13.6.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 211/8
Domstolens dom (Første Afdeling) af 7. april 2016 — Partner Apelski Dariusz mod Zarząd Oczyszczania Miasta (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Krajowa Izba Odwoławcza — Polen)
(Sag C-324/14) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - offentlige kontrakter - direktiv 2004/18/EF - de økonomiske aktørers tekniske og/eller faglige formåen - artikel 48, stk. 3 - mulighed for at basere sig på andre aktørers formåen - nærmere betingelser - karakteren af forbindelserne mellem tilbudsgiver og de andre enheder - præciseringer af tilbuddet - en elektronisk auktion erklæres for ugyldig og gentages - direktiv 2014/24/EU))
(2016/C 211/09)
Processprog: polsk
Den forelæggende ret
Krajowa Izba Odwoławcza
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Partner Apelski Dariusz
Sagsøgt: Zarząd Oczyszczania Miasta
procesdeltagere: Remondis sp. z o.o. og MR Road Service sp. z o.o.
Konklusion
1)
Artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, sammenholdt med dette direktivs artikel 44, stk. 2, skal fortolkes således, at:
—
alle økonomiske aktører i henhold til disse bestemmelser indrømmes en ret til for en bestemt kontrakt at påberåbe sig andre enheders formåen, uanset hvilken forbindelse der er mellem den økonomiske aktør og disse enheder, for så vidt som de over for den ordregivende myndighed fører bevis for, at de har de nødvendige midler til at gennemføre kontrakten, og
—
det ikke kan udelukkes, at udøvelsen af denne ret under særlige omstændigheder kan begrænses, henset til genstanden for den pågældende kontrakt og denne kontrakts formål. Dette er bl.a. tilfældet, når den formåen, som en anden enhed råder over, og som er fornøden for kontraktens opfyldelse, ikke kan overføres til ansøgeren eller tilbudsgiveren, således at sidstnævnte kun kan basere sig på denne formåen, hvis denne anden enhed direkte og personligt deltager i udførelsen af den nævnte kontrakt.
2)
Artikel 48, stk. 2 og 3, i direktiv 2004/18 skal fortolkes således, at en ordregiver, henset til genstanden for en bestemt kontrakt og denne kontrakts formål, under særlige omstændigheder med henblik på en korrekt udførelse af kontrakten i udbudsbekendtgørelsen eller udbudsbetingelserne udtrykkeligt angiver præcise regler for, hvordan en økonomisk operatør kan basere sig på andre enheders formåen, forudsat at sådanne regler er forbundet med og afpasset efter den nævnte kontrakts formål.
3)
Principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af økonomiske aktører, som er fastlagt i artikel 2 i direktiv 2004/18, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en ordregivende myndighed efter åbningen af de inden for rammerne af en offentlig udbudsprocedure afgivne tilbud accepterer en anmodning fra en økonomisk operatør, som har afgivet et tilbud for den omhandlede kontrakt i sin helhed, om alene at tage hensyn til sit tilbud med henblik på tildelingen af bestemte dele af denne kontrakt.
4)
Principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af økonomiske aktører, som er fastlagt i artikel 2 i direktiv 2004/18, skal fortolkes således, at de kræver, at en elektronisk auktion, som en økonomisk operatør, der har afgivet et antageligt tilbud, ikke er blevet opfordret til at deltage i, erklæres for ugyldig og gentages, også selv om det ikke kan konstateres, om den udelukkede økonomiske aktørs deltagelse ville have ændret resultatet af auktionen.
5)
Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan bestemmelserne i artikel 48, stk. 3, i direktiv 2004/18 ikke fortolkes i lyset af bestemmelserne i artikel 63, stk. 1, i Rådets direktiv 2014/24 af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18.
(1) EUT C 339 af 29.9.2014.
Full & Egal Universal Law Academy