EUR-Lex -  62014CC0440 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. CRUZ VILLALÓN

fremsat den 3. september 2015 ( 1 )

Sag C-440/14 P

National Iranian Oil Company (NIOC)

mod

Rådet

»Appel — restriktive foranstaltninger over for Iran — liste over personer og enheder, som er omfattet af indefrysning af midler og økonomiske ressourcer — opførelse af appellantens navn på listen — retsgrundlag — artikel 215 TEUF — artikel 291, stk. 2, TEUF — ulovlighedsindsigelse — søgsmålsinteresse«

1. 

Den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af en dom, hvorved Retten ikke gav medhold i en påstand om, at opførelsen af NIOC på listen over personer og enheder, hvis tilgodehavender har været genstand for indefrysning som følge af deres støtte til en regering, over for hvilken der er indført restriktive foranstaltninger inden for rammerne af resolutioner vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd, skulle erklæres for retsstridig. Appellanten, som er en offentlig iransk virksomhed, der er beskæftiget inden for olie- og naturgassektoren, har anfægtet den restriktive foranstaltning, som den har været genstand for, og har fremsat seks appelanbringender, hvori den i det væsentlige har gjort gældende dels, at det retsgrundlag, hvorpå Rådet blev bemyndiget til at vedtage den pågældende foranstaltning, var forkert, og dels, at det kriterium, der blev lagt til grund for vedtagelsen heraf, ikke var tilstrækkelig præcist og konkret.

2. 

Domstolen får således anledning til at præcisere, under hvilke forudsætninger det i forbindelse med anfægtelsen af en restriktiv foranstaltning er muligt at påberåbe sig procedurefejl eller påvirkning af tredjemands rettigheder som støtte for en påstand om, at den generelle bestemmelse, der ligger til grund for den pågældende foranstaltning, er ulovlig.

3. 

Domstolen får endvidere anledning til at udbygge sin retspraksis, som endnu kun er ved at tage form for så vidt angår gennemførelsesbeføjelsen i artikel 291 TEUF, i dette tilfælde set i forhold til den kompetence, som tildeles Rådet i henhold til artikel 215 TEUF.

I – Faktiske omstændigheder og retsforskrifter

4.

FN’s Sikkerhedsråd udvidede ved resolution 1929 (2010) af 9. juni 2010 anvendelsesområdet for de restriktive foranstaltninger, der blev indført med Sikkerhedsrådets egne resolutioner 1737 (2006), 1747 (2007) og 1803 (2008), og indførte supplerende restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran.

5.

Det Europæiske Råd opfordrede den 17. juni 2010 Rådet for den Europæiske Union til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af de ved resolution 1929 (2010) indførte foranstaltninger samt andre ledsageforanstaltninger hertil med henblik på gennem forhandling at støtte en løsning af de bekymringer, der var opstået som følge af Irans udvikling af teknologier i forbindelse med sine atom- og missilprogrammer.

6.

Den 26. juli 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP ( 2 ). I bilag II til afgørelsen opførtes navnene på de personer og enheder – med undtagelse af dem, der var udpeget af Sikkerhedsrådet – hvis midler og økonomiske ressourcer ville blive indefrosset.

7.

Den foregående afgørelse blev ændret den 23. januar 2012 ved afgørelse 2012/35/FUSP ( 3 ), idet det i 13. betragtning hertil blev fastslået, at »[i]ndrejserestriktioner og indefrysning af midler og økonomiske ressourcer bør anvendes på yderligere personer og enheder, der yder støtte til Irans regering, og som muliggør, at denne kan gå videre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af atomvåbenfremføringsmidler, herunder navnlig personer og enheder, som yder finansiel, logistisk eller materiel støtte til Irans regering«.

8.

I henhold til artikel 1, stk. 7, litra a), nr. ii), i den nævnte afgørelse 2012/35 blev der i artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413 indsat et litra c), hvorefter pengemidler tilhørende »andre personer og enheder, der ikke er opført på listen i bilag I, men som yder støtte til Irans regering, og personer og enheder med tilknytning til dem, jf. listen i bilag II«, skulle indefryses.

9.

Den 23. marts 2012 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 267/2012 ( 4 ), hvori artikel 23, stk. 2, foreskriver indefrysning af pengemidler, som tilhører de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag IX, og som anses for »d) at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt personer og enheder med tilknytning til dem«.

10.

Det fremgår af samme forordnings artikel 46, stk. 2, at »[h]vis Rådet beslutter, at en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ skal være omfattet af foranstaltningerne i artikel 23, stk. 2 og 3, ændrer det bilag IX i overensstemmelse hermed«.

11.

Den 15. oktober 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/635/FUSP ( 5 ) (herefter »den anfægtede afgørelse«). I henhold til sjette betragtning til denne afgørelse »bør der opføres yderligere personer og enheder på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, som findes i bilag II til afgørelse 2010/413/FUSP, især iranske statsejede enheder involveret i olie- og gassektoren, eftersom de udgør en væsentlig indtjeningskilde for den iranske regering«.

12.

Ved den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 8, litra a), blev artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 ændret, således at gruppen af personer, der skal gøres til genstand for restriktive foranstaltninger, blev udvidet til også at omfatte »andre personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, og som forsyner Irans regering og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller personer og enheder, som de har forbindelse til, med støtte, som opført på listen i bilag II«.

13.

Ved den anfægtede afgørelses artikel 2 blev navnet på appellanten i den foreliggende sag tilføjet på liste I i bilag II til afgørelse 2010/413 under overskriften »Personer og enheder, der er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, og personer og enheder, der yder støtte til Irans regering«, idet tilføjelsen blev suppleret af følgende anmærkning: »Statsejet og ‑drevet enhed, der fremskaffer finansielle ressourcer til Irans regering. Olieministeren er direktør for NIOC’s bestyrelse, og viceolieministeren er administrerende direktør for NIOC.«

14.

Samme dag, dvs. den 15. oktober 2012, vedtog Rådet gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012, (herefter »den anfægtede gennemførelsesforordning«) ( 6 ) om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012.

15.

Ved den anfægtede gennemførelsesforordnings artikel 1 blev navnet på appellanten tilføjet på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012, som indeholder en fortegnelse over de »[p]ersoner og enheder, der er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, og personer og enheder, der yder støtte til den iranske regering«, idet tilføjelsen blev suppleret af følgende anmærkning: »Statsejet og -drevet enhed, der fremskaffer finansielle ressourcer til Irans regering. Olieministeren er direktør for NIOC’s bestyrelse, og viceolieministeren er administrerende direktør for NIOC.«

16.

Den anfægtede afgørelse og den anfægtede gennemførelsesforordning blev den 16. oktober 2012 forkyndt for appellanten, som den 26. december 2012 rejste indsigelse mod sin opførelse på listen, idet virksomheden anmodede Rådet om at revidere sin afgørelse. Appellanten anmodede ligeledes om udlevering af alle de sagsakter, der havde ligget til grund for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og den anfægtede gennemførelsesforordning, herunder det bevismateriale, der dannede grundlag for opførelsen, samt navnene på de medlemsstater, der havde stillet forslag herom.

17.

Ved skrivelse af 12. marts 2013 overgav Rådet følgende dokumenter til appellanten: a) forslag om opførelse fremsat af fire medlemsstater, b) referat fra det af arbejdsgruppen »CONEM« (Mellemøsten og Golfstaterne) afholdte møde den 9. oktober 2012, c) notater af 11. og 12. oktober 2012 fra Generalsekretariatet for Rådet til De Faste Repræsentanters Komité (Coreper)/Rådet, og af 12. oktober 2012 fra Coreper til Rådet.

18.

Rådet afslørede ikke identiteten på de medlemsstater, der havde fremsat forslaget, men bemærkede, at forslaget var blevet enstemmigt vedtaget.

19.

Appellanten anlagde søgsmål ved Retten med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og den anfægtede gennemførelsesforordning under påberåbelse af manglende begrundelse, manglende retsgrundlag, ulovlighed, retlige, faktiske og skønsmæssige fejl, krænkelse af retten til forsvar, af hensynet til god retspleje og af princippet om effektiv retsbeskyttelse samt krænkelse af proportionalitetsprincippet og af ejendomsretten.

20.

Søgsmålet blev forkastet ved Rettens dom af 16. juli 2014 ( 7 ).

II – Rettens dom

21.

Retten inddelte de af appellanten fremsatte klagepunkter i seks forskellige grupper. For så vidt angår det første anbringende (manglende begrundelse som følge af, at der ikke er angivet noget retsgrundlag), som blev behandlet i den appellerede doms præmis 39-44, fandt Retten, at den anfægtede gennemførelsesforordnings henvisning til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 var tilstrækkelig til, at pligten til at angive det retsgrundlag, hvorpå Rådet blev bemyndiget til at træffe afgørelsen, måtte anses for opfyldt.

22.

Det manglende retsgrundlag, som blev påberåbt i det andet anbringende, blev behandlet af Retten i den appellerede doms præmis 46-86, hvori lovligheden af den nævnte artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, sammenholdt med artikel 215 TEUF og artikel 291 TEUF, stk. 2, blev undersøgt, og hvori det blev konkluderet, at foranstaltningerne til indefrysning af midler kunne træffes på grundlag af sidstnævnte bestemmelse, samt at de relevante betingelser for tildelingen af gennemførelsesbeføjelser til Rådet var blevet opfyldt i det pågældende tilfælde.

23.

Det tredje anbringende, som omhandler ulovligheden af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 blev gennemgået i den appellerede doms præmis 90-132, hvori det blev fastslået, at der ikke havde fundet nogen krænkelse sted af de retsstatslige værdier, af ejendomsretten eller af proportionalitetsprincippet, samt at det ikke var korrekt, at der manglede sammenhæng i formuleringen af det omtvistede kriterium i den anvendte retsforskrift.

24.

Det fjerde anbringende, hvorunder Retten samlede to af de af appellanten påberåbte retlige fejl, en faktisk fejl og en skønsmæssig fejl, blev forkastet af de grunde, der blev angivet i den appellerede doms præmis 134-148. Der var efter Rettens opfattelse hverken grundlag for at give medhold i den af appellanten påberåbte fejl i forbindelse med fortolkningen af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, eller i, at der skulle være blevet begået en faktisk fejl, da det blev angivet, at appellanten var en enhed, der var ejet og drevet af den iranske stat, eller en skønsmæssig fejl, da det blev fastslået, at appellanten – netop fordi enheden var ejet og drevet af de iranske myndigheder – forsynede den iranske regering med midler.

25.

I det femte anbringende samlede Retten de påstande, der omhandlede tilsidesættelsen af begrundelsespligten samt krænkelsen af retten til forsvar, hensynet til god retspleje og princippet om effektiv retsbeskyttelse. Retten forkastede samtlige disse påstande i den appellerede doms præmis 151-166, i nogle tilfælde, fordi der var tale om en gentagelse af anbringender, der allerede var blevet forkastet, og i andre tilfælde, fordi det blev konstateret, at de beviselementer, der lå til grund for opførelsen af appellanten på de omtvistede lister, tydeligt fremgik af de anfægtede retsakter og var tilstrækkeligt begrundede.

26.

Det sjette og sidste anbringende vedrørte de mulige krænkelser af proportionalitetsprincippet og ejendomsretten. I den appellerede doms præmis 173-177 blev det bemærket, at det pågældende klagepunkt var en gentagelse af andre klagepunkter, der allerede var blevet forkastet, og at det ikke var muligt at påberåbe sig foranstaltningernes manglende forholdsmæssighed ved at henvise til hændelser, der havde fundet sted efter iværksættelsen af foranstaltningerne.

III – Appellen og retsforhandlingerne ved Domstolen

27.

Appellen består af seks appelanbringender, som efter Rådets og Kommissionens opfattelse bør forkastes af de grunde, som de har angivet i deres respektive skriftlige indlæg.

28.

På retsmødet, der blev afholdt den 28. april 2015, deltog NIOC, Rådet og Kommissionen, og de blev af Domstolen anmodet om at besvare følgende spørgsmål: a) Om artikel 24 TEU og 26 TEU, hvortil der henvises i artikel 291, stk. 2, TEUF, har betydning for så vidt angår Rådets gennemførelsesbeføjelser. b) Om 15. betragtning til forordning (EU) nr. 961/2010 ( 8 ), som omhandler Rådets beføjelse til at ændre listerne, har betydning for tvisten. c) Om det har nogen betydning, at Rådets beføjelser i henhold til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 er blevet foreslået af Kommissionen og den højtstående repræsentant, når der henses til, at Retten i sin dom af 4. februar 2014, Syrian Lebanese Commercial Bank mod Rådet ( 9 ), tog forbehold for, at sagsøgeren kunne have ret til at påberåbe sig et anbringende, som i det væsentlige vedrørte tilsidesættelse af Europa-Parlamentets beføjelser. d) Om det, med henblik på at forsvare appellantens interesser inden for rammerne af artikel 277 TEUF, er nødvendigt at påberåbe sig tredjemands grundlæggende rettigheder, når der henses til dommen i sagen Wöhrmann og Lütticke mod Kommissionen ( 10 ).

A – Appelanbringenderne og Rådets svarskrift

1. Det første appelanbringende

29.

NIOC har indledningsvis gjort gældende, at forordning nr. 267/2012 ikke indeholder en tilstrækkelig angivelse af retsgrundlaget for Rådets beføjelse til at vedtage den anfægtede gennemførelsesforordning, eftersom det i forordningens artikel 46, stk. 2, ikke er foreskrevet, hvilken retlig form ændringen af bilag IX til dennes forordning skal have. Retten skulle således have begået en retlig fejl ved at fastslå, at den anfægtede gennemførelsesforordning med sin henvisning til denne bestemmelse indeholdt en tydelig angivelse af retsgrundlaget.

30.

Rådet er enigt med Retten i, at beføjelsen i artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 udgør et tilstrækkeligt retsgrundlag for den anfægtede gennemførelsesforordning, hvorfor begrundelsespligten i artikel 296 TEUF er opfyldt, idet henvisningen i denne bestemmelses første afsnit til den »type retsakt der skal vedtages«, skal fortolkes således, at der som retsgrundlag alene kan anvendes de bestemmelser, hvorefter en eller flere institutioner tildeles beføjelser til at handle inden for et givent område, og hvori det præciseres, hvilken procedure der skal følges med henblik på at vedtage de pågældende retsakter, uden at det dog er nødvendigt at foretage en nærmere angivelse af deres retlige form.

2. Det andet appelanbringende

31.

Appellanten har i dette anbringendes første led gjort gældende, at artikel 215, stk. 2, TEUF i henhold til Domstolens dom af 19. juli 2012 ( 11 ) er det eneste mulige retsgrundlag for en iværksættelse af individuelle restriktive foranstaltninger.

32.

Rådet har i sit svar gjort gældende, at henvisningen til denne dom ikke er relevant for løsningen af den foreliggende sag, eftersom det, der i det pågældende tilfælde blev spurgt om, var, om de restriktive foranstaltninger, der tilsigter at bekæmpe terrorisme, skulle træffes på grundlag af artikel 75 TEUF, eller om de ligeledes kunne træffes med hjemmel i artikel 215, stk. 2, TEUF. Domstolen tilsluttede sig den sidstnævnte mulighed. Rådet har herudover tilsluttet sig den besvarelse af dette punkt, som gives i den appellerede doms præmis 54.

33.

I anbringendets andet led gøres det – igen på grundlag af den nævnte dom i sagen Parlamentet mod Kommissionen – gældende, at de procedurer, der foreskrives i artikel 215 TEUF og artikel 291 TEUF (gennemførelsesretsakter), er uforenelige.

34.

Rådet har fastholdt, at den nævnte dom ikke er relevant, og at det efter dets opfattelse ikke kan antages, at en sidestillet anvendelse af begge procedurer vil indebære, at de personer og enheder, der omfattes af restriktive foranstaltninger, som er iværksat i overensstemmelse med artikel 215 TEUF, nyder godt af en garanti (bestående i et krav om, at den retsakt, hvorved de gøres til genstand for sådanne foranstaltninger, skal være resultatet af et samlet forslag fremsat af Kommissionen og den højtstående repræsentant), som ikke gælder for dem, over for hvem der indføres restriktive foranstaltninger på grundlag af en retsakt vedtaget i henhold til artikel 291, stk. 2, TEUF. Dette skyldes, at formålet med indførelsen af forskellige procedurer ikke så meget handler om at stille garantier til de parter, der berøres af de pågældende retsakter, men snarere at sikre den initiativret, som Kommissionen og den højtstående repræsentant er tildelt ved traktaterne.

35.

Appelanbringendets tredje led, som er af subsidiær karakter, omhandler de årsager, der skulle være til hinder for en anvendelse af artikel 291 TEUF. Det gøres således gældende, at artikel 291, stk. 2, TEUF ikke kan fortolkes således, at bestemmelsen indeholder et supplerende retsgrundlag til det i artikel 215 TEUF fastsatte retsgrundlag for, at Rådet kan indføre restriktive foranstaltninger. Appellanten har anført to grunde, som skulle være til hinder for anvendelsen af artikel 291, stk. 2, TEUF. For det første skulle denne bestemmelse indeholde en undtagelse til medlemsstaternes principielle kompetence som omhandlet i stk. 1, hvorfor bestemmelsen skal fortolkes restriktivt. For det andet har appellanten bestridt argumenterne i den appellerede doms præmis 55, hvorefter proceduren i artikel 215 TEUF kan vise sig at være uegnet til vedtagelsen af simple gennemførelsesforanstaltninger, og at artikel 291, stk. 2, TEUF skulle afspejle et ønske hos traktatens ophavsmænd om at indføre en mere effektiv gennemførelsesprocedure, som er tilpasset den konkrete type foranstaltning, der skal gennemføres.

36.

Efter Rådets opfattelse har appellanten fortolket den appellerede doms præmis 55 urigtigt ved at konkludere, at anvendelsen af artikel 291, stk. 2, TEUF kan begrundes i effektivitetshensyn. Under alle omstændigheder fremstår Rettens ræsonnement i denne præmis efter Rådets opfattelse alene som et supplerende argument og er dermed ikke anvendelig i forbindelse med denne appelsag. Rådet har endvidere bestridt NIOC’s argument om, at artikel 291, stk. 2, TEUF skulle udgøre en undtagelse til medlemsstaternes principielle gennemførelsesbeføjelser som omhandlet i bestemmelsens stk. 1.

3. Det tredje, subsidiære, appelanbringende

37.

For det tilfælde, at det måtte blive fastslået, at artikel 291, stk. 2, TEUF kan lægges til grund for vedtagelsen af individuelle restriktive foranstaltninger, har appellanten subsidiært fremsat et tredje appelanbringende bestående af to led, hvorved virksomheden har fastholdt, at artikel 291 TEUF ikke kan lægges til grund for vedtagelsen af den anfægtede gennemførelsesforordning, idet den har anført, at de restriktive foranstaltninger, der er indført i medfør af artikel 215 TEUF, ikke forudsætter nogen gennemførelsesforanstaltninger, for så vidt som de selv udgør gennemførelsesforanstaltninger. Til støtte herfor har appellanten henvist til den liste, der er indeholdt i bilaget til forordning nr. 267/2012, som er vedtaget på grundlag af artikel 215 TEUF.

38.

I anbringendets første led har appellanten under henvisning til de to tilfælde, der er omhandlet i artikel 291, stk. 2, TEUF, gjort gældende dels, at forordning nr. 267/2012 ikke har noget at gøre med artikel 24 TEU og 26 TEU – og at afgørelse 2012/35 i øvrigt blev vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU – og dels, at henvisningen til artikel 291 TEUF i det foreliggende tilfælde ikke kan anses for »tilstrækkeligt begrundet«.

39.

Rådet har i modsætning til NIOC anført, at pligten til at begrunde tildelingen af en beføjelse til Rådet i henhold til artikel 291, stk. 2, TEUF blot er et udtryk for den generelle begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 296 TEUF.

40.

I anbringendets andet led bestrides det, at 28. betragtning til forordning nr. 267/2012 samt artikel 23, stk. 2, heri skulle kunne begrunde, at de restriktive foranstaltninger er omfattet af Rådets gennemførelsesbeføjelser i henhold til artikel 291, stk. 2, TEUF, således som Retten fandt i den appellerede dom.

41.

Rådet har forsvaret Rettens fortolkning og har endvidere påberåbt sig 11. betragtning ff. til forordning nr. 267/2012.

4. Det fjerde, subsidiære, appelanbringende

42.

For det tilfælde, at anvendelsen af artikel 291 TEUF anses for retmæssig, har appellanten ligeledes subsidiært gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at der ved artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 tildeles Rådet en beføjelse til at gennemføre bestemmelserne i den pågældende forordnings artikel 23, stk. 2 og 3, hvilket skulle være tilstrækkeligt til at opfylde begrundelsespligten for så vidt angår angivelsen af retsgrundlaget. Efter appellantens opfattelse indeholder forordning nr. 267/2012 ingen referencer til artikel 291 TEUF, hvorfor det nødvendigvis må være artikel 215, stk. 2, TEUF, der henvises til.

43.

Rådet har gjort gældende, at Retten har henholdt sig til Domstolens retspraksis, hvorefter en manglende angivelse af retsgrundlaget ikke automatisk indebærer en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet der i det foreliggende tilfælde ikke er nogen som helst tvivl om, at Rådet i artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 har tildelt sig selv gennemførelsesbeføjelsen i forbindelse med individuelle restriktive foranstaltninger.

5. Det femte, subsidiære, appelanbringende

44.

Subsidiært har appellanten ligeledes gjort gældende, at Retten begik en anden retlig fejl, da den fandt, at Rådet ikke havde tilsidesat begrundelsespligten ved at undlade at nævne artikel 291 TEUF.

45.

Rådet har begrænset sig til atter at nævne den retspraksis, hvorefter henvisningen til retsgrundlaget ikke nødvendigvis behøver at være udtrykkeligt angivet.

6. Det sjette appelanbringende

46.

Med anbringendets første led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den skønsbeføjelse, som Rådet er blevet tillagt, hverken er arbitrær eller skønsmæssig, samt at Retten skulle være nået frem til denne konklusion på grundlag af en »omskrivning« af artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012.

47.

Rådet har afvist, at Retten skulle have »omskrevet« den omhandlede bestemmelse, og har endvidere angivet årsagerne til, at den appellerede dom efter Rådets opfattelse ikke kan fortolkes på den af NIOC anførte måde.

48.

Med anbringendets andet led har appellanten gjort gældende, at »omskrivningen« af artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 udgjorde en krænkelse af retten til forsvar.

49.

Rådet har fastholdt, at Retten ikke har omskrevet kriteriet i den pågældende bestemmelse.

50.

Endelig har appellanten i anbringendets tredje led gjort gældende, at Retten har modsagt sig selv ved på den ene side at fastslå, at det omtvistede kriterium omhandler de former for støttemidler, som på grund af deres kvantitative og kvalitative størrelse bidrager til opretholdelsen af de iranske nukleare aktiviteter (den appellerede doms præmis 119), og på den anden side at fastslå, at kriteriet omhandler enhver form for støttemidler, også selv om de ikke har direkte eller indirekte tilknytning til nuklear spredning, men som ikke desto mindre på grund af deres kvantitative og kvalitative størrelse vil kunne støtte en sådan aktivitet (den appellerede doms præmis 140).

51.

Rådet kan ikke genkende den påståede selvmodsigelse, og efter Rådets opfattelse foretog Retten i den appellerede doms præmis 140 blot en sammenfatning af det ræsonnement, som den havde fremført i præmis 119-121.

B – Kommissionens standpunkt

52.

Kommissionen har deltaget som part i sagen og har afgivet et samlet svar på de første fem appelanbringender. Efter Kommissionens opfattelse er det artikel 215 TEUF, der skulle have ligget til grund for vedtagelsen af den anfægtede gennemførelsesforordning, og ikke artikel 291 TEUF, eftersom den retsakt, hvorved lovgiver tildeler gennemførelsesbeføjelserne, ikke afspejler formålet med forordning nr. 267/2012, dvs. indførelsen af restriktive foranstaltninger over for Iran. Kommissionen har i denne forbindelse bemærket, at der findes talrige eksempler på forordninger, hvori gennemførelsesbeføjelsen tillægges Kommissionen, og at artikel 291 TEUF i intet tilfælde har indgået som en del af retsgrundlaget herfor.

53.

Endvidere vil bestemmelserne i artikel 291 TEUF efter Kommissionens opfattelse ligeledes kunne anvendes i forbindelse med restriktive foranstaltninger, og Kommissionen har i denne henseende bemærket, at det er dens faste praksis i forbindelse med de fælles forslag, som den fremsætter i henhold til artikel 215 TEUF, at foreslå en vedtagelse af gennemførelsesretsakter med henblik på ændring af bilag, herunder dem, der omhandler listerne over de personer, der er genstand for indefrysning af midler.

54.

For så vidt angår det sjette appelanbringende har Kommissionen gjort gældende, at artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 skal læses i den sammenhæng, hvori den indgår, og under iagttagelse af den gældende lovgivning i sin helhed, således som Retten efter Kommissionens opfattelse har gjort. På denne måde er det nemlig ikke vanskeligt at nå frem til den konklusion, at det omtvistede kriterium alene omfatter de personer eller enheder, der yder den iranske regering en støtte af en »væsentlig kvantitativ eller kvalitativ størrelse«, således som det er tilfældet med appellanten.

C – Parternes påstande

55.

NIOC har afsluttet sit appelskrift med at nedlægge påstand om, at Domstolen skal ophæve den appellerede dom, at appellantens påstande ved Retten tages til følge, og at Rådet skal tilpligtes at betale sagens omkostninger i begge instanser.

56.

Såvel Rådet som Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse og om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

IV – Bedømmelse

A – Indledning

57.

NIOC er en offentlig iransk virksomhed, der er beskæftiget inden for olie- og naturgassektoren. Dens midler blev indefrosset den 15. oktober 2012 i medfør af den anfægtede afgørelse og den anfægtede gennemførelsesforordning.

58.

De kriterier, der anvendes ved opførelsen på listen over personer og enheder, der er genstand for indefrysning af midler, er løbende blevet ændret. I begyndelsen var det et krav, at vedkommende havde deltaget i, eller havde direkte forbindelse til Irans nukleare aktiviteter ( 12 ). Dette kriterium blev første gang udvidet i 2010 ( 13 ), og for så vidt som det er relevant for den foreliggende sag, blev det atter udvidet i 2012 ved forordning nr. 267/2012, i hvis artikel 23, stk. 2, det bestemmes, at midler tilhørende de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag IX, og som anses for »d) at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt personer og enheder med tilknytning til dem«, indefryses.

59.

Det fremgår endvidere af artikel 46, stk. 2, i samme forordning nr. 267/2012, at »[h]vis Rådet beslutter, at en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ skal være omfattet af foranstaltningerne i artikel 23, stk. 2 og 3, ændrer det bilag IX [i den pågældende forordning] i overensstemmelse hermed«.

60.

NIOC anlagde søgsmål ved Retten med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og den anfægtede gennemførelsesforordning og om, at det skulle fastslås, at forordning nr. 267/2012 ikke fandt anvendelse på sagen. Eftersom Retten ikke gav NIOC medhold, har NIOC nu iværksat en appel bestående af seks appelanbringender, som efter min opfattelse – idet jeg på dette punkt er enig med Kommissionen – kan inddeles i to grupper, der omhandler henholdsvis retsgrundlaget for den anfægtede gennemførelsesforordning (det første til det femte appelanbringende) og lovligheden af udvidelsen af opførelseskriteriet ved afgørelse 2012/35 og forordning nr. 267/2012 (det sjette appelanbringende).

B – Appelanbringendernes antagelse til realitetsbehandling

61.

Som det blev nævnt i punkt 28, har Domstolen anmodet parterne om at besvare flere forskellige spørgsmål under retsmødet, hvoraf de to drejer sig om, hvorvidt NIOC har den fornødne interesse til at kunne påberåbe sig de pågældende appelanbringender, som hver især udgør ulovlighedsindsigelser mod forordning nr. 267/2012. Det er under retsmødet navnlig blevet diskuteret, om det er muligt at støtte et appelanbringende på a) en formodet tilsidesættelse af Kommissionens og den højtstående repræsentants ret til at stille forslag eller på b) en krænkelse af tredjemands grundlæggende rettigheder.

62.

Med hensyn til det første spørgsmål, dvs. muligheden for at støtte et appelanbringende på en formodet tilsidesættelse af Kommissionens og den højtstående repræsentants ret til at stille forslag, har Rådet anført, at en mulig fejl i forbindelse med fastsættelsen af retsgrundlaget alene ville have haft indvirkning på ligevægten mellem Unionens institutioner. Eksistensgrundlaget for de forskelligartede procedurer, der foreskrives i henholdsvis artikel 291 TEUF og artikel 215 TEUF, udspringer nemlig af en konkret definition af Rådets, Kommissionens og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggenders respektive stillinger, som ikke indebærer nogen konsekvenser for så vidt angår sikringen af de individuelle rettigheder.

63.

For så vidt angår muligheden for at påberåbe sig tredjemands rettigheder har Rådet anført, at eftersom NIOC’s anfægtelse af opførelseskriteriets lovlighed er baseret på, at anvendelsen af kriteriet – i den udformning, som EU-lovgiver har givet det – vil være til skade for tredjemands rettigheder, må formålet med NIOC’s indsigelse i virkeligheden være, at der skal foretages en abstrakt prøvelse af de bestemmelser, mod hvilke NIOC har rejst ulovlighedsindsigelse.

64.

Alle appelanbringenderne synes efter min opfattelse at skulle fremmes til realitetsbehandling.

1. NIOC’s interesse i at påberåbe sig ulovligheden af forordning nr. 267/2012

65.

NIOC’s interesse – og dermed også dens ret til at fremføre de konkrete anbringender, hvorpå den støtter sin appelsag – skal vurderes ud fra de virkninger, som en konstatering af ulovligheden af forordning nr. 267/2012 ville kunne have på gyldigheden af den anfægtede afgørelse og den anfægtede gennemførelsesforordning. Kort sagt vil NIOC have ret til at rejse en sådan ulovlighedsindsigelse i appelsagen, såfremt førstnævnte forordnings ulovlighed har indvirkning på gyldigheden af sidstnævnte afgørelse og forordning. Dette uanset hvad der måtte ligge til grund for den pågældende ulovlighed. Uanset om der er tale om en formel eller en processuel ulovlighedsgrund, og uanset om den anførte ugyldighedsgrund har at gøre med indholdet af den pågældende bestemmelse, står det for så vidt angår den foreliggende sag klart, at NIOC ikke kan nægtes retten til at gøre en ulovlighed gældende, som – såfremt den antages – vil indebære, at de bestemmelser og retsakter, som berører appellanten på så umiddelbar og direkte vis, som det er tilfældet med de omtvistede restriktive foranstaltninger, ikke finder anvendelse.

66.

Jeg har med vilje fremhævet udtrykket »ikke finder anvendelse«, eftersom det alene og udelukkende er det, som det hele drejer sig om. Som det lysende klart fremgår af artikel 277 TEUF, »kan hver part i en retstvist, der angår en almengyldig retsakt […], over for Den Europæiske Unions Domstol […] gøre gældende, at retsakten ikke kan finde anvendelse«. Den manglende anvendelighed skal være begrundet i »de i artikel 263, stk. 2, [TEUF] nævnte grunde«, dvs. i ulovlighedsgrunde. I tilfældet med artikel 277 TEUF udmønter disse ulovlighedsgrunde sig imidlertid ikke i, at den omhandlede bestemmelse bliver anset for ugyldig eller ulovlig, men derimod blot, at den ikke kan finde anvendelse i den konkrete sag ( 14 ).

67.

I henhold til Domstolens retspraksis er det ikke muligt særskilt at anfægte lovligheden af en forordning under en sag, der er anlagt til prøvelse af afgørelser, der ikke er gennemførelsesforanstaltninger for den pågældende forordning ( 15 ). I det foreliggende tilfælde er gyldigheden af de retsakter, der anfægtes i sagen, imidlertid direkte afhængig af, om forordning nr. 267/2012 er gyldig, og vi har derfor ikke at gøre med de samme omstændigheder, som lå til grund for dommen i sagen Rådet mod Chvatal m.fl., hvori det blev fastslået, at tjenestemænd ved Domstolen ikke havde adgang til at få antaget en indsigelse vedrørende lovligheden af en forordning, hvis anvendelsesområde alene omfattede Europa-Parlamentet, og følgelig, at forordningen, selv om den måtte være behæftet med en mangel i form af, at den var ulovlig, ikke kunne medføre, at der var hjemmel for de pågældende tjenestemænds ansøgninger ( 16 ).

68.

Det er sandt, at Retten i sagen Syrian Lebanese Commercial Bank mod Rådet – som Domstolen har bemærket over for parterne – tog forbehold for den mulighed, at »sagsøgeren [(en bank ejet af staten i et tredjeland)] havde ret til at påberåbe sig et anbringende, som i det væsentlige vedrører tilsidesættelse af Parlamentets beføjelser« ( 17 ). Ikke desto mindre har det været Domstolens praksis naturligt at antage denne mulighed i de retstvister, hvor diskussionen om egnetheden af det retsgrundlag, hvorpå den omtvistede retsforskrift er støttet, i sidste ende har omfattet et problem med den interinstitutionelle balance, som i princippet ligger langt fra den »subjektive interesse« hos dem, der bestrider anvendeligheden af den pågældende retsforskrift ( 18 ).

69.

Den eneste subjektive interesse, som er relevant i forbindelse med artikel 277 TEUF, er interessen i, at en bestemmelse, der er omfattet af en ulovlighedsgrund, ikke skal finde anvendelse, for som jeg netop har erindret om, kan den manglende anvendelighed, der er nævnt i artikel 277 TEUF, påberåbes med støtte i »de i artikel 263, stk. 2, [TEUF] nævnte grunde«, dvs. »inkompetence, væsentlige formelle mangler, overtrædelse af traktaterne eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse samt magtfordrejning«. Det er netop det, sagen handler om: ikke så meget om at få erklæret den bestemmelse, som ulovlighedsindsigelsen er rettet imod, for ugyldig, men snarere at få fastslået, at den ikke finder anvendelse i appellantens konkrete tilfælde som følge af ulovlighed.

70.

I den foreliggende sag står det klart, at hvis forordning nr. 267/2012 måtte være ulovlig, for så vidt som den, som anført i forordningens artikel 46, stk. 2, tillægger Rådet beføjelse til at ændre bilag IX til forordningen, må konsekvensen være, at appellantens opførelse på listen i det pågældende bilag savner tilstrækkeligt retsgrundlag og dermed er behæftet med en fejl, hvilket alene kan have til følge, at den pågældende forordning ikke kan finde anvendelse i sagen, og at NIOC’s opførelse på listen derfor er ugyldig.

71.

Som Rådet har anført, er forskellen mellem retsgrundlaget for artikel 215 TEUF og for artikel 291, stk. 2, TEUF ganske vist begrænset til en forskel i procedurer, hvis eksistensgrundlag i sidste ende hidrører fra et ønske om i det første tilfælde at sikre Kommissionen og den højtstående repræsentant en initiativret. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at valget mellem det ene eller det andet retsgrundlag ikke har en mere afgørende betydning end den, der følger af en eventuel krænkelse af den interinstitutionelle ligevægt, som er tilsigtet med EUF-traktaten ved fastsættelsen af disse to lovgivningsprocedurer.

72.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at anvendelsen af proceduren i artikel 291, stk. 2, TEUF i et tilfælde, hvor det i henhold til EUF-traktaten er nødvendigt at træffe foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 215 TEUF, ville indebære, at forordning nr. 267/2012 var ulovlig, og følgelig at den ikke kunne finde anvendelse på appellantens tilfælde, hvorfor den afgørelse, hvorved vedkommende blev opført på den omtvistede liste, ville være ugyldig. Set ud fra et interessesynspunkt er Kommissionens og den højtstående repræsentants interesser centreret omkring, at forordning nr. 267/2012 skal respektere traktaterne, mens NIOC’s interesse ligger i, at den pågældende forordning ikke skal finde anvendelse på selskabet, netop fordi den er ulovlig. Det er den sidstnævnte interesse, som i virkeligheden har betydning for så vidt angår artikel 277 TEUF, og det er derfor den eneste, der skal tages hensyn til i forbindelse med afgørelsen af, om de appelanbringender, der er baseret på den pågældende forordnings ulovlighed, kan antages til realitetsbehandling.

2. NIOC’s interesse i at påberåbe sig ulovligheden af det anvendte kriterium i forbindelse med selskabets opførelse på den omtvistede liste

73.

For så vidt angår formalitetsindsigelsen, som er støttet på en formodet påberåbelse af tredjemands interesser og rettigheder, dvs. NIOC’s anfægtelse af det materielle indhold af kriteriet for optagelsen på den omtvistede liste, forholder det sig efter min opfattelse således, at appellanten, når alt kommer til alt, blot har påberåbt sig sine egne rettigheder og interesser. NIOC har reelt ikke påberåbt sig den iranske befolknings generelle interesser, men har derimod, ved at påberåbe sig sine egne individuelle interesser som selskab, der er opført på den omtvistede liste, gjort gældende, at selskabets opførelse på listen er en følge af anvendelsen af et kriterium, der gør det muligt at opføre hvem som helst.

74.

Anskuet på denne måde handler det ikke så meget om, hvorvidt indsigelsen kan antages til realitetsbehandling, men snarere om indsigelsens berettigelse for så vidt angår realiteten. Det vil med andre ord sige, om appellanten har ret i sin påstand om, at Retten »omskrev« kriteriet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 og derved fordrejede det, der efter dennes opfattelse var bestemmelsernes sande betydning, nemlig ønsket om i sidste ende at gøre det muligt at opføre en hvilken som helst iransk person eller enhed på listen.

75.

Jeg mener derfor, at der er grundlag for at antage samtlige appellantens appelanbringender til realitetsbehandling.

C – De forskellige appelanbringender

1. Indledende bemærkninger

76.

Som bemærket i punkt 60 kan appellantens seks appelanbringender inddeles i to grupper efter deres indhold: på den ene side dem, der vedrører retsgrundlaget for den anfægtede gennemførelsesforordning (det første til det femte appelanbringende), og på den anden side det sjette appelanbringende, hvorved lovligheden af det kriterium, der blev lagt til grund for NIOC’s opførelse på den omtvistede liste, anfægtes. Endvidere er tre af anbringenderne af principal karakter (det første, det andet og det sjette anbringende), mens de øvrige er af subsidiær karakter (det tredje, det fjerde og det femte), og derfor alene fremføres i tilfælde af, at Domstolen måtte tilslutte sig Rettens afgørelse om, at det er retsgrundlaget i artikel 291 TEUF, der finder anvendelse i den foreliggende sag.

77.

Med hensyn til retsgrundlaget for den anfægtede gennemførelsesforordning har NIOC for det første gjort gældende, at artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 burde indeholde en angivelse af, hvilken retlig form Rådets afgørelse om ændring af det bilag, som indeholder listen over de personer, der berøres af indefrysningen af midler, skal have (det første appelanbringende, hvorved der rejses en ulovlighedsindsigelse mod forordning nr. 267/2012). For det andet har appellanten anført, at de omhandlede foranstaltninger burde være støttet på artikel 215, stk. 2, TEUF ( 19 ) og ikke på artikel 291 TEUF ( 20 ) (det andet appelanbringende, som vedrører den anfægtede gennemførelsesforordning, og som ligeledes indeholder en ulovlighedsindsigelse mod forordning nr. 267/2012).

78.

Endelig har appellanten, såfremt anvendelsen af artikel 291 TEUF findes at være lovlig, subsidiært gjort gældende, at anvendelsen burde have været begrundet (det tredje appelanbringende – hvori det fastholdes, at artikel 291 TEUF ikke kan finde anvendelse – samt det fjerde og det femte appelanbringende, som ligeledes indeholder en ulovlighedsindsigelse mod forordning nr. 267/2012).

79.

For så vidt angår lovligheden af det anvendte kriterium (det sjette appelanbringende) har appellanten gjort gældende, at den lovfæstede definition heraf er alt for generel og uafgrænset, og at Retten har foretaget en reel »omskrivning« heraf med henblik på at kunne anvende det i den foreliggende sag.

2. Det første appelanbringende. Benævnelse af retsgrundlaget

80.

Det første appelanbringende mod forordning nr. 267/2012 vedrører den i artikel 46, stk. 2, manglende angivelse af den form, som afgørelser vedrørende ændring af bilag IX til forordningen skal have, hvilket efter appellantens opfattelse indebærer, at denne bestemmelse ikke kan anvendes som retsgrundlag for den anfægtede gennemførelsesforordning.

81.

Den pågældende bestemmelse begrænser sig da også til at bestemme, at »[h]vis Rådet beslutter, at en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ skal være omfattet af foranstaltningerne i artikel 23, stk. 2 og 3, ændrer det bilag IX i overensstemmelse hermed«.

82.

Som NIOC har bemærket, giver denne manglende angivelse mulighed for at vælge mellem to retlige former: a) en afgørelse vedtaget i overensstemmelse med artikel 215 TEUF eller b) en gennemførelsesforordning i henhold til artikel 291 TEUF. Den form, der i sidste ende blev valgt i det foreliggende tilfælde, var en gennemførelsesforordning, idet det blev antaget, at artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 netop kunne henvise til proceduren i artikel 291 TEUF.

83.

Denne fortolkning af artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 var efter min opfattelse ingenlunde ubegrundet, eftersom den beføjelse, som tildeles Rådet i denne bestemmelse, allerede var foreskrevet i andre bestemmelser, der var vedtaget inden for rammerne af politikken vedrørende iværksættelse af restriktive foranstaltninger over for Iran.

84.

Dette er tilfældet med forordning (EF) nr. 423/2007 ( 21 ) og forordning (EU) nr. 961/2010. Det fremgik således af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 423/2007, at »Rådet opstiller, reviderer og ændrer med kvalificeret flertal listen over de personer, enheder og organer, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, i fuld overensstemmelse med de afgørelser, der er truffet af Rådet med hensyn til bilag II til fælles holdning 2007/140/FUSP. Listen i bilag V revideres regelmæssigt og mindst hver 12. måned«.

85.

Endvidere fastsattes følgende i artikel 36, stk. 2, i forordning nr. 961/2010: »Beslutter Rådet, at en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ skal være omfattet af foranstaltningerne i artikel 16, stk. 2, ændrer det bilag VIII i overensstemmelse hermed.«

86.

I begge tilfælde havde lovgiver endvidere gjort sig umage med at begrunde tildelingen af denne gennemførelsesbeføjelse til Rådet. I forbindelse med forordning nr. 423/2007 var begrundelsen indeholdt i sjette betragtning, som havde følgende ordlyd: »For så vidt angår proceduren for opstilling og ændring af den liste, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, i denne forordning, bør Rådet selv udøve de tilsvarende gennemførelsesbeføjelser i betragtning af målene i UNSCR 1737 (2006), især for at begrænse Irans udvikling af følsomme teknologier til støtte for sit nukleare program og missilprogram og den spredningsfølsomme karakter af de aktiviteter, der udføres af personer og enheder, som støtter disse programmer.«

87.

For så vidt angik forordning nr. 961/2010, var begrundelsen nedfældet i 15. betragtning, som var affattet således: »I betragtning af den konkrete trussel mod international fred og sikkerhed, som Iran udgør, og som kommer til udtryk i den stadig dybere bekymring over dets atomprogram som understreget af Det Europæiske Råd den 17. juni 2010, og for at sikre sammenhæng med proceduren for ændring og revurdering af bilag I og II til afgørelse 2010/413/FUSP, bør beføjelsen til at ændre listerne i bilag VII og VIII til denne forordning udøves af Rådet.«

88.

Med hensyn til forordning nr. 267/2012 blev der efter afholdelsen af retsmødet for Retten ( 22 ) offentliggjort en berigtigelse af fejl i Den Europæiske Unions Tidende ( 23 ), hvorved der blev indsat en betragtning 27a med følgende ordlyd:

»I betragtning af den konkrete trussel mod international fred og sikkerhed, som Irans atomprogram udgør, og for at sikre sammenhæng med proceduren for ændring og revurdering af bilag I og II til afgørelse 2010/413/FUSP bør beføjelsen til at ændre listerne i bilag VIII og IX til denne forordning udøves af Rådet.«

89.

Endnu senere, den 22. juli 2014 ( 24 ), blev den nye betragtning ændret, således at det herefter fremgik, at »beføjelsen til at ændre listerne i bilag VIII og IX til denne forordning skal udøves af Rådet«.

90.

Forordning nr. 267/2012 bør efter min opfattelse undersøges i sammenhæng med samtlige de af Unionen vedtagne restriktive foranstaltninger over for Iran, for så vidt som disse udgør en meningsenhed, der, i det omfang det her er relevant, på behørig vis bidrager til at nå det tilsigtede mål med begrundelsespligten, som er baseret på pligten til at angive retsgrundlaget for enhver akt, der er bestemt til at afføde retsvirkninger.

91.

I henhold til fast retspraksis indebærer »begrundelseskravet i artikel 253 EF [artikel 296 TEUF] [således], at alle de pågældende retsakter skal indeholde en angivelse af grundene til, at institutionen har udstedt dem, således at Domstolen kan udøve sine kontrolbeføjelser, og således at såvel medlemsstaterne som de berørte borgere kan få kendskab til, hvorledes fællesskabsinstitutionerne har anvendt traktaten« ( 25 ).

92.

Det er ligeledes fast praksis, at »kravet om en angivelse af hjemmelen for en retsakt følger af begrundelseskravet« ( 26 ), på samme måde som »retssikkerhedskravet indebærer, at enhver retsakt, der er bestemt til at afføde retsvirkninger, erholder sin retskraft fra en fællesskabsretlig bestemmelse, som udtrykkeligt skal angives som hjemmel, og hvori det er fastsat, hvilken retlig form retsakten skal have« ( 27 ).

93.

Eftersom forordning nr. 267/2012 indgår i rækken af vedtagne bestemmelser over for Iran, er forordningen nært forbundet med de begrundelser, der lå til grund for de foregående forordninger. Ganske vist har hver enkelt af disse forordninger ophævet den foregående forordning ved deres ikrafttrædelse, således at forordning nr. 267/2012 ophævede forordning nr. 961/2010.

94.

Netop på grund af den materielle kontinuitet mellem alle disse forordninger, er det imidlertid min opfattelse, at den formelle ophævelse, der finder sted ved forordning nr. 267/2012, ikke indebærer, at den begrundelse, der udtrykkeligt har ligget til grund for forordning nr. 961/2010 – og endnu tidligere for forordning nr. 423/2007 – ikke implicit kan begrunde forordning nr. 267/2012.

95.

Eftersom Rådet ved denne forordning tildeles de samme gennemførelsesbeføjelser, som det allerede var blevet tildelt ved de foregående forordninger, må det nødvendigvis konkluderes, at for så vidt som der ikke udtrykkeligt er angivet en hjemmel for denne forordning, må begrundelsen for tildelingen af beføjelserne implicit være den samme som den, der udtrykkeligt blev angivet i de tidligere forordninger. Dvs. at der implicit er sket opfyldelse af begrundelsespligten i artikel 296 TEUF, der som nævnt, når alt kommer til alt, har til formål at sikre, »at Domstolen kan udøve sine kontrolbeføjelser, og således at såvel medlemsstaterne som de berørte borgere kan få kendskab til, hvorledes fællesskabsinstitutionerne har anvendt traktaten« ( 28 ).

96.

Jeg mener kort sagt, at forordning nr. 267/2012 indeholder en tilstrækkelig begrundelse for den til Rådet tildelte beføjelse til at ændre den omtvistede liste, samt at denne beføjelse er den, der er nævnt i artikel 291, stk. 2, TEUF. Dette følger efter min opfattelse af det forhold, at de forordninger, der gik forud for forordning nr. 267/2012, henviste til nødvendigheden af, at Rådet med hensyn til ændring af listerne udøver »de tilsvarende gennemførelsesbeføjelser« ( 29 ) (6. betragtning til forordning nr. 423/2007), og fremhævede det hensigtsmæssige i at »sikre sammenhæng med proceduren for ændring og revurdering« af andre lister ( 30 ) (15. betragtning til forordning nr. 961/2010), hvilket umiddelbart leder tankerne hen på sprogbrugen i artikel 291 TEUF, dvs. tildelingen af gennemførelsesbeføjelser til Unionens institutioner på de præmisser, der er fastsat i bestemmelsens stk. 2.

97.

Noget helt andet er, om forordning nr. 267/2012 herved har overholdt traktaterne, hvilket vil blive analyseret på et senere tidspunkt. For så vidt angår det første appelanbringende må det imidlertid fastslås, at appellanten ikke har ret i sin påstand om, at artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 ikke indeholder en angivelse af, hvilken retlig form Rådets afgørelse om ændring af bilag IX til forordningen skal have. Om end bestemmelsen ikke indeholder en udtrykkelig angivelse, indeholder den dog en implicit angivelse, som er tilstrækkelig af de grunde, som jeg netop har fremført. Det skal herefter undersøges, om det i sidste ende vitterligt er artikel 291, stk. 2, TEUF, som udgør retsgrundlaget for ændringen af bilaget.

98.

På baggrund af det ovenstående mener jeg, at det første appelanbringende bør forkastes.

3. Det andet appelanbringende. Det relevante retsgrundlag for vedtagelsen af den anfægtede gennemførelsesforordning

99.

Appellanten har bestridt, at retsgrundlaget for ændringen af bilag IX i forordning nr. 267/2012 skulle være artikel 291, stk. 2, TEUF, og har fastholdt, at det alene er artikel 215 TEUF, der kan angives som hjemmel. Appellanten har i dette anbringendes første led gjort gældende, at artikel 215, stk. 2, TEUF i henhold til dommen i sagen Parlamentet mod Kommissionen ( 31 ) er det eneste mulige retsgrundlag for en iværksættelse af individuelle restriktive foranstaltninger. I anbringendets andet led har appellanten, ligeledes på grundlag af den nævnte dom i sagen Parlamentet mod Kommissionen, gjort gældende, at procedurerne i artikel 215 TEUF og 291 TEUF er indbyrdes uforenelige. Endelig har appellanten i anbringendets tredje led subsidiært fremført de grunde, der efter dennes opfattelse er til hinder for anvendelsen af artikel 291 TEUF i sagen.

100.

Disse tre led kan efter min opfattelse behandles samlet, da de på trods af deres forskellige perspektiver alle omhandler det relevante retsgrundlag for vedtagelsen af den anfægtede gennemførelsesforordning.

101.

Forud for behandlingen af dette spørgsmål finder jeg det hensigtsmæssigt at erindre om, at den opståede tvist mellem parterne udelukkende handler om, hvorvidt artikel 291, stk. 2, TEUF er egnet til at blive anvendt som retsgrundlag for en retsakt, som efter appellantens opfattelse alene kan have hjemmel i artikel 215 TEUF. Anskuet på denne måde står det klart, at vi ikke har at gøre med en sag om anvendelse af de såkaldte »afledte retsgrundlag«, dvs. den lovteknik, som består i på ad hoc-basis at vedtage en lovgivningsprocedure, der afviger fra dem, der foreskrives i traktaterne, og som Domstolen afviste i sin dom af 6. maj 2008 i sagen Parlamentet mod Rådet ( 32 ). De omtvistede procedurer er i den foreliggende sag udelukkende af primærretlig karakter, og det spørgsmål, der skal afklares, er derfor, hvilken af disse procedurer der var påkrævet for at kunne ændre bilag IX til forordning nr. 267/2012.

102.

Forordning nr. 267/2012 blev vedtaget med hjemmel i artikel 215 TEUF. På dette punkt har lovgiver nøje henholdt sig til princippet om, at »artikel 215, stk. 2, TEUF kan udgøre retsgrundlaget for restriktive foranstaltninger, herunder foranstaltninger, som Unionen iværksætter, til bekæmpelse af terrorisme over for fysiske og juridiske personer, grupper eller ikke-statslige enheder, når afgørelsen om at træffe de nævnte foranstaltninger henhører under Unionens tiltag inden for rammerne af FUSP« ( 33 ). Spørgsmålet er herefter, om ændringer, der ikke udgør ændringer eller ophævelse af forordning nr. 267/2012 i sin helhed, men som udelukkende omfatter bilag IX, og hvis eneste formål er, at »en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ skal være omfattet af foranstaltningerne i [forordningens] artikel 23, stk. 2 og 3« – således som det bestemmes i forordningens artikel 46, stk. 2 – udelukkende kan gennemføres under anvendelse af den procedure, der er fastsat i artikel 215, stk. 1, TEUF.

103.

Selv om artikel 215 TEUF ganske vist udgør den specifikke procedure for vedtagelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for helt eller delvis at kunne afbryde eller indskrænke de økonomiske og finansielle forbindelser med et eller flere tredjelande i henhold til en FUSP-afgørelse, må der nødvendigvis tages hensyn til artikel 40, stk. 1, TEU, hvori det bestemmes, at »[g]ennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik berører ikke anvendelsen af institutionernes procedurer og omfanget af deres beføjelser som fastsat i traktaterne med henblik på udøvelsen af Unionens kompetencer i artikel 3-6 [TEUF]«. Som det blev fastslået i den appellerede doms præmis 54, er det derfor ikke muligt at hævde, at der ved en forordning, som er vedtaget med hjemmel i artikel 215 TEUF, ikke kan tildeles gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen eller Rådet på de vilkår, der er fastsat i artikel 291, stk. 2, TEUF.

104.

Det ovenstående er helt i tråd med Domstolens bemærkninger i præmis 65 i den nævnte dom i sagen Parlamentet mod Kommissionen med hensyn til, at »artikel 215, stk. 2, TEUF kan udgøre retsgrundlaget for restriktive foranstaltninger [...] som Unionen iværksætter [...] over for fysiske og juridiske personer, grupper eller ikke-statslige enheder, når afgørelsen om at træffe de nævnte foranstaltninger henhører under Unionens tiltag inden for rammerne af FUSP«. Én ting er nemlig vedtagelsen af foranstaltningerne og afgrænsningen af, hvilke personer og enheder der skal være omfattet heraf (spørgsmål, hvorom der alene kan træffes afgørelse i medfør af artikel 215 TEUF). Noget helt andet er konkretiseringen af den berørte kreds af personer og enheder, når denne handling udgør en gennemførelsesretsakt i ordets strengeste forstand, dvs. under ren anvendelse af de principper og kriterier, der er fastsat i den bestemmelse, som er vedtaget i medfør af artikel 215 TEUF.

105.

For så vidt som denne mulighed ikke udtrykkeligt udelukkes i artikel 215 TEUF, er der faktisk intet til hinder for, under henvisning til princippet i artikel 40, stk. 1, TEU, at anvende de almindelige procedurer, som foreskrives i traktaterne, herunder navnlig proceduren i artikel 291 TEUF i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at tildele institutionerne gennemførelsesbeføjelser.

106.

En ændring af bilag IX til forordning nr. 267/2012 med henblik på at tilføje en person eller enhed på listen over subjekter, hvis midler indefryses, skulle nødvendigvis vedtages under anvendelse af den procedure, der er fastsat i artikel 215 TEUF, hvis ikke forordning nr. 267/2912 selv indeholdt en præcis og detaljeret angivelse af de kriterier, der skal anvendes for at træffe beslutning om at opføre en person eller enhed på den pågældende liste. Det forholder sig imidlertid således, at den beføjelse, som Rådet er blevet tildelt i henhold til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, ikke giver institutionen uindskrænkede skønsbeføjelser for så vidt angår beslutningen om at tilføje en person på listen. Tværtimod skal Rådet henholde sig til de kriterier, der er opstillet i artikel 23, stk. 2, i samme forordning nr. 267/2012.

107.

I henhold til disse kriterier kan Rådet alene tilføje dem, der »anses for: a) at være involveret i eller direkte associeret med eller at støtte Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller Irans udvikling af fremføringssystemer til kernevåben, herunder ved at være involveret i køb af forbudte varer og forbudt teknologi, eller at være ejet eller kontrolleret af sådanne personer, enheder eller organer, herunder ved ulovlige midler, eller at handle på deres vegne eller efter deres instruks, b) at være en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, som har bistået personer, enheder eller organer, der er opført på listen, med at omgå eller bryde bestemmelserne i denne forordning, i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP eller i UNSCR 1737 (2006), UNSCR 1747 (2007), UNSCR 1803 (2008) og UNSCR 1929 (2010), c) at være medlem af Den Islamiske Revolutionsgarde eller af juridiske personer, enheder eller organer, som ejes eller kontrolleres af Den Islamiske Revolutionsgarde, af et eller flere af dets ledende medlemmer eller af fysiske eller juridiske personer, som handler på deres vegne, d) at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt personer og enheder med tilknytning til dem, e) at være en juridisk person, en enhed eller et organ, som ejes eller kontrolleres af Islamic Republic of Iran Shipping Lines (IRISL), eller som handler på deres vegne« ( 34 ).

108.

Efter min opfattelse er forordning nr. 267/2012 på dette punkt tilstrækkelig specifik til at kunne udgøre en passende ramme for udøvelsen af en gennemførelsesbeføjelse, dvs. til at bemyndige – enten Kommissionen eller Rådet – til at opdatere listen i bilag IX gennem vedtagelse af gennemførelsesforordninger i henhold til artikel 291 TEUF ( 35 ). Samtidig må der ikke lades hånt om Rettens argument i den appellerede doms præmis 55, hvori den bemærkede, at proceduren i artikel 291, stk. 2, TEUF muliggør »en mere effektiv gennemførelsesprocedure, som er tilpasset den type foranstaltning, der skal gennemføres, samt den enkelte institutions kompetence«.

109.

Følgelig mener jeg, at det andet appelanbringende bør forkastes, da artikel 291, stk. 2, TEUF efter min opfattelse udgør det relevante retsgrundlag for ændringen af bilag IX til forordning nr. 267/2012.

4. Det tredje appelanbringende. Subsidiært anbringende om opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat i artikel 291, stk. 2, TEUF

110.

Appellanten har subsidiært gjort gældende, at de i artikel 291, stk. 2, TEUF fastsatte betingelser for at tildele Rådet de omtvistede gennemførelsesbeføjelser under alle omstændigheder ikke er blevet opfyldt.

111.

Det skal derfor undersøges, om de i denne bestemmelse fastsatte betingelser for at tildele de omhandlede beføjelser til Rådet er blevet opfyldt, når det lægges til grund, at artikel 291, stk. 2, TEUF udgør det relevante retsgrundlag for vedtagelsen af den anfægtede gennemførelsesforordning.

112.

I henhold til artikel 291, stk. 1, TEUF træffer medlemsstaterne »de nationale foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre Unionens juridisk bindende retsakter« ( 36 ). Det fremgår imidlertid af samme bestemmelses stk. 2, at når »ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter er nødvendige, tildeler disse retsakter Kommissionen eller – i specifikke behørigt begrundede tilfælde samt i de tilfælde, der er fastsat i artikel 24 [TEU] og 26 [TEU] – Rådet gennemførelsesbeføjelser«.

113.

Rådet har i tråd med den appellerede doms præmis 59 gjort gældende, at gennemførelsesbeføjelsen i artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 267/2012 er blevet tildelt på lovlig vis, for så vidt som »der var tale om et tilstrækkeligt begrundet tilfælde«. Af de to tilfælde, hvor gennemførelsesbeføjelsen i henhold til artikel 291, stk. 2, TEUF kan tildeles Rådet og ikke Kommissionen, skulle lovgiver ved udarbejdelsen af forordning nr. 267/2012 således have valgt den første og dermed forkastet de tilfælde, der er fastsat i artikel 24 TEU og 26 TEU, som heller ikke efter Kommissionens eller appellantens opfattelse ville være relevant under sagens omstændigheder.

114.

I tråd med det af Rådet indtagne standpunkt på retsmødet er det derimod min opfattelse, at artikel 291, stk. 2, TEUF tildeler Rådet kompetencen til i givet fald at gennemføre de bestemmelser, der er vedtaget inden for FUSP-området, således at henvisningen til de tilfælde, »der er fastsat i artikel 24 [TEU] og 26 [TEU]«, omfatter en ændring af bilag IX til forordning nr. 267/2012, dvs. en retsakt, der er vedtaget på grundlag af artikel 215 TEUF, eftersom vi har at gøre med »en afgørelse, der er vedtaget på grundlag af kapitel 2 i afsnit V i [TEUF]«.

115.

Det er denne fortolkning af ordningen i artikel 291, stk. 2, TEUF, der efter min opfattelse stemmer bedst overens med henholdsvis Rådets og Kommissionens stillinger inden for FUSP-området, hvor Kommissionen spiller en underordnet rolle i forhold til Rådet, som i denne sammenhæng indtager en central rolle, således som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 63 ( 37 ). Dette er imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med, at tildelingen af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen inden for FUSP-området pr. definition er udelukket, sådan som det ligeledes bemærkes i den appellerede doms præmis 64. Det skal snarere forstås på den måde, at det er en sådan tildeling til Kommissionen, som skal være »tilstrækkeligt begrundet«, sådan som det eksempelvis er tilfældet med artikel 45 i forordning nr. 267/2012, hvorefter gennemførelsen som nævnt skal vedrøre rent tekniske spørgsmål eller spørgsmål, der er betingede i en sådan grad, at der ikke er nogen margen til at træffe en skønsmæssig afgørelse.

116.

Ud fra princippet om, at den gennemførelsesbeføjelse, der tildeles i henhold til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, vedrører en retsakt, som er vedtaget inden for FUSP-området, må det derfor fastslås, at det må være Rådet, som er den kompetente institution til at udøve beføjelsen, hvorfor det således ikke er nødvendigt at angive den »tilstrækkelige begrundelse«, som i andre tilfælde – dvs. uden for FUSP-området – ville have været en forudsætning for tildelingen af en gennemførelsesbeføjelse til Rådet.

117.

For så vidt som Retten fandt, at den gennemførelsesbeføjelse, som var blevet tildelt Rådet, var hjemlet i »specifikke behørigt begrundede tilfælde« og ikke i de »tilfælde, der er fastsat i artikel 24 [TEU] og 26 [TEU]«, er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl. Det følger ikke desto mindre af fast retspraksis, at »hvis præmisserne i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, bevirker en sådan tilsidesættelse imidlertid ikke, at denne dom skal ophæves, og at præmisserne skal ændres« ( 38 ).

118.

I den foreliggende sag kan konklusionen i den appellerede dom uden vanskeligheder begrundes i, at artikel 291, stk. 2, TEUF finder anvendelse på sagen, idet denne bestemmelse vedrører de tilfælde, der er omhandlet i artikel 24 TEU og 26 TEU. Den foreliggende sag vedrører nemlig sådanne tilfælde, og derfor kan den konstaterede retlige fejl ikke lede til en ophævelse af den appellerede dom.

119.

På grundlag af det ovenstående mener jeg, at det tredje appelanbringende bør forkastes.

5. Det fjerde og det femte appelanbringende

120.

Af de samme grunde, som jeg anførte til støtte for mit forslag om at forkaste det første appelanbringende ( 39 ), mener jeg ligeledes, at det fjerde og det femte appelanbringende, hvorved appellanten subsidiært har gjort gældende, at pligten til at angive og begrunde retsgrundlaget for den omtvistede gennemførelsesforordning ikke er behørigt opfyldt, bør forkastes.

6. Det sjette appelanbringende. Lovligheden af kriteriet for opførelsen på listen samt Rettens fortolkning heraf i den appellerede dom

121.

NIOC har i det væsentlige gjort gældende, at det af Rådet anvendte kriterium gør det muligt på helt vilkårlig vis at sanktionere enhver iransk skatteyder, embedsmand eller advokat med det argument, at de på den ene eller den anden måde yder støtte eller bidrager til en finansiel støtte af den iranske regering. Eftersom Retten afviste dette argument med den begrundelse, at det omtvistede kriterium alene vedrører de former for støtte, der som følge af deres væsentlige kvantitative eller kvalitative størrelse ( 40 ) bidrager til opretholdelsen af de iranske nukleare aktiviteter, er det appellantens opfattelse, at Retten har »omskrevet« det pågældende kriterium.

122.

Som det allerede fremgik af undersøgelsen af, om dette appelanbringende kunne antages til realitetsbehandling ( 41 ), mener jeg ikke, at appellanten hermed påberåber sig tredjemands rettigheder eller interesser eller ønsker, at Domstolen skal foretage en abstrakt prøvelse af den bestemmelse, i forhold til hvilken appellanten har fremsat en ulovlighedsindsigelse. Det forholder sig således, at NIOC har anfægtet de konsekvenser, som anvendelsen af det omtvistede kriterium har haft for virksomheden selv, og det er således langt fra en abstrakt kontrol, der ønskes foretaget. Der er derimod alene – og på lovlig vis – nedlagt påstand om en konkret bedømmelse af lovligheden af det kriterium, der er blevet anvendt i NIOC’s tilfælde.

123.

Med dette sidste appelanbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den skønsbeføjelse, som Rådet tillægges i medfør af udpegelseskriteriet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, hverken er arbitrær eller skønsmæssig, og at den sikrer en tilstrækkelig grad af forudsigelighed. Ifølge dette første led har Retten efter NIOC’s opfattelse alene kunnet nå frem til denne konklusion ved at foretage en fortolkning af artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, som er i strid med bestemmelsens affattelse og betydning, og som derfor har indebåret en »omskrivning« heraf. Ifølge appelanbringenets andet led er appellantens ret til forsvar på denne måde blevet krænket, eftersom appellanten på tidspunktet for sin anfægtelse af opførelsen på den omtvistede liste af logiske årsager ikke kunne have kendskab til det kriterium, som var resultatet af denne »omskrivning«. Endelig gøres det i appelanbringendets tredje led gældende, at Retten har modsagt sig selv i den appellerede doms præmis 119 og 140 ved på den ene side at fastslå, at det omtvistede kriterium vedrører de typer af støtte, som bidrager til opretholdelsen af de iranske nukleare aktiviteter, og på den anden side, at det pågældende kriterium vedrører de former for støtte, som ikke har nogen direkte eller indirekte tilknytning til sådanne aktiviteter.

124.

Med hensyn til appelanbringendets første led er det Domstolens faste retspraksis, at Rådet har et vidt skøn med hensyn til at fastlægge de generelle kriterier for opførelse på listerne over personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger ( 42 ). Retten erindrede herom i den appellerede doms præmis 107, hvorefter den straks bemærkede, at det, selv om det ganske vist indebærer en vis begrænsning i domstolsprøvelsen af vurderingen af de hensigtsmæssighedsbetragtninger, der ligger til grund for de pågældende foranstaltninger, ikke desto mindre forholder sig således, at »Unionens retsinstanser skal sikre en – principielt fuldstændig – legalitetsprøvelse af alle fællesskabsretsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder« ( 43 ).

125.

Retten har efter min opfattelse foretaget en fuldstændig prøvelse af de omtvistede retsakter og er endvidere nået frem til det korrekte resultat.

126.

Jeg er enig med appellanten i, at det er åbenbart, at det udpegelseskriterium, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, er generelt og uafgrænset. Det, som NIOC betegner som Rettens »omskrivning« af bestemmelsen, er imidlertid ikke andet end Rettens fortolkning i overensstemmelse med Unionens primærretlige krav, herunder navnlig de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret. Denne fortolkning er efter min opfattelse korrekt.

127.

Rettens fortolkning kan således ikke betegnes som en »omskrivning«, hvis der – som hævdet af NIOC – ved en sådan forstås indførelse af et kriterium, der afviger fra det kriterium, som lovgiver har fastsat i den fortolkede retsforskrift. Retten har efter min opfattelse ikke indført et anderledes kriterium i den pågældende bestemmelse end det, der kan udledes af selve bestemmelsens ordlyd. Retten har ikke, om man så må sige, skabt en retsregel, som ikke fandtes efter bestemmelsens ordlyd, men har derimod i overensstemmelse med EU-retten fortolket bestemmelsen således, at der af dens ordlyd kan udledes et kriterium for opførelse på den omtvistede liste, som overholder alle de krav, der er knyttet til retssikkerhedsprincippet og til de retsstatslige garantier.

128.

Ganske vist kræver enhver »overensstemmende fortolkning« som følge af retssikkerhedsprincippet og respekten for lovgivers hensigt ikke blot en kvalificeret fortolkningsmæssig indsats, men snarere en udtrykkelig anerkendelse af, at den pågældende retsforskrift alene kan anses for at stemme overens med retsordenen, i det omfang den – ved at se bort fra dens nøjagtige ordlyd, men uden i nogen som helst tilfælde at modsige denne – kan tillægges en betydning, som er i overensstemmelse med kravene i de retsforskrifter, som den er underordnet.

129.

I den foreliggende sag kan der ud fra affattelsen af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 udledes et åbenbart generelt og uafgrænset kriterium, som, uden at det nødvendigvis skal modsiges, ikke desto mindre kan tilpasses kravene i EU-retten, for så vidt som disse tillader en overensstemmende fortolkning, dvs. hvor der ses bort fra bestemmelsens ordlyd med henblik på at tillægge den en betydning, der overholder de krav om præcisering og beslutsomhed, som i denne sammenhæng er en forudsætning for at kunne respektere appellantens grundlæggende rettigheder.

130.

Det er netop, hvad Retten har gjort i den appellerede dom. Det ville have været ønskeligt, om Retten udtrykkeligt havde erklæret, at dens fortolkning udgjorde en sådan kvalificeret fortolkningsmæssig indsats, som er karakteristisk for enhver overensstemmende fortolkning. Ikke desto mindre er Rettens dom tilstrækkelig begrundet, udtømmende og velfunderet til, at den i forbindelse med det konkrete omtvistede tilfælde udgør et resultat, som er i overensstemmelse med EU-retten.

131.

Jeg kan i denne henseende kun tilslutte mig Rettens betragtninger i den appellerede doms præmis 118, hvori den bemærkede, at det omtvistede kriterium indgår i en retlig sammenhæng, som er tydeligt afgrænset af de formål, der tilsigtes med den lovgivning, som regulerer de restriktive foranstaltninger over for Iran, idet det er i denne sammenhæng, at det pågældende kriterium skal fortolkes. Opmærksomheden skal i denne forbindelse henledes på afgørelse 2012/35/FUSP, idet det i 13. betragtning hertil blev fastslået, at »[i]ndrejserestriktioner og indefrysning af midler og økonomiske ressourcer bør anvendes på yderligere personer og enheder, der yder støtte til Irans regering, og som muliggør, at denne kan gå videre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af atomvåbenfremføringsmidler, herunder navnlig personer og enheder, som yder finansiel, logistisk eller materiel støtte til Irans regering« ( 44 ). Samtidig præciseres det i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, at denne støtte kan være »materiel, logistisk eller økonomisk«.

132.

Som der ligeledes argumenteres for i den appellerede doms præmis 119, står det derfor klart, at der ikke er tale om en hvilken som helst støtte, men derimod en sådan støtte, som »på grund af sin væsentlige kvantitative eller kvalitative størrelse« bidrager til opretholdelsen af de iranske nukleare aktiviteter. I modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende i dette appelanbringendes tredje led, er denne antagelse ikke uforenelig med antagelsen i den appellerede doms præmis 140, hvori det blot præciseres, at den pågældende støtte ikke udtrykkeligt behøver at have tilknytning til den nukleare spredning som sådan, men at det derimod er tilstrækkeligt, at den består af forsyninger med materielle, logistiske eller økonomiske midler til den iranske regering, som gør det muligt for denne at opretholde disse aktiviteter.

133.

Jeg mener således ikke, at Retten – som hævdet af appellanten – har »omskrevet« kriterierne i forordning nr. 267/2012, men at den derimod tydeligt har begrænset sig til at anvende kriterierne på det omtvistede tilfælde ud fra en fortolkning i overensstemmelse med Unionens primærretlige krav og inden for den retlige kontekst, hvori disse kriterier får deres egen præcise betydning.

134.

Jeg mener kort sagt ikke, at Retten har begået en retlig fejl, eftersom dens fortolkning af den omhandlede bestemmelse reelt har ledt til en lovmedholdelig konklusion, som hverken kan klandres for at være urimelig eller tilfældig. Der kan nemlig ikke herske nogen tvivl om, at NIOC, for så vidt som der er tale om et nationalt olieselskab, hvis bestyrelsesformand og administrerende direktør er henholdsvis Irans olieminister og viceolieminister, har mulighed for at bidrage med en væsentlig økonomisk støtte til den iranske regering og dermed yde en materiel og finansiel støtte af en tilstrækkelig kvantitativ størrelse til at kunne bidrage til opretholdelsen af regeringens nukleare aktiviteter. Dette punkt har appellanten i øvrigt ikke ønsket at uddybe.

135.

På denne baggrund må det konkluderes, at det kriterium, der reelt er blevet anvendt, for så vidt som det er muligt at foretage en fortolkning heraf, der er i overensstemmelse med EU-retten, ikke er så åbent og upræcist, at det giver mulighed for at opføre en hvilken som helst borger på listen i bilag IX, ligesom anvendelsen heraf på appellanten ej heller kan anses for ubegrundet eller usædvanlig, når det finder sted inden for rammerne af EU-lovgivningen vedrørende indefrysning af midler. Det kan kort sagt konkluderes, at anvendelsen af kriteriet i den foreliggende sag ikke har kunnet give anledning til den påståede tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar.

136.

På baggrund af det ovenstående mener jeg, at det sjette og sidste appelanbringende ligeledes bør forkastes.

V – Sagens omkostninger

137.

I overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i henhold til samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse på appelsager, foreslår jeg, at Domstolen tilpligter NIOC at betale sagens omkostninger.

138.

I henhold til samme reglements artikel 140, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Følgelig skal Kommissionen bære sine egne omkostninger.

VI – Forslag til afgørelse

På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»–

Rådet for den Europæiske Union frifindes.

–

National Iranian Oil Company (NIOC) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

–

Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger.«

( 1 ) – Processprog: spansk.

( 2 ) – EFT L 195, s. 39.

( 3 ) – EFT L 19, s. 22.

( 4 ) – Forordning om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1).

( 5 ) – EUT L 282, s. 58.

( 6 ) – EUT L 282, s. 16.

( 7 ) – Dom National Iranian Oil Company mod Rådet (T-578/12, EU:T:2014:678). Herefter »den appellerede dom«.

( 8 ) – Rådets forordning af 25.10.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1).

( 9 ) – T-174/12 og T-80/13, EU:T:2014:52, præmis 161 og 162.

( 10 ) – Dom Wöhrmann og Lütticke mod Kommissionen (31/62 og 33/62, EU:C:1962:49, s. 979).

( 11 ) – Dom Parlamentet mod Kommissionen (C-130/10, EU:C:2012:472, præmis 65).

( 12 ) – Artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19.4.2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1).

( 13 ) – Artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010.

( 14 ) – Jf. i denne forbindelse den tidlige dom Wöhrmann og Lütticke mod Kommissionen (31/62 og 33/62, EU:C:1962:49, s. 979).

( 15 ) – Dom Rådet mod Chvatal m.fl. (C-432/98 P og C-433/98 P, EU:C:2000:545, præmis 28-33).

( 16 ) – Dom Rådet mod Chvatal m.fl. (C-432/98 P og C-433/98 P, EU:C:2000:545, præmis 31).

( 17 ) – T-174/12 og T-80/13, EU:T:2014:52, præmis 162.

( 18 ) – Dom Belgien mod Kommissionen (C-110/03, EU:C:2005:223, præmis 76-80).

( 19 ) – Artikel 215, stk. 2, TEUF: »Såfremt en afgørelse, der er vedtaget på grundlag af kapitel 2 i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, giver mulighed herfor, kan Rådet efter proceduren i stk. 1 vedtage restriktive foranstaltninger over for fysiske og juridiske personer, grupper eller ikke-statslige enheder.«

Proceduren i stk. 1 forudsætter kvalificeret flertal i Rådet på fælles forslag af den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen.

( 20 ) – Bestemmelse, hvorefter gennemførelsesbeføjelserne tildeles Kommissionen »eller – i specifikke behørigt begrundede tilfælde samt i de tilfælde, der er fastsat i artikel 24 og 26 i traktaten om Den Europæiske Union – Rådet«.

( 21 ) – Rådets forordning af 19.4.2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1).

( 22 ) – Den 6.3.2014.

( 23 ) – EUT 2014 L 93, s. 85.

( 24 ) – EUT 2014 L 216, s. 5.

( 25 ) – Dom Kommissionen mod Rådet (C-370/07, EU:C:2009:590, præmis 37).

( 26 ) – Dom Kommissionen mod Rådet (C-370/07, EU:C:2009:590, præmis 38).

( 27 ) – Dom Kommissionen mod Rådet (C-370/07, EU:C:2009:590, præmis 39).

( 28 ) – Dom Kommissionen mod Rådet (C-370/07, EU:C:2009:590, præmis 37).

( 29 ) – Min fremhævelse.

( 30 ) – Min fremhævelse.

( 31 ) – Dom Parlamentet mod Kommissionen (C-130/10, EU:C:2012:472).

( 32 ) – C-133/06, EU:C:2008:257. Jf. i denne henseende F. Masson: »Les conditions de validité des bases juridiques dérivées à la suite de l’arrêt du 6 mai 2008«, Cahiers de Droit Européen, bind 44, 2008, s. 157-173, G. Garzón Clariana: »Los actos delegados en el sistema de fuentes de Derecho de la Unión Europea«, Revista de Derecho Comunitario Europeo, nr. 37, 2010, s. 721-759 (734-738), N. Navarro Batista: »Bases jurídicas derivadas, delegación legislativa y poder de ejecución: el equilibrio institucional en la sentencia del TJUE de 6 de mayo de 2008, Parlamento Europeo c. Consejo«, Revista General de Derecho Europeo, 18, 2009.

( 33 ) – C-130/10, EU:C:2012:472, præmis 65.

( 34 ) – Artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012.

( 35 ) – Det samme gør sig gældende med hensyn til ændringen af bilag II til samme forordning nr. 267/2012, som omhandler de produkter og den teknologi, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, og som i henhold til forordningens artikel 45, litra a), alene kan ændres af Kommissionen »på grundlag af afgørelser, der træffes af enten FN’s Sikkerhedsråd eller Sanktionskomitéen eller på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne«.

( 36 ) – Det er et ubestridt princip, at den materielle gennemførelse af de EU-retlige forskrifter normalt påhviler medlemsstaterne (jf. J.P. Jacqué: Droit institutionnel de l’Union européenne, 6. udg., Dalloz, Paris, 2010, punkt 581-584). Den nationale gennemførelsesbeføjelse har fundet sit grundlæggende normative udtryk i artikel 4, stk. 3, TEU, hvorefter »[m]edlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne«. Vedrørende fordelingen af gennemførelseskompetencer i Unionen se J.Á. Fuentetaja Pastor: »Actos delegados, actos de ejecución y distribución de competencias ejecutivas en la Unión Europea«, i Revista Española de Derecho Administrativo, nr. 149, 2011, s. 55-89 (især s. 57-63).

( 37 ) – Jf. i denne henseende M. Ruffert: »Art. 291 AEUV«, i Ch. Callies/M. Ruffert, EUV/AEUV Kommentar, C.H. Beck, München, 4. udg., 2011, punkt 10.

( 38 ) – Dom Comitato Venezia vuole vivere m.fl. mod Kommissionen (C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis).

( 39 ) – Punkt 80-97.

( 40 ) – Den appellerede doms præmis 119.

( 41 ) – Punkt 73 og 74 i dette forslag til afgørelse.

( 42 ) – Jf. senest Store Afdelings domme Anbouba mod Rådet (C-605/13 P, EU:C:2015:248, præmis 41) og Anbouba mod Rådet (C-630/13 P, EU:C:2015:247, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

( 43 ) – Den appellerede doms præmis 108.

( 44 ) – Min fremhævelse.

Full & Egal Universal Law Academy