25.5.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 147/19
Appel iværksat den 22. februar 2013 af Kris Van Neyghem til prøvelse af Personalerettens dom af 12. december 2012 i sag F-77/11, Van Neyghem mod Rådet
(Sag T-113/13 P)
2013/C 147/34
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Kris Van Neyghem (Tienen, Belgien) (ved advokat M. Velardo)
Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union
Appellantens påstande
—
Dommen afsagt i sag F-77/11, Kris Van Neyghem mod Rådet, ophæves.
—
Afgørelsen af 1. oktober 2010, hvorved sagsøgeren fik afslag på sin anmodning om at blive forfremmet, annulleres, og sagsøgeren gives medhold i sin påstand om erstatning.
—
Sagen hjemvises i givet fald til Personaleretten med henblik på afsigelse af en ny dom.
—
Appelindstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsomkostningerne i førsteinstansen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanten fremsat to anbringender.
1)
Det første anbringende vedrører en retlig fejl og tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet Personaleretten fandt, at afgørelsen om afslag på den pågældendes forfremmelse kunne begrundes på tidspunktet for besvarelsen af klagen, selv om begrundelsen allerede burde være givet i afgørelsen om ikke-forfremmelse, i det omfang denne afgørelse var blevet truffet i henhold til artikel 266 TEUF til opfyldelse af Personalerettens dom af 5. maj 2010, Bouillez m.fl. mod Rådet (sag F-53/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser) og ikke i henhold til artikel 45 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.
2)
Det andet anbringende vedrører en retlig fejl samt tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og den dertil hørende retspraksis, idet Personaleretten hverken baserede sig på konklusionen eller præmisserne i sin dom i sagen F-53/08 med henblik på at fastslå, om denne dom var blevet opfyldt korrekt.
Full & Egal Universal Law Academy