Sag C-1/14: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 11. juni 2015 — Base Company NV, tidligere KPN Group Belgium NV, og Mobistar NV mod Ministerraad (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Grondwettelijk Hof — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse — elektroniske kommunikationsnet og -tjenester — direktiv 2002/22/EF — artikel 4, 9, 13 og 32 — forsyningspligt og sociale forpligtelser — udbud af fastnetadgang og udbud af telefonitjenester — rimelige takster — særlige takstvalgmuligheder — finansiering af forsyningspligten — supplerende obligatoriske tjenester — mobile kommunikationstjenester og/eller internetabonnementer)
C2702015DA520120150611DA00065262
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 11. juni 2015 — Base Company NV, tidligere KPN Group Belgium NV, og Mobistar NV mod Ministerraad (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Grondwettelijk Hof — Belgien)
(Sag C-1/14) ( 1 )
»(Præjudiciel forelæggelse — elektroniske kommunikationsnet og -tjenester — direktiv 2002/22/EF — artikel 4, 9, 13 og 32 — forsyningspligt og sociale forpligtelser — udbud af fastnetadgang og udbud af telefonitjenester — rimelige takster — særlige takstvalgmuligheder — finansiering af forsyningspligten — supplerende obligatoriske tjenester — mobile kommunikationstjenester og/eller internetabonnementer)«2015/C 270/06Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Grondwettelijk Hof
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Base Company NV, tidligere KPN Group Belgium NV, og Mobistar NV
Sagsøgt: Ministerraad
Procesdeltager: Belgacom NV
Konklusion
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009, skal fortolkes således, at de særlige takster og den finansieringsordning, der er fastsat i henholdsvis dette direktivs artikel 9 og artikel 13, stk. 1, litra b), finder anvendelse på tjenester vedrørende internetabonnementer, der kræver en internettilslutning på et fast sted, men ikke på mobile kommunikationstjenester, herunder tjenester vedrørende internetabonnementer, der leveres ved hjælp af de nævnte mobile kommunikationstjenester. Såfremt disse sidstnævnte tjenester stilles til rådighed for offentligheden på det nationale område som »supplerende obligatoriske tjenester« som omhandlet i artikel 32 i direktiv 2002/22, som ændret ved direktiv 2009/136, kan deres finansiering ikke sikres i national ret ved en ordning, der omfatter bestemte virksomheder.
( 1 ) – EUT C 102 af 7.4.2014.
Full & Egal Universal Law Academy