12.5.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 142/13
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Hamburg (Tyskland) den 7. februar 2014 — Firma Ernst Kollmer Fleischimport und -export mod Hauptzollamt Hamburg-Jonas
(Sag C-59/14)
2014/C 142/17
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Finanzgericht Hamburg
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Firma Ernst Kollmer Fleischimport und -export
Sagsøgt: Hauptzollamt Hamburg-Jonas
Præjudicielle spørgsmål
1)
Er det i et tilfælde, hvor en overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse først opdages efter en skades indtræden, foruden en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, en kumulativ betingelse for den i artikel 1, stk. 2, i forordning (EG, Euratom) nr. 2988/95 definerede uregelmæssighed, der i henhold til artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (1) skal foreligge, for at forældelsesfristen begynder at løbe, at Unionens almindelige budget eller budgetter, der forvaltes af Unionen, har lidt skade, således at forældelsesfristen først begynder at løbe fra tidspunktet for skadens indtræden, eller begynder forældelsesfristen uafhængigt af tidspunktet for skadens indtræden allerede at løbe fra tidspunktet for den økonomiske beslutningstagers handling eller undladelse, der udgør en overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse?
2)
Såfremt spørgsmål 1 besvares således, at forældelsesfristen først begynder at løbe, når skaden indtræder:
Foreligger der — i forbindelse med tilbagesøgning af en endeligt ydet eksportrestitution — allerede en skade som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95, når en eksportør har fået udbetalt et beløb svarende til eksportrestitutionen som omhandlet i artikel 5, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 565/80, uden at sikkerheden i henhold til artikel 6 i forordning (EØF) nr. 565/80 er blevet frigivet, eller foreligger der først en skade på det tidspunkt, hvor sikkerheden frigives eller eksportrestitutionen ydes endeligt?
(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy