24.8.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 279/14
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 25. juni 2015 — Skatteministeriet mod DSV Road A/S (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret — Danmark)
(Sag C-187/14) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - EF-toldkodeks - forordning (EØF) nr. 2913/92 - artikel 203 og 204 - forordning (EØF) nr. 2454/93 - artikel 859 - proceduren for ekstern forsendelse - toldskyldens opståen - spørgsmålet, om der foreligger unddragelse fra toldtilsyn - manglende opfyldelse af en forpligtelse - for sen frembydelse af varerne for bestemmelsestoldstedet - varer, som modtageren har nægtet at modtage, og som er blevet sendt tilbage uden at være blevet frembudt for toldkontoret - varer, som på ny er blevet henført under en procedure for ekstern forsendelse ved et nyt dokument - direktiv 2006/112/EF - artikel 168, litra e) - transportørens fradrag af importmoms))
(2015/C 279/16)
Processprog: dansk
Den forelæggende ret
Østre Landsret
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Skatteministeriet
Sagsøgt: DSV Road A/S
Procesdeltagere: Danske Speditører
Konklusion
1)
Artikel 203 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1791/2006 af 20. november 2006, skal fortolkes således, at der ikke opstår toldskyld på grundlag af denne artikel alene som følge af den omstændighed, at varer, der er henført under en procedure for ekstern fællesskabsforsendelse, efter et resultatløst afleveringsforsøg tilbagesendes til afgangsfrihavnen uden at have været frembudt for hverken bestemmelsestoldstedet eller toldstedet i frihavnen, såfremt det er fastslået, at de samme varer efterfølgende på ny blev transporteret til deres bestemmelsessted i forbindelse med en anden forskriftsmæssigt afsluttet procedure for ekstern fællesskabsforsendelse. I et tilfælde, hvor det ikke kan fastslås, hvilke varer der blev transporteret under den første og den anden procedure for ekstern fællesskabsforsendelse, opstår der derimod toldskyld i medfør af denne artikel.
2)
Artikel 204 i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 1791/2006, sammenholdt med artikel 859 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 214/2007 af 28. februar 2007, skal fortolkes således, at den omstændighed, at varer, der har været henført under en tidligere procedure for ekstern fællesskabsforsendelse, frembydes for sent for bestemmelsestoldstedet i forbindelse med en efterfølgende procedure for ekstern fællesskabsforsendelse, udgør en misligholdelse, som bevirker, at der opstår toldskyld, medmindre betingelserne i denne forordnings artikel 356, stk. 3, eller artikel 859, andet led, og nr. 2), litra c), er opfyldt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
3)
Artikel 168, litra e), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der nægtes ret til fradrag af merværdiafgift ved indførsel, som opkræves hos en transportør, der hverken er importør eller ejer af de omhandlede varer, men alene har forestået transporten og den toldmæssige behandling heraf i forbindelse med sin udøvelse af merværdiafgiftspligtig speditionsvirksomhed.
(1) EUT C 202 af 30.6.2014.
Full & Egal Universal Law Academy