25.4.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 145/6
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 25. februar 2016 — Elliniko Dimosio mod Stefanos Stroumpoulis m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Symvoulio tis Epikrateias — Grækenland)
(Sag C-292/14) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 80/987/EØF - tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens - anvendelsesområde - løntilgodehavender for sømænd, der arbejder om bord på et skib, der fører et flag fra et tredjeland - arbejdsgiver, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i dette tredjeland - arbejdsaftale, der er underlagt lovgivningen i dette tredjeland - arbejdsgiveren erklæret konkurs i en medlemsstat, hvor han har sit egentlige forretningssted - artikel 1, stk. 2 - bilag, punkt II, A - national lovgivning, der alene fastsætter en garanti for sømænds løntilgodehavender, såfremt disse er blevet efterladt i udlandet - beskyttelsesniveau, som ikke svarer til det, der fremgår af direktiv 80/987))
(2016/C 145/06)
Processprog: græsk
Den forelæggende ret
Symvoulio tis Epikrateias
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Elliniko Dimosio
Sagsøgte: Stefanos Stroumpoulis, Nikolaos Koumpanos, Panagiotis Renieris, Charalampos Renieris, Ioannis Zacharias, Dimitrios Lazarou og Apostolos Chatzisotiriou
Konklusion
1)
Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens skal fortolkes således, at sømænd, som er bosat i en medlemssat, og som i denne medlemsstat er blevet ansat af et selskab — der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i et tredjeland, men sit egentlige forretningssted i den pågældende medlemsstat — med henblik på som arbejdstagere i henhold til en arbejdsaftale, der udpeger lovgivningen i tredjelandet som anvendelig lov, at arbejde om bord på et krydstogtskib, der er ejet af det pågældende selskab, og som fører tredjelandets flag, med forbehold af en eventuel anvendelse af direktivets artikel 1, stk. 2, er omfattet af den i direktivet omhandlede beskyttelse for så vidt angår de løntilgodehavender, som de har over for dette selskab, efter at selskabet er blevet erklæret konkurs af en ret i den pågældende medlemsstat i henhold til denne medlemsstats lovgivning.
2)
Artikel 1, stk. 2, i direktiv 80/987 skal fortolkes således, at hvad angår arbejdstagere, som befinder sig en situation som den, som de i hovedsagen indstævnte befinder sig i, udgør den beskyttelse, som i henhold til artikel 29 i lov nr. 1220/1981, der supplerer og ændrer lovgivningen om havnevæsenet i Piræus, ydes sømænd, der efterlades i udlandet, ikke »en beskyttelse svarende til den, der fremgår af […] direktiv[et]« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne bestemmelse.
(1) EUT C 282 af 25.8.2014.
Full & Egal Universal Law Academy