26.10.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 354/5
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 3. september 2015 — A2A SpA mod Agenzia delle Entrate (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien)
(Sag C-89/14) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - statsstøtte - fastlæggelse af beregning af renter vedrørende tilbagebetaling af støtte, der er erklæret uforenelig med fællesmarkedet - simple renter eller renters rente - national lovgivning, der med henblik på beregning af renter henviser til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 794/2004 - beslutning om tilbagebetaling, der er meddelt inden ikrafttrædelsen af denne forordning))
(2015/C 354/05)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Corte suprema di cassazione
Parter i hovedsagen
Sagsøger: A2A SpA
Sagsøgt: Agenzia delle Entrate
Konklusion
Artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 og artikel 11 og 13 i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af forordning nr. 659/1999 er ikke til hinder for en national bestemmelse såsom artikel 24, stk. 4, i lovdekret nr. 185 af 29. november 2008 om hasteforanstaltninger vedrørende støtte til familier, arbejde, beskæftigelse og virksomheder med henblik på at omdefinere de nationale strategiske rammer i forbindelse med krisebekæmpelsen, med ændringer ophøjet til lov ved lov nr. 2 af 28. januar 2009, der med henvisning til forordning nr. 794/2004 foreskriver anvendelse af renters rente ved tilbagebetaling af statsstøtte, selv om den beslutning, hvorved denne støtte blev erklæret uforenelig med fællesmarkedet og krævet tilbagebetalt, blev vedtaget og meddelt den pågældende medlemsstat forud for ikrafttrædelsen af denne forordning.
(1) EUT C 142 af 12.5.2014.
Full & Egal Universal Law Academy