17.11.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 409/26
Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 4. september 2014 — Autorità per l’energia elettrica e il gas mod Antonella Bertazzi m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)
(Sag C-152/14) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - socialpolitik - direktiv 1999/70/EF - rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse indgået af EFS, UNICE og CEEP - § 4 - tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for den offentlige sektor - stabiliseringsprocedure - ansættelse af arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse som fastansatte tjenestemænd uden offentlig udvælgelsesprøve - fastlæggelse af ancienniteten - fuldstændig mangel på hensyntagen til de tjenesteperioder, som er tilbagelagt inden for rammerne af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter - princippet om forbud mod forskelsbehandling))
2014/C 409/38
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Autorità per l’energia elettrica e il gas
Sagsøgte: Antonella Bertazzi, Annalise Colombo, Maria Valeria Contin, Angela Filippina Marasco, Guido Guissani, Lucia Lizzi og Fortuna Peranio
Konklusion
1)
§ 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som den i hovedsagen omhandlede, der fuldstændigt udelukker hensyntagen til de tjenesteperioder, der er tilbagelagt af en tidsbegrænset ansat ved en offentlig myndighed, ved beregningen af sidstnævntes anciennitet i forbindelse med vedkommendes tidsubegrænsede ansættelse ved samme myndighed som fastansat tjenestemand inden for rammerne af en særlig procedure vedrørende stabilisering af arbejdsforholdet, når de opgaver som udføres i henhold til de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter svarer til dem, som en fastansat tjenestemand udøver inden for den relevante kategori ved samme myndighed, med mindre denne udelukkelse er begrundet i »objektive forhold« som omhandlet i bestemmelsens stk. 1 og/eller stk. 4, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Den omstændighed alene, at den midlertidigt ansatte har tilbagelagt tjenesteperioderne på grundlag af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt eller et tidsbegrænset ansættelsesforhold, udgør ikke et sådant objektivt forhold.
2)
Formålet om at undgå omvendt forskelsbehandling til skade for fastansatte tjenestemænd, som er blevet ansat efter en almindelig udvælgelsesprøve, udgør ikke et »objektivt forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1 og/eller stk. 4, når den nationale lovgivning som den i hovedsagen omhandlede fuldstændigt og i alle situationer udelukker hensyntagen til alle de tjenesteperioder, som arbejdstagerne har tilbagelagt inden for rammerne af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på beregning af deres anciennitet ved deres tidsubegrænsede ansættelse og dermed af deres lønniveau.
(1) EUT C 194 af 24.6.2014.
Full & Egal Universal Law Academy