FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. WATHELET
fremsat den 7. maj 2015 ( 1 )
Sag C-255/14
Robert Michal Chmielewski
mod
Nemzeti Adó- és Vámhivatal Dél-alföldi Regionális Vám- és Pénzügyőri Főigazgatósága
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kecskeméti Közigagatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn))
»Kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Den Europæiske Union — forordning (EF) nr. 1889/2005 — tilsidesættelse af angivelsespligten — sanktionernes forholdsmæssighed — fri bevægelighed for kapital og betalinger«
I – Indledning
1.
Nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører forholdsmæssigheden af en administrativ bøde fastsat i henhold til ungarsk ret som sanktion for tilsidesættelse af angivelsespligten i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 af 26. oktober 2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet ( 2 ).
II – Retsforskrifter
A – EU-retten
1. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
2.
I artikel 17 med overskriften »Ejendomsret« værner Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) om og beskytter ejendomsretten i stk. 1 på følgende måde:
»Enhver har ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv. Ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet.«
2. Forordning nr. 1889/2005
3.
Artikel 1, stk. 1, som har overskriften »Formål«, bestemmer:
»Denne forordning supplerer bestemmelserne i direktiv 91/308/EØF vedrørende transaktioner gennem kredit- og finansieringsinstitutter og visse erhverv ved fastlæggelse af harmoniserede regler for de kompetente myndigheders kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader [Den Europæiske Union].«
4.
Artikel 3, som har overskriften »Angivelsespligt«, har følgende ordlyd:
»1. Alle fysiske personer, som rejser ind i eller forlader [Unionen] med likvide midler af en værdi på 10000 EUR eller derover, skal angive dette beløb til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, gennem hvilken den pågældende person rejser ind i eller forlader Fællesskabet, i overensstemmelse med denne forordning. Angivelsespligten er ikke opfyldt, hvis oplysningerne er ukorrekte eller ufuldstændige.
2. Angivelsen, jf. stk. 1, skal indeholde oplysning om:
[…]
e)
oprindelsen af de likvide midler og deres anvendelsesformål
[…]«
5.
Artikel 4, som har overskriften »De kompetente myndigheders beføjelser«, bestemmer følgende i stk. 2:
»I tilfælde af manglende overholdelse af angivelsespligten som fastsat i artikel 3 kan de likvide midler administrativt tilbageholdes i overensstemmelse med de betingelser, der er fastlagt i den nationale lovgivning.«
6.
Følgende bestemmelse i artikel 6 med overskriften »Udveksling af oplysninger«:
»1. Er der tegn på, at de likvide midler vedrører ulovlige aktiviteter i forbindelse med bevægelser af likvide midler som omhandlet i direktiv 91/308/EØF, kan de oplysninger, der indhentes i henhold til artikel 3, eller ved den kontrol, der er fastsat i artikel 4, fremsendes til de kompetente myndigheder i andre medlemsstater.
Forordning (EF) nr. 515/97 finder tilsvarende anvendelse.
2. Er der tegn på, at midlerne vedrører udbyttet fra et svigagtigt forhold eller en anden ulovlig virksomhed, der skader Fællesskabets finansielle interesser, fremsendes oplysningerne også til Kommissionen.«
7.
Artikel 7, som har overskriften »Udveksling af oplysninger med tredjelande«, har følgende ordlyd:
»Inden for rammerne af den gensidige administrative bistand kan de oplysninger, der er indhentet i henhold til denne forordning, videregives til et tredjeland af medlemsstaterne eller af Kommissionen, under forudsætning af samtykke fra de kompetente myndigheder, som modtog oplysningerne i henhold til artikel 3 og/eller 4, og overholdelse af de relevante nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelser om oversendelse af personoplysninger til tredjelande. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om sådanne udvekslinger af oplysninger, når dette er af særlig betydning for gennemførelsen af denne forordning.«
8.
Artikel 9 med overskriften »Sanktioner« bestemmer følgende i stk. 1:
»Hver medlemsstat skal indføre sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af, at den i artikel 3 fastsatte angivelsespligt ikke opfyldes. Sådanne sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«
B – Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder
9.
Artikel 1 i tillægsprotokollen til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, som har overskriften »Ejendomsret«, bestemmer:
»Enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.
Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde begrænse statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder.«
C – Ungarsk ret
10.
§ 2 i lov nr. XLVIII af 2007 fastsætter:
»(1) Den i artikel 3 i forordning [nr. 1889/2005] fastsatte angivelsespligt opfyldes skriftligt.
(2) Det fulde navn og adressen på ejeren af de likvide midler skal angives i medfør af artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning [nr. 1889/2005], det fulde navn og adressen på modtageren af de likvide midler skal angives i medfør af [denne forordnings] artikel 3, stk. 2, litra c), og det anvendte transportmiddel – samt dettes indregistreringsnummer, hvis det er et motorkøretøj – skal angives i medfør af [forordningens] artikel 3, stk. 2, litra g).
[…]«
11.
§ 5/A i lov nr. XLVIII af 2007 bestemmer:
»I henhold til bestemmelserne i artikel 9 i forordning [nr. 1889/2005] skal enhver fysisk person, der indrejser til eller udrejser fra [Unionens] område, og som ikke opfylder den i artikel 3, stk. 1, i [forordning nr. 1889/2005] fastsatte angivelsespligt med hensyn til de likvide midler, som vedkommende har i sin besiddelse, jf. artikel 2, stk. 2, i [forordning nr. 1889/2005], eller som har opfyldt nævnte pligt ukorrekt eller ufuldstændigt, betale en bøde på stedet, der fastsættes i forint, og hvis størrelse svarer til
a)
10% af summen af de likvide midler, som er i vedkommendes besiddelse, såfremt dette beløb er på 10000 EUR eller derover, men ikke overstiger 20000 EUR
b)
40% af summen af de likvide midler, som er i vedkommendes besiddelse, såfremt dette beløb er større end 20000 EUR, men ikke overstiger 50000 EUR
c)
60% af summen af de likvide midler, som er i vedkommendes besiddelse, såfremt dette beløb overstiger 50000 EUR.«
III – Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
12.
Den 9. august 2012 indrejste Robert Michal Chmielewski til det ungarske område fra Serbien uden at angive de likvide midler, som han havde i sin besiddelse, nemlig et samlet beløb på 147492 EUR bestående af 249150 bulgarske lev (BGN) (ca. 127400 EUR), 30000 tyrkiske liray (TRY) (ca. 6500 EUR) og 29394 rumænske leu (RON) (ca. 13600 EUR).
13.
Ifølge Kommissionen oplyste Robert Michal Chmielewski under kontrollen toldembedsmændene, at han var i besiddelse af dette store pengebeløb, fordi han havde haft til hensigt at købe et hus i Bulgarien, men at han vendte tilbage til Polen med uforrettet sag.
14.
Under retsmødet præciserede Nemzeti Adó- és Vámhivatal Dél-alföldi Regionális Vám- és Pénzügyőri Főigazgatósága (det regionale direktorat for told- og skatteeftersyn i Del-alföld), at 60% af det beløb, som Robert Michal Chmielewski var i besiddelse af (nemlig svarende til 32532000 HUF), blev tilbageholdt som bøde i henhold til § 5/A, stk. 1, litra c), i lov nr. XLVIII af 2007 som følge af den manglende angivelse.
15.
Ved afgørelse af 4. oktober 2013 afslog Nemzeti Adó- és Vámhivatal Dél-alföldi Regionális Vám- és Pénzügyőri Főigazgatósága (det regionale direktorat for told- og skatteeftersyn i Del-alföld) Robert Michal Chmielewskis anmodning om fritagelse for bøden under hensyn til de personlige omstændigheder, han havde påberåbt sig, og stadfæstede den administrative bøde på 24532000 HUF, som toldembedsmændene havde pålagt ham, idet han ved at undlade at angive det pågældende beløb ved indrejse til Unionens område havde tilsidesat den forpligtelse, der er pålagt ved forordning nr. 1889/2005 og lov nr. XLVIII af 2007.
16.
Robert Michal Chmielewski anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Kecskeméti Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Kecskemét), idet han bl.a. gjorde gældende, at bestemmelserne i lov nr. XLVIII af 2007 var i strid med EU-retten.
17.
Kecskeméti Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság har på den baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1)
Overholder størrelsen af den bøde, der pålægges i medfør af § 5/A i lov nr. XLVIII af 2007 om gennemførelse af [...] forordning [nr. 1889/2005], kravet i nævnte forordnings artikel 9, stk. 1, hvorefter de sanktioner, som fastsættes i national ret, skal være effektive, have afskrækkende virkning og samtidig stå i et rimeligt forhold til den overtrædelse, der er begået, og det formål, der skal opnås?
2)
Er § 5/A i [lov nr. XLVIII af 2007] ikke i strid med forbuddet mod skjulte begrænsninger af den frie bevægelighed for kapital som omhandlet i artikel 65, stk. 3, [TEUF] og i traktaten om Den Europæiske Union, når henses til størrelsen af de bøder, som bestemmelsen fastsætter?«
IV – Retsforhandlingerne ved Domstolen
18.
Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev indgivet til Domstolen den 27. maj 2014. Den ungarske, den belgiske, den spanske og den italienske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.
19.
Der blev afholdt retsmøde den 18. marts 2015, hvor Nemzeti Adó- és Vámhivatal Dél-alföldi Regionális Vám- és Pénzügyőri Főigazgatósága, som ikke havde afgivet skriftligt indlæg, den ungarske, den belgiske og den spanske regering samt Kommissionen afgav mundtlige indlæg.
V – Bedømmelse
A – Indledende bemærkninger
20.
Selv om EU-retten ikke i henhold til den frie bevægelighed for kapital sikret ved artikel 63 TEUF forbyder internationale overførsler af likvide midler, har Domstolen allerede fastslået, at denne frie bevægelighed for kapital ikke er til hinder for, at udførsel af mønter, pengesedler eller ihændehaverchecks er betinget af en forudgående anmeldelse ( 3 ). Det er ligeledes denne regel man finder i EU-forordningerne med samme formål, såsom forordning nr. 1889/2005 og nærmere bestemt denne forordnings artikel 3.
21.
Spørgsmålet om den i ungarsk ret fastsatte sanktion kan følgelig vurderes i forhold til såvel artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005 som til artikel 65, stk. 3, TEUF om forbud mod skjulte begrænsninger af den frie bevægelighed for kapital.
22.
Som Kommissionen har foreslået i sine skriftlige bemærkninger, vil jeg behandle de to forelagte præjudicielle spørgsmål samlet.
B – Parternes argumenter
23.
Procesdeltagerne i sagen ved Domstolen er enige om, at de sanktioner, der er fastsat i § 5/A, stk. 1, i lov nr. XLVIII af 2007, er effektive og har afskrækkende virkning i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005. I modsætning til den ungarske, den belgiske, den spanske og den italienske regering, som ligeledes finder, at disse sanktioner er forholdsmæssige, er Kommissionen imidlertid af den opfattelse, at sanktionerne i bestemmelsens litra b) og c), nemlig 40% af summen, hvis beløbet er større end 20000 EUR, men ikke overstiger 50000 EUR og 60% af summen, såfremt dette beløb overstiger 50000 EUR, ikke er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
24.
Kommissionen har anført, at uforholdsmæssigheden både ligger i den omstændighed, at § 5/A, stk. 1, i lov nr. XLVIII af 2007 ikke overlader de nationale myndigheder og retsinstanser nogen skønsmargin, som gør det muligt at tage hensyn til særlige omstændigheder i hver enkelt situation i forbindelse med fastsættelsen af bødens størrelse, og i, at bestemmelsen fastsætter størrelsen af bøderne på så højt et niveau, at det forekommer, at der antages at foreligge en ildesindet hensigt hos den pågældende administrative overtrædelses gerningsmand.
25.
På den anden side har den ungarske, den belgiske, den spanske og den italienske regering udledt forholdsmæssigheden af den ved § 5/A, stk. 1, i lov nr. XLVIII af 2007 indførte sanktionsordning af den effektive og afskrækkende virkning og af bødernes progressivitet i forhold til størrelsen af de beløb, som ikke er angivet.
C – Stillingtagen
1. Domstolens praksis vedrørende sanktioners forholdsmæssighed
26.
Spørgsmålet om sanktioners forholdsmæssighed i tilfælde af manglende overholdelse af EU-retten har allerede været genstand for flere domme fra Domstolen.
27.
Det følger således af fast retspraksis, at »så længe der ikke er gennemført nogen [EU-retlig] harmonisering på området for sanktioner ved manglende opfyldelse af betingelserne i en [EU-retlig] ordning, er medlemsstaterne beføjet til at træffe bestemmelser om de sanktioner, som de finder rimelige. Medlemsstaterne skal dog udøve deres beføjelser på dette område under iagttagelse af [EU-retten] og dennes almindelige grundsætninger og dermed under iagttagelse af proportionalitetsprincippet« ( 4 ).
28.
»Domstolen har således flere gange fastslået, at administrative forholdsregler eller sanktioner ikke må gå ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at tilgodese de pågældende hensyn, og at der ikke til kontrolforanstaltninger må knyttes sanktioner, som står i et sådant misforhold til den pågældende overtrædelses grovhed, at sanktionen undergraver de ved [EUF]-traktaten knæsatte friheder« ( 5 ).
29.
Domstolen har derimod kun sjældent taget konkret stilling til forholdsmæssigheden af de i hver sag omstridte nationale sanktioner. Den har ganske vist gjort det i den sag, der gav anledning til dom Urbán (C-210/10, EU:C:2012:64), men i denne sag havde den sanktionerede uregelmæssighed ikke karakter af misbrug eller endog grovhed, skønt bødens størrelse var meget høj, hvilket førte Domstolen til selv at fastslå, at den omhandlede bøde var uforholdsmæssig ( 6 ).
30.
Domstolen overlader normalt vurderingen af forholdsmæssigheden til den forelæggende ret, idet den giver retten brugbare kriterier til at foretage denne vurdering korrekt ( 7 ).
31.
I den sag, der gav anledning til dom Louloudakis (C-262/99, EU:C:2001:407), fastslog Domstolen i præmis 69, at selv om ufravigelige hensyn til bekæmpelse og forebyggelse af overtrædelser kan danne grundlag for, at der i en medlemsstats lovgivning fastsættes sanktioner af en vis strenghed, kan det ikke udelukkes, at [disse sanktioner] kan vise sig at være uforholdsmæssige og således undergrave den nævnte frihed [i dette tilfælde den frie bevægelighed for personer og varer], for så vidt som de indebærer faste bøder, som fastsættes efter køretøjets cylindervolumen som det eneste kriterium, uden hensyntagen til dets alder, og for så vidt som en forhøjet afgift kan beløbe sig til det tidobbelte af de oprindelige afgifter. En sanktion, som er baseret på cylindervolumen som det eneste kriterium, kan således stå i misforhold til overtrædelsens grovhed, navnlig når den er forbundet med en anden – høj – sanktion, som pålægges på grund af samme overtrædelse. Det samme kan være tilfældet med en sanktion, som kan beløbe sig til det mangedobbelte, f.eks. til det tidobbelte, af de oprindelige afgifter.
32.
Domstolen tager logisk nok selv stilling, når det drejer sig om sanktioner fastsat i selve EU-retten uden at henvise til den nationale retsinstans.
33.
Som eksempel kan nævnes den sag, der gav anledning til dom Billerud Karlsborg og Billerud Skärblacka (C-203/12, EU:C:2013:664) ( 8 ), hvori Domstolen fastslog, at »vurderingen af en EU-retsakts proportionalitet [...] ikke [kan] afhænge af efterfølgende vurderinger vedrørende dens effektivitet. Når EU-lovgiver ved fastlæggelsen af en ordning skal vurdere dennes fremtidige virkninger, og disse ikke kan forudses med nøjagtighed, kan det af lovgiver udøvede skøn kun tilsidesættes, såfremt det er åbenbart fejlagtigt, når henses til de oplysninger, som lovgiver rådede over på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende ordning« ( 9 ).
34.
På dette grundlag fastslog Domstolen, at »bøden for overskridelse af emissionskvoterne, fastsat i direktiv 2003/87, ikke [kan] anses for at være i strid med princippet om proportionalitet, derved at dens størrelse ikke giver nogen mulighed for en tilpasning af den nationale ret« ( 10 ). Jeg bemærker, at i dom Louloudakis (C-262/99, EU:C:2001:407) fastslog Domstolen, at bøder fastsat som et fast beløb, uden at der tages hensyn til en række kriterier, kan »vise sig at være uforholdsmæssige« (jf. præmis 69-71).
35.
Ifølge disse bemærkninger ses Domstolens praksis vedrørende sanktioners forholdsmæssighed at overlade de nationale retsinstanser opgaven med at foretage denne kontrol på grundlag af særligt de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag, idet der tages hensyn til arten og grovheden af overtrædelsen, myndighedernes større eller mindre mulighed for at forudse retshåndhævelsens grad af effektivitet, metoden til beregning af sanktionens størrelse og de kriterier, den er underlagt.
2. Forholdsmæssigheden af sanktionerne i forhold til ejendomsretten
36.
Som Kommissionen har anført i sine skriftlige bemærkninger, har de administrative bøder, som sanktionerer den manglende angivelse af likvide midler ved grænsepassage, været genstand for en undersøgelse ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i forhold til artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.
37.
Jeg er af den opfattelse, at nærværende sag ligeledes skal undersøges i forhold til ejendomsretten sikret ved chartrets artikel 17, særligt fordi forordning nr. 1889/2005 angiver i 15. betragtning, at forordningen »overholder de grundlæggende rettigheder og følger de principper, der er [...] gengivet i [chartret]«, idet sidstnævnte charter finder anvendelse i henhold til dets artikel 51, stk. 1, når medlemsstaterne anvender EU-retten.
38.
Da chartrets artikel 17 svarer til artikel 1 i protokol nr. 1 til denne konvention, kan retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på dette område være nyttig i den foreliggende sag, idet der erindres om, at chartret tillader, at EU-retten yder »en mere omfattende beskyttelse« ( 11 ).
39.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har behandlet tre sager med næsten identiske faktiske omstændigheder som de i nærværende sag omhandlede: Ismayilov mod Rusland ( 12 ), Grifhorst mod Frankrig ( 13 ) og Moon mod Frankrig ( 14 ).
a) Sagen Ismayilov mod Rusland
40.
Den 17. november 2002 ankom Adil Yunus oğlu Ismayilov, der er af aserbajdsjansk nationalitet, til Moskva, idet han var i besiddelse af 21348 USD, som stammede fra salg af et hus i Baku (Aserbajdsjan), som han havde arvet fra sin mor. Han angav imidlertid alene til toldembedsmændene, at han var i besiddelse af 48 USD, skønt alle beløb over 10000 USD i henhold til russisk ret skulle angives. Under den efterfølgende kontrol blev resten af beløbet fundet i hans bagage. Han blev derfor anklaget for smugling, og det omhandlede beløb blev tilbageholdt som bevismateriale. Adil Yunus oğlu Ismayilov blev idømt en betinget fængselsstraf, idet den russiske retsinstans overlod det omtvistede beløb til toldmyndighederne, som konfiskerede det.
41.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog, at »for at blive betragtet som forholdsmæssig skal indgrebet [i ejendomsretten] svare til grovheden af overtrædelsen, nemlig den manglende opfyldelse af angivelsespligten, snarere end grovheden af en formodet overtrædelse, som dog ikke er blevet fastslået, såsom hvidvaskning af penge eller skattesvig« ( 15 ).
42.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tilføjede, at konfiskationen ikke tilsigtede at være en kompensation for økonomisk skade, som staten havde haft, »idet [denne] ikke havde haft noget tab som følge af sagsøgerens manglende angivelse af [det omhandlede] beløb, men havde til hensigt at afskrække og sanktionere« ( 16 ).
43.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol konkluderede, at »det ikke var tilstrækkelig godtgjort eller endog gjort gældende af [den russiske] regering, at denne sanktion [dvs. fængselsstraffen] i sig selv ikke var tilstrækkelig til at opnå den tilsigtede afskrækkende og straffende virkning og at forebygge tilsidesættelser af angivelsespligten. Under disse omstændigheder var konfiskationsforanstaltningen som yderligere sanktion efter domstolens opfattelse uforholdsmæssig, idet den pålagde sagsøgeren en »individuel og vidtgående byrde«« ( 17 ).
b) Sagen Grifhorst mod Frankrig
44.
Sagen Grifhorst mod Frankrig ligner den foreliggende sag, idet de i denne sag omhandlede bestemmelser i fransk ret (særligt artikel 464 og 465 i toldloven) er de bestemmelser, der i Frankrig gennemfører artikel 3 og 9 i forordning nr. 1889/2005.
45.
Den 29. januar 1996 var Robert Grifhorst genstand for en kontrol af de franske toldmyndigheder ved den fransk-andorranske grænse. Som i hovedsagen besvarede Robert Grifhorst toldembedsmændenes spørgsmål på engelsk og spansk om, hvorvidt han havde pengebeløb at angive, benægtende. Køretøjet såvel som Robert Grifhorst blev ransaget, og toldembedsmændene fandt 500000 nederlandske gylden (NLG) i køretøjets sidelommer, svarende til 233056 EUR. Under afhøringen erklærede Robert Grifhorst, at han boede i Andorra og havde hævet beløbet i Crédit d’Andorre med henblik på at erhverve en ejendom i Amsterdam.
46.
I modsætning til i hovedsagen foretog toldembedsmændene tilbageholdelse af hele det beløb, der var i Robert Grifhorsts besiddelse.
47.
Herefter foretog de franske myndigheder – i modsætning til, hvad de ungarske myndigheder gjorde i hovedsagen – høring af de nederlandske myndigheder vedrørende Robert Grifhorsts aktiviteter, idet disse myndigheder anførte, at Robert Grifhorst var kendt af dem, bl.a. på grund af omstændigheder, der fandt sted i 1983, med afpresning, bortførelse og besiddelse af et skydevåben. De nederlandske myndigheder præciserede ligeledes, at Robert Grifhorsts eneste kendte aktivitet vedrørte ejendomme, at en international undersøgelse foretaget af Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Kongeriget Nederlandene vedrørende hans aktiviteter ikke havde gjort fremskridt, og at han formodes at foretage hvidvaskning for andre personer, men at der ikke kunne fremføres nogen yderligere konkrete forhold.
48.
Der blev iværksat straffesag mod Robert Grifhorst ved tribunal correctionnel de Perpignan (kriminalretten i Perpignan (Frankrig)), som ved dom af 8. oktober 1998 dømte ham skyldig i ikke at have overholdt forpligtelsen til at angive beløb, værdipapirer eller værdier som fastsat i toldlovens artikel 464 og idømte ham konfiskation af hele beløbet og betaling af en bøde svarende til halvdelen af det beløb, som ikke er angivet (225000 NLG, svarende til 116828 EUR), på grundlag af samme lovs artikel 465.
49.
Dommen blev stadfæstet ved cour d’appel de Montpellier (appelretten i Montpellier (Frankrig)), som forkastede appellantens anmodning om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Cour de cassation (kassationsretten (Frankrig)) forkastede ligeledes hans appel. Herefter anlagde Robert Grifhorst sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med påstand om tilsidesættelse af hans ejendomsret sikret ved artikel 1 i protokol nr. 1 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.
50.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anførte først, at »[d]en eneste strafbare handling, som [kunne] gøres gældende over for [Robert Grifhorst] best[od] i den omstændighed, at han ikke havde angivet det pengebeløb, han var i besiddelse af ved grænseovergangen mellem Angora og Frankrig. Regeringen [havde] i øvrigt ikke gjort gældende, at de transporterede pengebeløb stammede fra ulovlige aktiviteter eller var bestemt til sådanne aktiviteter« ( 18 ).
51.
Idet den tilsluttede sig Kommissionens opfattelse udtrykt i en begrundet udtalelse tilsendt Den Franske Republik vedrørende foreneligheden af toldlovens artikel 465 med EU-retten, bemærkede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligeledes, at »sanktionen skal svare til grovheden af den fastslåede overtrædelse, nemlig den manglende overholdelse af angivelsespligten, og ikke grovheden af en eventuel overtrædelse, som ikke er fastslået på dette tidspunkt, såsom hvidvaskning af penge eller skattesvig« ( 19 ).
52.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol noterede sig herefter ændringen af ordlyden af denne artikel 465 i 2004, som følge af Kommissionens begrundede udtalelse. På grundlag af den nye formulering ville konfiskation ikke længere ske automatisk og ville ikke længere kunne foretages efter en periode på maksimalt seks måneder, i hvilken det ikke-angivne beløb var deponeret, med mindre der var indicier eller plausible grunde til at tro, at den berørte person havde begået andre overtrædelser af toldloven. Bøden blev fastsat til 25% af det af overtrædelsen berørte beløb ( 20 ).
53.
Under disse omstændigheder fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at »en [...] ordning, [som den, der blev indført med ændringen i 2004,] gør det muligt at bevare den rette ligevægt mellem krav af almen interesse og beskyttelsen af de grundlæggende individuelle rettigheder« ( 21 ) mens en kumuleret »konfiskation og bøde [...] var uforholdsmæssig [...] henset til den begåede overtrædelse« ( 22 ).
c) Sagen Moon mod Frankrig
54.
Sagen Moon mod Frankrig gav anledning til samme problematik som sagen Grifhorst mod Frankrig, idet den eneste væsentlige forskel er, at den pålagte bøde var fastsat til 25% af det beløb, som ikke var angivet.
55.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bekræftede sin dom i sagen Grifhorst mod Frankrig, idet den fastslog, at den kumulerede konfiskation og bøde beløb sig til 125% af det beløb, som ikke var angivet, og dermed var uforholdsmæssig ( 23 ).
3. Sanktionsordningen indført ved artikel 4, stk. 2, og artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005
56.
Som Kommissionen har anført, er formålet med forordning nr. 1889/2005 at supplere den EU-retlige mekanisme til forebyggelse af hvidvaskning af penge ved et vist kontrolniveau for bevægelser af likvide midler på tværs af Unionens grænser og indsamling af oplysninger om sådanne bevægelser ( 24 ).
57.
Den kontrolordning, der blev indført ved forordning nr. 1889/2005, fastsætter således en forpligtelse til at angive likvide midler af en værdi på 10000 EUR eller derover ( 25 ). Den manglende overholdelse af denne forpligtelse skal ifølge ordningen medføre sanktioner, der skal være »effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning«, som hver medlemsstat skal indføre i sin interne retsorden ( 26 ), som kan være ledsaget af en tilbageholdelse af de likvide midler, som ikke er angivet, ved administrativ afgørelse i overensstemmelse med de betingelser, der er fastlagt i den nationale lovgivning ( 27 ).
58.
Det fremgår således klart af ordningens opbygning, og således som Kommissionen har anført, at de bøder, som medlemsstaterne indfører, alene sanktionerer den fastslåede overtrædelse af angivelsespligten og ikke en eventuel ikke-fastslået overtrædelse, såsom hvidvaskning af penge eller skattesvig.
59.
Som anført i artikel 3, stk. 2, litra e), i forordning nr. 1889/2005 ( 28 ), tilkommer det de nationale myndigheder – således som de franske myndigheder gjorde det i sagen Grifhorst mod Frankrig – hver gang at undersøge oprindelsen af de likvide midler, som ikke er angivet, og deres anvendelsesformål, hvilket lettes af bestemmelserne vedrørende udveksling af oplysninger i forordningens artikel 6 og 7.
60.
Under retsmødet har Nemzeti Adó- és Vámhivatal Dél-alföldi Regionális Vám- és Pénzügyőri Főigazgatósága anført, at det er vanskeligt for toldembedsmændene ved grænsen at indsamle beviser for de strafferetlige overtrædelser, som er forbundet med likvide midler, som ikke er angivet, såsom hvidvaskning af penge eller skattesvig. Det er imidlertid netop for at lette denne opgave, at artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1889/2005 bestemmer, at de likvide midler administrativt kan tilbageholdes midlertidigt.
61.
Hvis lovligheden af oprindelsen og anvendelsesformålet med de likvide midler, som ikke er angivet, er fastslået, således som det var tilfældet i sagerne Ismayilov mod Rusland ( 29 ) og Moon mod Frankrig ( 30 ), eller ikke kan anfægtes, således som det var tilfældet i sagen Grifhorst mod Frankrig ( 31 ), er det alene den sanktion, der er fastsat i national ret i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005, nemlig bøden i det foreliggende tilfælde, der kan pålægges.
62.
Sanktionen i form af konfiskation kan pålægges i tilfælde, hvor ulovligheden af de likvide midlers oprindelse eller anvendelsesformål er fastslået i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret, og kan kumuleres med den sanktion, der er fastsat i national ret i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005.
63.
Det skal præciseres, at da bøden ikke vedrører oprindelsen eller anvendelsesformålet med de likvide midler, som ikke er angivet, kan den ikke variere i forhold til oprindelsen eller anvendelsesformålets lovlighed.
64.
Som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol allerede har fastslået, skal den pålagte bøde i tilfælde af manglende overholdelse af angivelsespligten for at kunne blive betragtet som forholdsmæssig sammenfattende »svare til grovheden af den fastslåede overtrædelse, nemlig tilsidesættelsen af angivelsespligten« ( 32 ).
4. Foreneligheden af lov n. XLVIII af 2007 med forordning nr. 1889/2005
a) Almindelige bemærkninger
65.
Det skal indledningsvis bemærkes, at som Kommissionen har gjort gældende under retsmødet, er de sanktioner, som medlemsstaterne har fastsat i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005 meget forskellige såvel hvad angår beregningen af bødens størrelse (procent af det beløb, som ikke er angivet, eller et beløb, som de kompetente myndigheder skal fastsætte mellem en tærskel og et loft fastsat ved lov) som vedrørende de beløb, som ordningen kan føre til (fra 1200 EUR i Estland til en maksimal bøde på 1 mio. EUR i Tyskland).
66.
I denne forbindelse forekommer en bødeordning som den, der er indført af den ungarske lovgiver, hvorefter der er fastsat en progressiv bøde i forhold til størrelsen af det beløb, som ikke er angivet, mig ikke at være unormal.
b) Andre forhold end selve bøden
67.
Visse parametre i denne ordning forekommer mig imidlertid at være i strid med forordning nr. 1889/2005.
68.
For det første – og som bekræftet under retsmødet af Nemzeti Adó- és Vámhivatal Dél-alföldi Regionális Vám- és Pénzügyőri Főigazgatósága – har den ungarske lovgivning ikke udnyttet den i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1889/2005 fastsatte mulighed for at tilbageholde de likvide midler, som ikke er angivet, administrativt, hvorfor de likvide midler, som befandt sig i Robert Michal Chmielewskis besiddelse ved passagen af den serbisk-ungarske grænse ikke midlertidigt blev tilbageholdt af de ungarske myndigheder ( 33 ).
69.
Endvidere bemærkes, at selv om det ses, at Robert Michal Chmielewski har erklæret til de ungarske toldembedsmænd, at han var i besiddelse af det omhandlede beløb, fordi han havde haft til hensigt at købe et hus i Bulgarien, men at han vendte tilbage til Polen med uforrettet sag, fremgår det ikke af sagens akter, at de ungarske myndigheder har forsøgt at godtgøre oprindelsen af de omhandlede likvide midler. De kunne med henblik herpå have anmodet om assistance fra de polske myndigheder, hvilket de ikke har gjort. Dermed har de undladt at anvende artikel 3, stk. 2, litra e) i forordning nr. 1889/2005.
70.
Da hovedformålet med forordning nr. 1889/2005 imidlertid er – ved hjælp af ved artikel 6 at lette samarbejde mellem medlemsstaterne – at gøre bekæmpelsen af hvidvaskning af penge og skattesvig mere effektiv, skal medlemsstaterne bestemt undersøge oprindelsen og anvendelsesformålet med de omhandlede midler uden at stille sig tilfredse med den blotte konstatering og sanktionering af den manglende overholdelse af angivelsespligten, hvilket indebærer, at disse midler midlertidigt kan tilbageholdes under undersøgelsen.
71.
I stedet for at fastsætte betingelserne for, hvornår sådanne likvide midler, som ikke er angivet, kan tilbageholdes administrativt i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1889/2005 forekommer den gennemførelsesordning, der er fastsat ved lov nr. XLVIII af 2007, mig at hvile på den omstændighed i sig selv, at der gennem bødens progressivitet tages hensyn til muligheden for, at oprindelsen og anvendelsesformål med de likvide midler, som ikke er angivet, er ulovlige.
72.
En sådan ordning, der gennem en bøde forbundet med størrelsen af de omhandlede beløb, kombinerer en formodning om, at beløbets oprindelse og anvendelsesformål er ulovlig på den ene side og en tilsidesættelse af angivelsespligten på den anden side, forekommer mig at være i strid med artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1889/2005.
73.
Ved ikke at stille spørgsmål ved oprindelsen og anvendelsesformålet med de likvide midler, som ikke er angivet, og ved ikke at give mulighed for, at de midlertidigt tilbageholdes administrativt med henblik på at give de ungarske myndigheder mulighed for at afgøre, om der er grundlag for at foretage konfiskation ( 34 ), tilsidesætter lov nr. XLVIII af 2007 således de bestemmelser, der er fastsat i forordningen og bringer dennes effektivitet i fare.
74.
Det er under disse omstændigheder, hvor det ikke længere er muligt for den forelæggende ret midlertidigt at tilbageholde de likvide midler, som ikke er angivet, med henblik på at kunne konfiskere dem i tilfælde af, at det godtgøres, at deres oprindelse eller anvendelsesformål er ulovlig, at det skal undersøges, om den pålagte bøde er forholdsmæssig, idet der skal tages hensyn til de problemer med foreneligheden af lov nr. XLVIII af 2007 med forordning nr. 1889/2005, som er nævnt ovenfor.
c) Den automatiske forbindelse mellem bøden og de likvide midler, som ikke er angivet
75.
Den bødeordning, der er indført ved § 5/A i lov nr. XLVIII af 2007, overlader ikke nogen skønsmargin til de kompetente myndigheder for at afvige fra det forud fastsatte bødebeløb. Endvidere stiger dette beløb automatisk i forhold til størrelsen af det beløb, som ikke er angivet (dvs. 10%, såfremt beløbet er mellem 10000 EUR og 20000 EUR, 40%, såfremt beløbet er mellem 20000 EUR og 50000 EUR, og 60%, såfremt beløbet overstiger 50000 EUR).
76.
Den eneste faktor for udmåling af bøden er således størrelsen af det beløb, som ikke er angivet.
77.
Kommissionen har kritiseret denne ordning for ikke at give de kompetente myndigheder mulighed for at tage hensyn til de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, som f.eks. hensigten til den manglende angivelse eller dennes gentagelse, hvilket ifølge Kommissionen kunne føre til en nedsættelse eller endog ophævelse af bøden, hvis gerningsmanden efterfølgende kunne bevise lovligheden af oprindelsen og anvendelsesformålet med det beløb, som ikke er angivet. I et sådant tilfælde finder Kommissionen på trods af tilsidesættelsen af angivelsespligten, at der ikke er forvoldt skade af almen interesse.
78.
Selv om jeg har anført, at forordning nr. 1889/2005 kræver en undersøgelse af oprindelsen og anvendelsesformålet med det omhandlede beløb i forbindelse med kontrollen fastsat i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005, er jeg ikke overbevist af denne kritik.
79.
Selv hvis forordning nr. 1889/2005 ikke er til hinder for en ordning, som den, Kommissionen har foreslået, som gør det muligt for de nationale toldmyndigheder og retsinstanser at tage hensyn til særlige omstændigheder i hver enkelt sag, finder jeg, at en sådan ordning under alle omstændigheder ikke kan føre til en manglende sanktion for tilsidesættelse af angivelsespligten fastsat ved ordlyden af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005, som udtrykkeligt bestemmer, at medlemsstaterne »skal indføre sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af, at den i artikel 3 fastsatte angivelsespligt ikke opfyldes«.
80.
Ordninger, der som den, der er fastsat i lov nr. XLVIII af 2007, ikke gør det muligt at tage hensyn til de særlige omstændigheder i hver enkelt sag, forekommer mig i øvrigt ikke alene af denne grund at være i strid med forordning nr. 1889/2005. Hvorfor overlade en skønsmargin til de kompetente myndigheder for en administrativ overtrædelse i form af manglende angivelse, som EU-lovgiver har ønsket skulle være enkel at fastslå og uafhængig af andre forbrydelser, såsom hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme, skattesvig, hæleri, tyveri, narkotikahandel eller smugling, og ligeledes uafhængig af, om der foreligger et element af forsæt?
81.
Efter min opfattelse har medlemsstaterne ret til at gennemføre en bødeordning, der er enkel, effektiv og har afskrækkende virkning, og som behandler alle berørte personer på samme måde ved at foretage en differentieret undersøgelse af, om der foreligger andre overtrædelser end den manglende angivelse.
d) Forholdsmæssigheden af den i hovedsagen pålagte bøde
82.
Selv om en bøde, hvis størrelse er progressiv i forhold til størrelsen af de likvide midler, som ikke er angivet, klart er egnet til at nå formålet med at opfordre til overholdelse af og sanktionere overtrædelse af angivelsespligten, er jeg tilbøjelig til at synes, at den højeste sats af progressiviteten, som den ungarske lovgiver har valgt, er uforholdsmæssig. Uden at mene – som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol synes at gøre det ( 35 ) – at samme procentsats (i det foreliggende tilfælde 25%) skal finde anvendelse uanset størrelsen af det beløb, som ikke er angivet, forekommer det mig, at en bøde på 60% af det samlede beløb, når dette overstiger 50000 EUR, som muligvis er inspireret af, at der formodes at foreligge andre overtrædelser eller en intention om at begå sådanne, grænser til en foranstaltning, der har karakter af konfiskation, for alene at sanktionere tilsidesættelsen af angivelsespligten, og er ikke udtryk for den rette ligevægt mellem krav af almen interesse og beskyttelsen af ejendomsretten som sikret ved chartrets artikel 17.
83.
Jeg afslutter med to bemærkninger. Uden at det skal være et afgørende forhold, bemærker jeg, at Kommissionen under retsmødet anførte, at blandt de medlemsstater, der som Ungarn har valgt en bøde svarende til en procent af det beløb, som ikke er angivet, er der ingen, der har fastsat så høj en sats, idet tallene går fra 5-50%, og sidstnævnte sats er fastsat i en medlemsstat og forbeholdt ekstraordinære omstændigheder.
84.
Jeg skal endelig erindre om, at konfiskation af hele det omhandlede beløb ville være fuldt ud forholdsmæssig i tilfælde af, at der ikke er fastslået en lovlig oprindelse eller anvendelsesformål for de omhandlede midler med forbehold for andre sanktioner for andre eventuelle fastslåede overtrædelser.
VI – Forslag til afgørelse
85.
Jeg foreslår således Domstolen at besvare de af Kecskeméti Közigagatási és Munkaügyi Bíróság forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:
»Artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 af 26. oktober 2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en sanktion som den, der er fastsat i § 5/A, stk. 1, litra c), i lov nr. XLVIII af 2007, for så vidt som den fastsætter en bødesats på 60% af beløbet, når det overstiger 50000 EUR, uden at fastsætte en mulighed for at tilbageholde det beløb, som ikke er angivet, så længe det er nødvendigt for at undersøge midlernes oprindelse og anvendelsesformål.«
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – EFT L 309, s. 9.
( 3 ) – Jf. domme Bordessa m.fl.(C-358/93 og C-416/93, EU:C:1995:54, præmis 31) og Sanz de Lera m.fl. (C-163/94, C-165/94 og C-250/94, EU:C:1995:451, præmis 39).
( 4 ) – Dom Louloudakis (C-262/99, EU:C:2001:407, præmis 67). Jf. ligeledes i denne retning domme Amsterdam Bulb (50/76, EU:C:1977:13, præmis 33 og 35), Kommissionen mod Grækenland (C-210/91, EU:C:1992:525, præmis 19), Siesse (C-36/94, EU:C:1995:351, præmis 21), de Andrade (C-213/99, EU:C:2000:678, præmis 20), Ntionik og Pikoulas (C-430/05, EU:C:2007:410, præmis 54) og Urbán (C-210/10, EU:C:2012:64, præmis 53).
( 5 ) – Dom Kommissionen mod Grækenland (C-210/91, EU:C:1992:525, præmis 20). Jf. ligeledes i denne retning domme Casati (203/80, EU:C:1981:261, præmis 27), Luisi og Carbone (286/82 og 26/83, EU:C:1984:35, præmis 34 og 35), Kommissionen mod Grækenland (68/88, EU:C:1989:339, præmis 24), Louloudakis (C-262/99, EU:C:2001:407, præmis 67), Ntionik og Pikoulas (C-430/05, EU:C:2007:410, præmis 53) og Urbán (C-210/10, EU:C:2012:64, præmis 53).
( 6 ) – Jf. Dom Urbán (C-210/10, EU:C:2012:64, præmis 55-58). Jf. bl.a. præmis 56, hvori Domstolen fastslog, at »den ungarske sanktionsordning [var] uforholdsmæssig, navnlig i et tilfælde som det, der gav anledning til hovedsagen, hvor blot en enkelt skive ud af de 15 kontrollerede skiver var behæftet med en registreringsfejl, nemlig at kilometerantallet ved ankomsten ikke var anført herpå«, og at »den i hovedsagen omhandlede registreringsfejl ikke kunne udgøre et misbrug, eftersom den manglende angivelse på diagramarket til gengæld fremgik af transportdokumentet«. Jf. også præmis 58, hvori Domstolen efter at have bemærket, at »den restriktive foranstaltning ikke må være uforholdsmæssig«, fastslog, at bødens størrelse »næsten svarer til den gennemsnitlige månedlige nettoindkomst for en arbejdstager i Ungarn«.
( 7 ) – Jf. bl.a. domme Louloudakis (C-262/99, EU:C:2001:407, præmis 70) samt Ntionik og Pikoulas (C-430/05, EU:C:2007:410, præmis 54).
( 8 ) – Denne sag vedrørte lovligheden af en fast bøde fastsat i henhold til artikel 16, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32) på 100 EUR for hvert ton kuldioxidækvivalent udledt af et anlæg, som ikke har returneret kvoter.
( 9 ) – Jf. præmis 37.
( 10 ) – Ibidem (præmis 38).
( 11 ) – Jf. chartrets artikel 52, stk. 3.
( 12 ) – EMD’s dom Ismayilov mod Rusland af 6.11.2008 (ikke trykt i Reports of Judgments and Decisions, tilgængelig via EMD’s websted: ).
( 13 ) – EMD’s dom Grifhorst mod Frankrig af 26.2.2009 (ikke trykt i Reports of Judgments and Decisions, tilgængelig via EMD’s websted: ).
( 14 ) – EMD’s dom Moon mod Frankrig af 9.7.2009 (ikke trykt i Reports of Judgments and Decisions, tilgængelig via EMD’s websted: ).
( 15 ) – EMD’s dom Ismayilov mod Rusland af 6.11.2008, præmis 38 (min oversættelse):«in order to be considered proportionate, the interference should correspond to the gravity of the infringement, namely the failure to comply with the declaration requirement, rather than to the gravity of any presumed infringement which had not however been actually established, such as an offence of money laundering or tax evasion».
( 16 ) – Ibidem (min oversættelse):«the confiscation measure was not intended as pecuniary compensation for damage – as the State had not suffered any loss as a result of the applicant’s failure to declare the money – but was deterrent and punitive in its purpose».
( 17 ) – Ibidem (min oversættelse):«It has not been convincingly shown or indeed argued by the Government that that sanction alone was not sufficient to achieve the desired deterrent and punitive effect and prevent violations of the declaration requirement. In these circumstances, the imposition of a confiscation measure as an additional sanction was, in the Court’s assessment, disproportionate, in that it imposed an “individual and excessive burden” on the applicant».
( 18 ) – EMD’s dom Grifhorst mod Frankrig af 26.2.2009, præmis 98.
( 19 ) – Ibidem, præmis 102.
( 20 ) – Ibidem, præmis 103.
( 21 ) – Ibidem.
( 22 ) – Ibidem, præmis 105.
( 23 ) – EMD’s dom Moon mod Frankrig af 9.7.2009, præmis 48-52.
( 24 ) – Jf. bl.a. artikel 1 i og anden og tredje betragtning til forordning nr. 1889/2005.
( 25 ) – Jf. artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1889/2005.
( 26 ) – Ibidem, artikel 9, stk. 1.
( 27 ) – Ibidem, artikel 4, stk. 2. Jeg skal præcisere, at denne tilbageholdelse er midlertidig, idet den ikke må vare længere, end hvad der er absolut nødvendigt for at undersøge, hvorvidt der er grundlag for at konfiskere det beløb, som ikke er angivet.
( 28 ) – Jeg ønsker at gøre Domstolen og den forelæggende ret opmærksomme på, at artikel 2, stk. 2, i lov nr. XLVIII af 2007, som udelukker oprindelsen af de likvide midler og deres anvendelsesformål, fra de oplysninger, som er omfattet af angivelsen, er i strid med ordlyden af artikel 3, stk. 2, litra e), i forordning nr. 1889/2005 og skal følgelig forkastes.
( 29 ) – Jf. ovenfor i punkt 40. Det beløb, som Adil Yunus oğlu Ismayilov var i besiddelse af ved passagen af den russiske grænse svarede til prisen for salg af et hus i Baku (Aserbajdsjan), som han havde arvet fra sin mor.
( 30 ) – Jf. EMD’s dom Moon mod Frankrig af 9.7.2009, præmis 9 og 12. Under grænsekontrollen ved den fransk-schweiziske grænse præciserede Timothy Moon, at det beløb, han var i besiddelse af [28240 GBP] stammede fra et lån, som var givet ham af et selskab i Genève, og at det var bestemt for køb af et hus i Frankrig, eller, hvis han ikke fandt et hus, en sportsvogn i England. Tribunal correctionnel de Thonon-les-Bains (kriminalretten i Thonon-les-Bains (Frankrig)), hvor Timothy Moon blev indstævnt, fastslog, at Timothy Moon havde ført bevis for, at hans indtægter og personlige formue gjorde det muligt for ham at være i besiddelse at et sådant beløb.
( 31 ) – Jf. punkt 47 og 50 i dette forslag til afgørelse. På trods af den omstændighed, at Robert Grifhorst ifølge de nederlandske myndigheder tidligere havde været mistænkt for ulovlige aktiviteter, havde disse myndigheder præciseret, at Robert Grifhorsts eneste kendte aktivitet vedrørte ejendomme, og at en international undersøgelse ikke havde ført til konkrete beviser.
( 32 ) – EMD’s dom Ismayilov mod Rusland af 6.11.2008, præmis 38, dom Grifhorst mod Frankrig af 26.2.2009, præmis 98 og 102, og dom Moon mod Frankrig af 9.7.2009, præmis 49.
( 33 ) – Hvilket kan overraske, idet det er mærkeligt at Robert Michal Chmielewski havde til hensigt at anvende en stor del af de rumænske leu og tyrkiske liray til at købe et hus i Bulgarien og tilsyneladende ikke har redegjort for grundene til, at han har taget risikoen ved at foretage så lang en togrejse (fra Polen til Bulgarien og tilbage igen) med et så stort pengebeløb i stedet for at foretage en bankoverførsel.
( 34 ) – Jf. ovenfor i punkt 68.
( 35 ) – Jf. EMD’s dom Grifhorst mod Frankrig af 26.2.2009, præmis 103. Jf. ligeledes i denne retning EMD’s dom Moon mod Frankrig af 9.7.2009, præmis 48-52.
Full & Egal Universal Law Academy