15.6.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 198/10
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. april 2015 — Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej og Telefonia Dialog sp. z o.o. mod T-Mobile Polska SA, tidligere Polska Telefonia Cyfrowa SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Najwyższy — Polen)
(Sag C-3/14) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - elektroniske kommunikationsnet og tjenester - direktiv 2002/21/EF - artikel 7 og 20 - bilæggelse af en tvist mellem virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet eller tjenester - forpligtelse til at iværksætte den i artikel 7, stk. 3, foreskrevne procedure - foranstaltning, der kan have indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne - direktiv 2002/19/EF - artikel 5 - de nationale tilsynsmyndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med netadgang og samtrafik - direktiv 2002/22/EF - artikel 28 - ikke-geografiske numre))
(2015/C 198/13)
Processprog: polsk
Den forelæggende ret
Sąd Najwyższy
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej og Telefonia Dialog sp. z o.o.
Sagsøgt: T-Mobile Polska SA, tidligere Polska Telefonia Cyfrowa SA
Konklusion
1)
Artikel 7, stk. 3, og artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og tjenester (rammedirektivet) skal fortolkes således, at den nationale tilsynsmyndighed er forpligtet til at iværksætte den i den første af disse bestemmelser foreskrevne procedure, når den for at bilægge en tvist mellem virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet eller tjenester i en medlemsstat, agter at pålægge forpligtelser med henblik på at sikre adgang til ikke-geografiske numre i overensstemmelse med artikel 28 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og tjenester (forsyningspligtdirektivet), og disse forpligtelser vil kunne have indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne.
2)
Artikel 7, stk. 3, i direktiv 2002/21 skal fortolkes således, at en foranstaltning, der er truffet af en national tilsynsmyndighed med henblik på at sikre slutbrugere adgang til ikke-geografiske numre som omhandlet i artikel 28 i direktiv 2002/22, har indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne som omhandlet i denne bestemmelse, hvis foranstaltningen på en anden måde end i ubetydelig grad kan have en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på denne samhandel, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
(1) EUT C 102 af 7.4.2014.
Full & Egal Universal Law Academy