FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
Y. BOT
fremsat den 11. juni 2015 ( 1 )
Sag C-266/14
Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones Obreras (CC.OO.)
mod
Tyco Integrated Security SL,
Tyco Integrated Fire & Security Corporation Servicios SA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Nacional (Spanien))
»Beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed — direktiv 2003/88/EF — tilrettelæggelse af arbejdstiden — begrebet »arbejdstid« — mobile arbejdstagere — manglende fast arbejdssted eller sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres — transporttid fra arbejdstagernes bopæl til den første kunde eller fra den sidste kunde til arbejdstagernes bopæl«
1.
Denne anmodning om en præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden ( 2 ).
2.
Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones Obreras (CC.OO.), på den ene side, og Tyco Integrated Security SL og Tyco Integrated Fire & Security Corporation Servicios SA (herefter »virksomhederne i hovedsagen«), på den anden side, om virksomhederne i hovedsagens afvisning af at anerkende den tid, som arbejdstagerne hver dag bruger på transport fra deres bopæl til deres første kunde og fra deres sidste kunde til deres bopæl, som arbejdstid som defineret i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88.
3.
Jeg vil i dette forslag til afgørelse redegøre for, hvorfor jeg mener, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den tid, som mobile arbejdstagere, dvs. arbejdstagere, som ikke har et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, bruger på transport fra deres bopæl til den første kunde anvist af arbejdsgiveren og fra den sidste kunde anvist af arbejdsgiveren til deres bopæl, under de omstændigheder, der foreligger i hovedsagen, er »arbejdstid« i den i denne bestemmelse definerede betydning.
I – Retsforskrifter
A – EU-retten
4.
Artikel 1 i direktiv 2003/88 bestemmer:
»1. Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
2. Dette direktiv finder anvendelse på:
a)
de minimale daglige hvileperioder, ugentlige hvileperioder og årlige ferier, på pauser og på den maksimale ugentlige arbejdstid, samt på
b)
visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme.
3. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i direktiv 89/391/EØF [ ( 3 )], jf. dog nærværende direktivs artikel 14, 17, 18 og 19.
Dette direktiv finder ikke anvendelse på søfarende som defineret i direktiv 1999/63/EF, jf. dog artikel 2, nr. 8), i nærværende direktiv [ ( 4 )].
4. Bestemmelserne i direktiv 89/391[...] finder i fuld udstrækning anvendelse på de forhold, der er nævnt i stk. 2, med forbehold af strengere og/eller mere specifikke bestemmelser i nærværende direktiv.«
5.
Artikel 2 i direktiv 2003/88 med overskriften »Definitioner« bestemmer i punkt 1, 2 og 7 følgende:
»I dette direktiv forstås ved:
1. »arbejdstid«: det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis
2. »hvileperiode«: det tidsrum, der ikke er arbejdstid
[...]
7. »mobil arbejdstager«: en arbejdstager, der er en del af rejsende eller flyvende personale, som er ansat af en virksomhed, der udfører passager- eller godstransport ad vej, ad luftvej eller ad indre vandveje«.
6.
Direktivets artikel 3 med overskriften »Daglig hviletid« har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode.«
B – Spansk ret
7.
Lovbekendtgørelse af Ley del Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstagere), vedtaget ved Real Decreto Legislativo 1/1995 por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongelig anordning nr. 1/1995) af 24. marts 1995 ( 5 ), i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, bestemmer i artikel 34:
»1. Arbejdstidens længde er den, der er fastsat i de kollektive overenskomster eller i ansættelseskontrakterne.
Den maksimale almindelige arbejdstid er 40 effektive timer om ugen i gennemsnit på årsbasis.
[...]
3. Mellem afslutningen på en arbejdsdag og begyndelsen af den næste skal der mindst forløbe 12 timer.
Antallet af effektive almindelige arbejdstimer pr. dag kan ikke overstige 9 timer, medmindre en kollektiv overenskomst eller i mangel heraf en aftale mellem virksomheden og arbejdstagerrepræsentanterne fastsætter en anden fordeling af den daglige arbejdstid, hvorved hvileperioden mellem arbejdsdagene under alle omstændigheder skal overholdes.
[...]
5. Arbejdstiden beregnes således, at arbejdstageren såvel ved arbejdsdagens begyndelse som ved dens afslutning befinder sig på arbejdsstedet.
[...]«
II – De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
8.
Virksomhederne i hovedsagen er to virksomheder, der beskæftiger sig med installation og vedligeholdelse af sikkerhedssystemer, og hvis hovedaktiviteter går ud på at installere og vedligeholde henholdsvis overvågningssystemer og tyverisikringssystemer i butikker.
9.
Teknikerne i de to virksomheder, der for hver virksomheds vedkommende udgør ca. 75 personer, udfører arbejde i de fleste spanske provinser, idet de hver især er tilknyttet en bestemt provins eller et bestemt geografisk område.
10.
I 2011 lukkede virksomhederne i hovedsagen deres kontorer i de forskellige provinser og knyttede alle deres ansatte til hovedkontoret i Madrid (Spanien).
11.
Teknikerne i disse to virksomheder installerer og vedligeholder sikkerhedsanordninger i private hjem og i industri- eller erhvervsvirksomheder, der er etableret i det geografiske område, hvortil de er knyttet, og som omfatter hele eller en del af den provins eller endog de provinser, hvori de arbejder.
12.
Disse arbejdstagere råder over et køretøj, der tilhører virksomheden, og hvori de hver dag kører fra deres bopæl til de steder, hvor de skal udføre installation eller vedligeholdelse af sikkerhedssystemer. De benytter samme køretøj til at køre hjem sidst på dagen.
13.
Ifølge Audiencia Nacional (Spanien) kan afstanden mellem en arbejdstagers bopæl og sidstnævntes arbejdssted variere betydeligt og sommetider overstige 100 km.
14.
Teknikerne skal desuden en eller flere gange om ugen begive sig hen til et transportlogistikcenters lokaler tæt på deres bopæl for dér at hente de materialer, apparater og reservedele, som de skal bruge til deres installations- og vedligeholdelsesarbejder.
15.
Til udførelsen af deres arbejde råder disse arbejdstagere over en Blackberry mobiltelefon, der gør det muligt for dem på afstand at kommunikere med virksomheden i Madrid. En applikation installeret i deres telefon gør det muligt for arbejdstagerne hver dag inden næste arbejdsdag at modtage en køreplan over de forskellige steder, som de (inden for deres geografiske område) skal besøge i løbet af denne dag, og mødetiderne hos kunderne. Ved hjælp af en anden applikation indsamler arbejdstagerne data om det udførte arbejde og videresender dem til deres virksomhed, hvor hændelser og udført arbejde registreres i dennes centrale database.
16.
Virksomhederne i hovedsagen anser hverken den tid, som bliver brugt på dagens første transport, dvs. fra arbejdstagerens bopæl til den første kunde, eller den tid, der bruges på den sidste daglige transport, dvs. fra den sidste kunde til arbejdstagerens bopæl, for arbejdstid. De mener således, at der er tale om hviletid.
17.
Virksomhederne i hovedsagen beregner derfor arbejdsdagen ud fra den tid, der går fra arbejdstagerens ankomst hos dagens første kunde til det tidspunkt, hvor denne arbejdstager forlader den sidste kunde, og de eneste transporter, der tages hensyn til, er transporterne mellem kunderne.
18.
Inden lukningen af provinskontorerne beregnede virksomhederne i hovedsagen arbejdstiden således, at den begyndte, når arbejdstageren ankom til virksomhedens lokaler for at hente den bil, der blev stillet til rådighed, og for at modtage listen over de kunder, der skulle besøges, samt køreplanen. Arbejdstiden sluttede, når arbejdstageren returnerede til virksomhedens lokaler for at aflevere bilen.
19.
Den forelæggende ret mener, at begreberne arbejdstid og hvileperiode er modstillede i direktiv 2003/88, og at direktivet derfor ikke dækker situationer, der ligger mellem disse to begreber. Den forelæggende ret har endvidere bemærket, at transporttiden fra arbejdstagerens bopæl til arbejdspladsen og fra arbejdspladsen til bopælen ikke medregnes som arbejdstid i artikel 34, stk. 5, i lovbekendtgørelse af lov om arbejdstagere. Ifølge denne ret valgte den nationale lovgiver denne løsning, fordi den mente, at arbejdstageren frit kan vælge, hvor han bosætter sig, hvilket betyder, at det er ham selv, der vælger at bo i kort eller lang afstand fra sin arbejdsplads, afhængigt af de muligheder, han har.
20.
Den forelæggende ret har bemærket, at denne opfattelse skal nuanceres, når der er tale om mobile arbejdstagere inden for landtransportsektoren. For denne kategori af arbejdstagere synes den nationale lovgiver at have ment, at arbejdspladsen befinder sig i køretøjet, således at disse arbejdstageres transporttid betragtes som arbejdstid. Den foreliggende ret har således stillet spørgsmålet, om situationen for arbejdstagerne i hovedsagen kan sidestilles med situationen for mobile arbejdstagere inden for transportsektoren.
21.
Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det forhold, at arbejdstagerne i hovedsagen via deres mobiltelefon informeres om den rute, de skal følge, og det arbejde, de skal udføre hos kunderne, nogle timer inden mødet, medfører, at arbejdstagerne ikke længere har mulighed for at tilpasse deres privatliv og deres bopæl afhængigt af afstanden til deres arbejdsplads, da denne varierer fra dag til dag. Det følger heraf, at transporttiden ikke kan betragtes som hviletid, navnlig henset til det mål om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, som tilstræbes med direktiv 2003/88. Ifølge den forelæggende ret er der desuden heller ikke tale om tid, hvor arbejdstageren i egentlig forstand står til arbejdsgiverens rådighed, således at denne kan betro arbejdstageren en eller anden opgave ud over selve transporten. Spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til direktivet er tale om arbejdstid eller hviletid, er imidlertid uklart.
22.
Audiencia National har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 2 i direktiv 2003/88[...] fortolkes således, at den tid, som en arbejdstager, der ikke har noget fast arbejdssted, men hver dag skal begive sig fra sit hjem til en af virksomhedens kunder, som er forskellig hver dag, og tage hjem til sig selv fra en anden kunde, som også er forskellig (ifølge en rejserute eller en liste, som virksomheden fremsender til ham dagen i forvejen), inden for grænserne af en mere eller mindre stor geografisk zone på de betingelser, der er nævnt i tvisten i hovedsagen, bruger på transport ved arbejdsdagens begyndelse og afslutning, anses for »arbejdstid« i henhold til definitionen heraf i direktivets artikel 2, eller skal den derimod anses for en »hvileperiode«?«
III – Analyse
23.
Den forelæggende ret anmoder med sit spørgsmål nærmere bestemt Domstolen om at fastslå, om artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den tid, som mobile arbejdstagere, dvs. arbejdstagere, som ikke har et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, bruger på transport fra deres bopæl til den første kunde anvist af arbejdsgiveren, og fra den sidste kunde anvist af arbejdsgiveren til deres bopæl, under de omstændigheder, der foreligger i hovedsagen, er »arbejdstid« som defineret i denne bestemmelse.
24.
Formålet med direktiv 2003/88 er at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på en forbedring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår gennem en tilnærmelse af de nationale lovgivninger vedrørende bl.a. arbejdstidens længde. Denne harmonisering på EU-plan af arbejdstidens tilrettelæggelse har til formål at garantere en bedre beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, idet det fastslås, at de bør have – bl.a. daglige og ugentlige – minimumshvileperioder og passende pauser, og idet der fastsættes en maksimumsgrænse for den ugentlige arbejdstid på 48 timer i gennemsnit, en maksimumsgrænse, i forbindelse med hvilken det udtrykkeligt præciseres, at den omfatter overarbejde ( 6 ).
25.
Henset til dette vigtige formål skal alle arbejdstagere bl.a. have passende hvileperioder, der ikke blot skal være effektive i den forstand, at de berørte personer får mulighed for at komme over den træthed, som deres arbejde afstedkommer, men som også skal være af præventiv karakter, således at risikoen for forringelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, som kontinuerlige arbejdsperioder uden nødvendig hvile kan indebære, nedsættes så meget som muligt ( 7 ).
26.
De forskellige forskrifter om maksimal arbejdstid og minimumshvileperioder i direktiv 2003/08 udgør Unionens socialretlige regler af særlig betydning, som enhver arbejdstager er omfattet af som en nødvendig minimumsforskrift for at sikre beskyttelsen af hans sikkerhed og sundhed ( 8 ).
27.
Domstolen har gentagne gange fastslået, at dette direktiv i artikel 2, stk. 1, definerer begrebet »arbejdstid« som det tidsrum, hvor arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, og at dette begreb skal forstås som modsætning til hvileperiode, idet disse to begreber udelukker hinanden ( 9 ).
28.
I denne forbindelse har Domstolen fastslået, dels at direktiv 2003/88 ikke fastsætter nogen mellemkategori mellem arbejds- og hvileperioder, dels at kendetegnene ved begrebet »arbejdstid« i direktivets forstand ikke omfatter intensiteten af det af lønmodtageren præsterede arbejde eller dennes udførte arbejde ( 10 ).
29.
Direktivet indeholder således ingen »gråzoner« mellem arbejdstid og hviletid. I overensstemmelse med den af EU-lovgiver fastlagte ordning har Domstolen valgt en binær tilgang, hvorefter det, der ikke er omfattet af begrebet arbejdstid, henhører under begrebet hvileperiode, og omvendt.
30.
Domstolen har ligeledes fastslået, at begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode«, i den forstand, hvori de er anvendt i direktiv 2003/88, udgør EU-retlige begreber, der skal defineres efter objektive kriterier under hensyn til direktivets opbygning og formål, idet de tilsigter at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår. Kun en sådan selvstændig fortolkning kan sikre direktivet dets fulde virkning samt en ensartet anvendelse af disse begreber i samtlige medlemsstater ( 11 ).
31.
Definitionen af »arbejdstid« i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88 er baseret på tre kriterier, som i henhold til Domstolens retspraksis ser ud til at skulle betragtes som kumulative. Der er tale om det rumlige kriterium (være på arbejdspladsen), kriteriet om autoritet (stå til arbejdsgiverens rådighed) og det faglige kriterium (udføre sit arbejde eller sine funktioner) ( 12 ).
32.
Manglende medregning som »arbejdstid«, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88, af den tid, som mobile arbejdstagere bruger på transport fra deres bopæl til den første kunde anvist af arbejdsgiveren og fra den sidste kunde anvist af arbejdsgiveren til deres bopæl, er efter min opfattelse i strid med dette direktiv, da de tre kriterier opstillet i definitionen i denne bestemmelse er opfyldt.
33.
Jeg vil indlede min påvisning med det sidste af de tre opstillede kriterier, hvorefter arbejdstageren skal udføre sit arbejde eller sine funktioner.
34.
Virksomhederne i hovedsagen mener, at det arbejde, der udføres af de ansatte teknikere, udelukkende skal forstås som udførelsen af de tekniske opgaver med installation og vedligeholdelse af sikkerhedssystemerne. Den strækning, som disse arbejdstagere tilbagelægger mellem bopælen og den første kunde og mellem den sidste kunde og bopælen, skal til gengæld ifølge virksomhederne ikke betragtes som en del af deres arbejde.
35.
Jeg er ikke enig i denne holdning.
36.
Mobile arbejdstagere kan defineres som arbejdstagere, som ikke har et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres. Disse arbejdstagere arbejder således forskellige steder hver dag.
37.
Det følger af denne definition, at disse arbejdstageres transport udgør en uadskillelig del af deres status som mobile arbejdstagere og således hænger sammen med udførelsen af deres arbejde.
38.
Arbejdstagerne i hovedsagen skal nødvendigvis køre rundt for at udføre deres opgaver med installation og vedligeholdelse af sikkerhedssystemer hos deres arbejdsgivers forskellige kunder. Med andre ord er disse arbejdstageres transport en nødvendig forudsætning for, at de kan levere de tekniske ydelser til de af arbejdsgiveren anviste kunder. Denne transport skal således betragtes som en del af de pågældende arbejdstageres arbejde.
39.
Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen synes den forelæggende ret navnlig at nære tvivl med hensyn til, om det andet kriterium i definitionen af arbejdstid er opfyldt, dvs. kriteriet om, at arbejdstageren skal stå til arbejdsgiverens rådighed.
40.
Der er først og fremmest tale om et kriterium om autoritet, som indebærer arbejdstagerens fortsatte underordningsforhold i forhold til arbejdsgiveren ( 13 ).
41.
At stå til arbejdsgiverens rådighed er en retsstilling, der er kendetegnet ved den omstændighed, at arbejdstageren er underlagt arbejdsgiverens anvisninger og organisatoriske beføjelser, uafhængigt af hvor arbejdstageren befinder sig. Der er med andre ord tale om tid, hvor arbejdstageren retligt set er forpligtet til at adlyde sin arbejdsgivers anvisninger og udføre sit arbejde for denne.
42.
Når mobile arbejdstagere kører fra deres bopæl til den første kunde og fra den sidste kunde til deres bopæl, er de fortsat underlagt arbejdsgiverens anvisningsbeføjelser. Der er tale om transport, som foretages inden for rammerne af det hierarkiske forhold, der knytter arbejdstagerne til deres arbejdsgiver.
43.
Arbejdstagerne kører nemlig ud til de kunder, som arbejdsgiveren har anvist, for at udføre opgaver for arbejdsgiveren. Som Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones Obreras og Europa-Kommissionen har bemærket, står disse arbejdstagere til arbejdsgiverens rådighed, eftersom de ruter, de kører, og de afstande, de tilbagelægger, udelukkende anvises af arbejdsgiveren. Arbejdstagerne er endvidere, når de tilbagelægger disse strækninger, underlagt deres arbejdsgivers autoritet, idet arbejdstagerne, såfremt arbejdsgiveren beslutter at ændre rækkefølgen af de enkelte kunder eller at aflyse et møde, er forpligtede til at følge sådanne anvisninger og køre til den næste kunde i henhold til en ny køreplan fastlagt af arbejdsgiveren. På turen hjem til deres bopæl sidst på dagen kan arbejdsgiveren ligeledes kræve, at arbejdstagerne om nødvendigt besøger en ekstra kunde.
44.
I modsætning til, hvad virksomhederne i hovedsagen har gjort gældende, er det således ikke kun, når de mobile arbejdstagere befinder sig på arbejdsstedet, at de er underlagt arbejdsgiverens anvisninger.
45.
Under retsmødet ved Domstolen blev der udtrykt frygt for, at arbejdstagerne benytter turene først og sidst på dagen til personlige formål. En sådan frygt kan efter min opfattelse ikke ændre transporttidens retlige karakter. Det er op til arbejdsgiveren at indføre de kontrolanordninger, der er nødvendige for at undgå et eventuelt misbrug. Uanset hvilken administrativ byrde gennemførelsen af en sådan kontrol indebærer for arbejdsgiveren, modsvarer den hans valg af at nedlægge de faste arbejdspladser.
46.
Rent konkret kan arbejdsgiveren kræve, at arbejdstagerne kører den mest direkte vej. Da arbejdstagerne allerede via den mobiltelefon, som arbejdsgiveren udleverer til dem, skal oplyse, hvor megen tid, de bruger hos kunderne, og de opgaver, de udfører hos kunderne, vil det endvidere være nemt at anmode dem om ligeledes at oplyse det tidspunkt, hvor de forlader deres bopæl, og det tidspunkt, hvor de vender tilbage til deres bopæl. Arbejdsgiveren har således mulighed for at kontrollere, om transporttiden mellem arbejdstagernes bopæl og deres første kunde og mellem deres sidste kunde og deres bopæl udgør misbrug eller ej.
47.
Det følger af ovenstående, at de mobile arbejdstagere, når de kører fra deres bopæl til den første kunde anvist af arbejdsgiveren og fra den sidste kunde anvist af arbejdsgiveren til deres bopæl, skal anses for at stå » til arbejdsgiverens rådighed« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88.
48.
Endelig er det rumlige kriterium om, at arbejdstageren skal befinde sig på arbejdet, efter min opfattelse opfyldt. Som tidligere anført kan arbejdspladsen, eftersom transporten er en uadskillelig del af det at være mobil arbejdstager, ikke reduceres til teknikernes fysiske tilstedeværelse hos kunderne. Det følger heraf, at de mobile arbejdstagere, når de benytter et transportmiddel til at køre ud til en kunde anvist af arbejdsgiveren, uanset på hvilket tidspunkt i løbet af arbejdsdagen, skal anses for at være »på arbejde« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88.
49.
Jeg kan tilføje, at der i forbindelse med vurderingen af, om kriterierne i definitionen af »arbejdstid« som omhandlet i denne bestemmelse, i den særlige situation, der gør sig gældende for mobile arbejdstagere, er opfyldt eller ej, ikke efter min opfattelse skal sondres mellem transport mellem arbejdstagernes bopæl og en kunde, og de pågældende arbejdstageres transport mellem to kunder. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det er ubestridt, at transport mellem to kunder for de arbejdstagere, der er tale om i hovedsagen, anses for at udgøre en del af disse arbejdstageres arbejdstid.
50.
Vi har endvidere set, at start- og slutstedet for den daglige transport er arbejdstagerens bopæl, når der ikke findes et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres.
51.
Det er ubestridt, at arbejdstagerne, da virksomhederne i hovedsagen var organiseret på en anden måde, modtog deres køre- og arbejdsplan, når de ankom til den faste arbejdsplads. De strækninger, de derefter tilbagelagde mellem denne arbejdsplads og den første kunde og mellem den sidste kunde og arbejdspladsen, blev betragtet som arbejdstid.
52.
Jeg kan ikke se, hvorfor transporterne først og sidst på dagen, der tidligere blev betragtet som arbejdstid, i forbindelse med den nye organisering af virksomhederne i hovedsagen nu skal anses for at være udelukket fra dette begreb.
53.
Den omstændighed, at arbejdstagernes bopæl udgør start- og slutstedet for arbejdstagernes daglige transporter, er ikke en relevant begrundelse. Der er her blot tale om en konsekvens af, at virksomhederne i hovedsagen har valgt at nedlægge de faste arbejdssteder.
54.
I forbindelse med den nye organisering af virksomhederne i hovedsagen modtager arbejdstagerne den køreplan, de skal følge, hjemme hos sig selv. Når de tager deres køretøj for at køre til den første kunde, befinder de sig i samme situation, som de arbejdstagere, der, dengang virksomhederne i hovedsagen var organiseret på en anden måde, tog af sted fra disse virksomheders faste adresse for at køre til deres første kunde. Det samme gælder tilbageturen.
55.
Som det var tilfældet, da virksomhederne i hovedsagen var organiseret på en anden måde, skal arbejdstagernes transport fra deres bopæl til den første kunde og fra den sidste kunde til deres bopæl derfor betragtes som »arbejdstid« som defineret i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88.
56.
Siden de faste arbejdssteder blev nedlagt, har arbejdstagerne i virksomhederne i hovedsagen ikke længere frit kunnet vælge afstanden mellem deres bopæl og deres arbejdsplads. Arbejdstagerne skal hver dag arbejde mange forskellige steder, som de først får kendskab til dagen forinden, og i den rækkefølge, som arbejdsgiveren fastsætter. Ligesom Kommissionen er jeg af den opfattelse, at betegnelsen af de daglige strækninger, som arbejdstagerne skal tilbagelægge for at besøge deres kunder, og som de ikke har indflydelse på og først får kendskab til dagen forinden, som »hviletid«, ville pålægge arbejdstagerne en uforholdsmæssig byrde og ville være i strid med det mål om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, som tilstræbes med direktiv 2003/88. Det forekommer derimod ikke uforholdsmæssigt, at virksomhederne i hovedsagen påtager sig denne byrde, idet de takket være brugen af ny teknologi har valgt at indføre denne nye arbejdstilrettelæggelse, idet de drager fordel heraf i form af færre omkostninger til faste infrastrukturer, og idet de har beføjelse til at fastlægge de ruter, som arbejdstagerne skal følge.
57.
Det skal understreges, at direktiv 2003/88 har til formål at beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. Den omstændighed at sikre arbejdstagerne en minimumshvileperiode indgår i dette formål. Hvis den transporttid, der er tale om i hovedsagen, ikke medregnes som arbejdstid for disse arbejdstagere, vil det følgelig indebære et indgreb i denne minimumshvileperiode, hvilket er i strid med nævnte mål ( 14 ). Med andre ord er direktiv 2003/88 til hinder for, at mobile arbejdstageres hviletid forkortes som følge af, at transporttiden først og sidst på dagen udelukkes fra begrebet »arbejdstid« som defineret i direktivets artikel 2, stk. 1.
58.
Jeg skal tilføje, at Domstolens definition af begrebet hviletid gør det let at forkaste påstanden om, at den tid, mobile arbejdstagere bruger på transport fra deres bopæl til deres første kunde og fra deres sidste kunde til deres bopæl, ikke skal anses for »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88.
59.
For så vidt angår »tilsvarende kompenserende hvileperioder«, der er omhandlet i artikel 17, stk. 2 og 3, i direktiv 93/104/EF ( 15 ), har Domstolen således præciseret, at disse perioder skal være kendetegnet ved, »at arbejdstageren i løbet af disse perioder ikke har nogen forpligtelse over for arbejdsgiveren, der kan forhindre ham i frit og uafbrudt at hellige sig sine egne interesser med henblik på at neutralisere de virkninger, som arbejdet har for hans sikkerhed og sundhed. Disse hvileperioder skal desuden følge umiddelbart efter den arbejdstid, som de har til formål at kompensere for, med henblik på at undgå, at der opstår en tilstand af træthed eller overanstrengelse hos arbejdstageren som følge af flere på hinanden følgende arbejdsperioder« ( 16 ). Domstolen har ligeledes præciseret, at »[f]or at kunne hvile sig effektivt skal arbejdstageren have mulighed for at være væk fra sit arbejde i et bestemt antal timer, der ud over at udgøre en uafbrudt periode også skal følge lige efter en arbejdsperiode, for at han kan slappe af og forvinde den træthed, der er uløseligt forbundet med udøvelsen af hans arbejdsopgaver« ( 17 ).
60.
Hvileperioderne skal således kompensere for den træthed, som arbejdsperioderne medfører. Det ville gå ud over denne vigtige funktion, som hvileperioderne har, hvis den tid, som mobile arbejdstagere bruger på transport mellem den første og den sidste kunde og deres bopæl, medregnes som hviletid.
61.
Det følger af ovenstående, at de tre kriterier i tilknytning til begrebet »arbejdstid«, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88, er opfyldt. Den tid, som mobile arbejdstagere bruger på transport fra deres bopæl til deres første kunde og fra deres sidste kunde til deres bopæl, skal følgelig anses for »arbejdstid« som defineret i denne bestemmelse.
62.
Domstolens retspraksis vedrørende arbejdstiden for chauffører inden for vejtransport, indeholder, selv om den hænger nøje sammen med de særlige forhold, der gør sig gældende for denne sektor, visse elementer, der efter min opfattelse er tilstrækkelige til at begrunde den løsning, som jeg foreslår Domstolen.
63.
Domstolen fastslog således i dom Skills Motor Coaches m.fl. ( 18 ) nærmere bestemt, at en fører, som begiver sig fra sin bopæl til det sted, hvor han overtager et køretøj, og som frit vælger, hvordan denne transport gennemføres, ikke kan anses for selv at disponere over sin tid, hvorfor dette tidsrum ikke skal betragtes som omfattet af hviletid i den forstand, hvori dette udtryk er defineret i artikel 1, nr. 5, i forordning (EØF) nr. 3820/85 ( 19 ). En sådan fører, der for at overtage og køre et køretøj begiver sig til et bestemt sted, der er angivet af hans arbejdsgiver, og som er forskelligt fra selskabets driftssted, opfylder således en forpligtelse over for sin arbejdsgiver. Derfor disponerer han ikke frit over sin tid under transporten ( 20 ).
64.
I samme dom understregede Domstolen, at denne tid, da formålet med forordning nr. 3820/85 består i at forbedre færdselssikkerheden, skal betragtes som omfattet af »alle andre arbejdsperioder« som omhandlet i artikel 15 i forordning nr. 3821/85 ( 21 ). En sådan fortolkning er ifølge Domstolen i overensstemmelse med det formål, der består i at forbedre arbejdsvilkårene for førerne, idet den forhindrer, at perioder, hvorunder førerne udøver en aktivitet, der er til fordel for deres arbejdsgivere, bliver betragtet som hviletid. Ifølge Domstolen er det i denne forbindelse ikke afgørende, om føreren har modtaget præcise anvisninger med hensyn til, hvordan denne transport skal gennemføres. Ved at begive sig til et bestemt sted, som er mere eller mindre fjernt fra arbejdsgiverens driftssted, opfylder føreren en opgave, der påhviler ham som følge af den forbindelse, han har til sin arbejdsgiver, og disponerer ikke frit over sin tid i løbet af denne periode ( 22 ). Domstolen har udtrykt sig på lignende måde i dom Smit Reizen ( 23 ).
IV – Forslag til afgørelse
65.
Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det af den forelæggende ret forelagte spørgsmål således:
»Artikel 2, punkt 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, at den tid, som mobile arbejdstagere, dvs. arbejdstagere, som ikke har et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, bruger på transport fra deres bopæl til den første kunde anvist af arbejdsgiveren og fra den sidste kunde anvist af arbejdsgiveren til deres bopæl, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er »arbejdstid« som defineret i denne bestemmelse.«
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – EUT L 299, s. 9.
( 3 ) – Rådets direktiv af 12.6.1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EUT L 183, s. 1).
( 4 ) – Rådets direktiv af 21.6.1999 om gennemførelse af den aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende, som er indgået mellem European Community Shipowners’ Association (ECSA) og Federation of Transport Workers' Unions in the European Union (FST) (EFT L 167, s. 33).
( 5 ) – BOE nr. 75 af 29.3.1995, s. 9654.
( 6 ) – Kendelse Grigore (C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
( 7 ) – Dom Jaeger (C-151/02, EU:C:2003:437, præmis 92).
( 8 ) – Kendelse Grigore (C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
( 9 ) – Ibidem, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis.
( 10 ) – Ibidem, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis.
( 11 ) – Ibidem, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis.
( 12 ) – Jf. vedrørende dom Jaeger (C-151/02, EU:C:2003:437) kommentar af C. Vigneau, European Review of Private Law, nr. 13, bind 2, Kluwer Law International, Nederlandene, 2005, s. 219, særlig s. 220.
( 13 ) – Jf. C. Vigneau, op.cit., hvis definition på s. 220 jeg har overtaget.
( 14 ) – Jf. i denne retning vedrørende vagtperioder dom Simap (C-303/98, EU:C:2000:528, præmis 49).
( 15 ) – Rådets direktiv af 23.11.1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EFT L 307, s. 18).
( 16 ) – Dom Jaeger (C-151/02, EU:C:2003:437, præmis 94).
( 17 ) – Ibidem, præmis 95.
( 18 ) – C-297/99, EU:C:2001:37.
( 19 ) – Rådets forordning af 20.12.1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport (EFT L 370, s. 1).
( 20 ) – Præmis 22-23.
( 21 ) – Rådets forordning af 20.12.1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport (EFT L 370, s. 8).
( 22 ) – Præmis 26-28.
( 23 ) – C-124/09, EU:C:2010:238.
Full & Egal Universal Law Academy