1.2.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 31/15
Sag anlagt den 28. november 2013 — Molda mod Kommissionen
(Sag T-629/13)
2014/C 31/26
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Molda AG (Dahlenburg, Tyskland) (ved advokaterne I. Zenke, M. Vollmer, C. Telschow og A. Schulze)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 om nationale gennemførelsesforanstaltninger vedrørende foreløbig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF annulleres, for så vidt som en tildeling i tilfælde af en urimelig byrde (»Härtefallzuteilung«) til sagsøgeren for den tredje handelsperiode for emissionshandelen 2013-2020, jf. § 9, stk. 5, i den tyske Treibhausgas-Emissionshandelsgesetz, afvises.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.
1)
Første anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
—
Efter sagsøgerens opfattelse tilsidesætter den anfægtede afgørelse proportionalitetsprincippet, da afvisningen af tildelingen i tilfælde af en urimelig byrde af emissionscertifikater med henblik på det af sagsøgte formulerede mål er fejlagtig og derudover fuldstændig uforholdsmæssig i forhold til den ulempe, som der opstår for sagsøgeren derved. Subsidiært anføres det på dette sted, at afgørelse 2011/278/EU (1) er i strid med EU-retten og ugyldig.
2)
Andet anbringende om en tilsidesættelse af subsidiaritetsprincippet
—
Inden for rammerne af dette anbringende gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter subsidiaritetsprincippet, hvorefter Den Europæiske Union skal begrænse sine handlinger til det nødvendige. I modsætning til hvad Kommissionen mener, har medlemsstaterne en (om end begrænset) ret til at udstede tildelingsregler. Regler om tildeling i tilfælde af en urimelig byrde som den, der fremgår af § 9, stk. 5, i den tyske Treibhausgas-Emissionshandelsgesetz, hører til de regler, som medlemsstaterne stadig kan udstede.
3)
Tredje anbringende om en tilsidesættelse af den europæiske støttelovgivning
—
Sagsøgeren har inden for rammerne af dette anbringende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med de almindelige regler i den europæiske støttelovgivning, hvorefter det er anerkendt, at virksomheder, der har økonomiske vanskeligheder og som gennemfører en varig saneringsplan, må modtage økonomisk bistand i form af en omstruktureringsstøtte. Sådanne støtter må Kommissionen ikke forbyde.
4)
Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder
—
På dette sted gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede afgørelse griber ind i sagsøgerens grundlæggende rettigheder til frihed til at oprette og drive egen virksomhed, erhvervsfrihed og ejendom, uden at disse indgreb er begrundet i et af den Europæiske Unions anerkendte mål, der tjener almenvellet, eller med henblik på beskyttelsen af andres rettigheder og friheder.
(1) Kommissionens afgørelse 2011/278/EU af 27.4.2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (meddelt under nummer K(2011) 2772) (EUT L 130, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy