4.8.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 253/14
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 5. juni 2014— Bashir Mohamed Ali Mahdi (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Sofia-grad — Bulgarien)
(Sag C-146/14) (1)
((Visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den frie bevægelighed for personer - direktiv 2008/115/EF - tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold - artikel 15 - frihedsberøvelse - forlængelse af frihedsberøvelse - den administrative eller retslige myndigheds forpligtelser - domstolsprøvelse - tredjelandsstatsborgers manglende identitetsdokumenter - hindringer for fuldbyrdelsen af afgørelsen om udsendelse - det pågældende tredjelands ambassades nægtelse af at udstede et identitetsdokument, som muliggør tilbagesendelse af dette lands statsborger - risiko for, at den pågældende vil forsvinde - rimelig udsigt til udsendelse - manglende samarbejde - den pågældende medlemsstats eventuelle forpligtelse til at udstede et foreløbigt dokument vedrørende den pågældende persons status))
2014/C 253/18
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Administrativen sad Sofia-grad
Part i hovedsagen
Bashir Mohamed Ali Mahdi
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Administrativen sad Sofia-grad — fortolkning af artikel 15, stk. 1, litra a) og b), og artikel 3, 4 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348, s. 98) samt artikel 6 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — udsendelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold — administrativ frihedsberøvelse — forlængelse af en sådan frihedsberøvelse — lovligheden af en eventuel overskridelse af den maksimale varighed af frihedsberøvelsen på grund af manglende identitetsdokumenter — hindringer for gennemførelsen af udsendelsen — rimelig udsigt til, at udsendelsen kan finde sted –den pågældendes oprindelsesstats ambassades afvisning af at udstede det dokument, der er nødvendigt for hjemrejsen — den pågældende medlemsstats eventuelle forpligtelse til at udstede et midlertidigt dokument vedrørende personens status
Konklusion
1)
Artikel 15, stk. 3 og 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal i lyset af artikel 6 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at enhver afgørelse truffet af en kompetent myndighed ved udløbet af den maksimale periode for den oprindelige frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger, om, hvorledes der skal følges op på denne frihedsberøvelse, skal træffes i form af en skriftlig retsakt, der indeholder den faktiske og retlige begrundelse for denne afgørelse.
2)
Artikel 15, stk. 3 og 6, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at det tilsyn, som skal udøves af den retslige myndighed, for hvilken en anmodning om forlængelse af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger forelægges, skal gøre det muligt for denne myndighed efter en konkret og individuel vurdering at træffe en realitetsafgørelse om forlængelse af frihedsberøvelsen af den berørte tredjelandsstatsborger, om muligheden for at erstatte frihedsberøvelsen med en mindre indgribende foranstaltning eller om løsladelse af tredjelandsstatsborgeren, idet denne retslige myndighed derved har kompetence til at træffe afgørelse på grundlag af de af den administrative myndighed, som har forelagt sagen for denne, anførte faktiske omstændigheder og fremlagte beviser samt de faktiske omstændigheder, beviser og bemærkninger, som den eventuelt er blevet forelagt under denne procedure.
3)
Artikel 15, stk. 1 og 6, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en oprindelig periode med frihedsberøvelse på seks måneder kan forlænges alene af den grund, at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke er i besiddelse af identitetsdokumenter. Det tilkommer alene den forelæggende ret at foretage en konkret og individuel vurdering af den pågældende sags faktiske omstændigheder med henblik på at afgøre, om der effektivt kan anvendes en mindre indgribende foranstaltning over for denne tredjelandsstatsborger, og om der er en risiko for, at den pågældende vil forsvinde.
4)
Artikel 15, stk. 6, litra a), i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, der under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke har fremskaffet et identitetsdokument, som ville have gjort det muligt at udsende den pågældende fra den berørte medlemsstat, kun kan anses for at have udvist »manglende samarbejde« som omhandlet i denne bestemmelse, hvis det fremgår af en undersøgelse af denne tredjelandsstatsborgers adfærd under perioden for frihedsberøvelsen, at den pågældende ikke har samarbejdet med de kompetente myndigheder vedrørende gennemførelsen af udsendelsesproceduren, og at denne procedure kan forventes at tage længere tid end påregnet på grund af denne adfærd, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
5)
Direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at en medlemsstat ikke kan være forpligtet til at udstede en selvstændig opholdstilladelse eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold for en tredjelandsstatsborger, der ikke er i besiddelse af identitetsdokumenter og ikke har fremskaffet sådanne dokumenter fra sit oprindelsesland, efter at en national ret har løsladt tredjelandsstatsborgeren med den begrundelse, at der ikke længere er rimelig udsigt til udsendelse som omhandlet i dette direktivs artikel 15, stk. 4. Denne medlemsstat skal dog i et sådant tilfælde forsyne tredjelandsstatsborgeren med en skriftlig bekræftelse af dennes situation.
(1) EUT C 159 af 26.5.2014.
Full & Egal Universal Law Academy