden for at eftergive gælden og fjerne det tilsvarende selskab fra debitorlisten overtrådte Europa-Kommissionen bestemmelsen om gensidig høring indeholdt i punkt 7.7.4 i del F af den flerårige finansieringsaftale vedrørende det særlige hjælpeprogram for landbrug og udvikling af landdistrikter (SAPARD) (4) undertegnet i 2001 af Republikken Litauen og Europa-Kommissionen, sammenholdt med princippet om loyalt samarbejde, fastsat i artikel 4, stk. 3, i TEU.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17.5.1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 160, s. 103).
(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).
(3) Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23.12.2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002 L 357, s. 1).
(4) Valstybės žinios, 29.8.2001, nr. 74-2589.
Full & Egal Universal Law Academy