12.5.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 142/21
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Judecătoria Câmpulung (Rumænien) den 25. februar 2014 — Liliana Tudoran, Florin Iulian Tudoran og Ilie Tudoran mod SC Suport Colect SRL
(Sag C-92/14)
2014/C 142/29
Processprog: rumænsk
Den forelæggende ret
Judecătoria Câmpulung
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Liliana Tudoran, Florin Iulian Tudoran og Ilie Tudoran
Sagsøgt: SC Suport Colect SRL
Præjudicielle spørgsmål
1)
Finder bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (2) også anvendelse på en kreditaftale indgået den 5. oktober 2006, inden Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union, men som fortsat har virkning, eftersom dens bestemmelser er genstand for fuldbyrdelse på nuværende tidspunkt som følge af de senere overdragelser af den fordring, som støttes på aftalen?
2)
Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, skal kontraktvilkår såsom kontraktvilkåret om »låntagerens dækning af renter og afdrag«, som vedrører debitorens forsinkede betaling, og kontraktvilkåret om forøgelse af rentesatsen efter et år, efter udløbet af hvilket rentesatsen udgøres af den ved Banca Comercială Românăs sæde bekendtgjorde variable referencerentesats med et tillæg på 1,90 [procentpoint], da anses for urimelige i henhold til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler?
3)
Er princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten som garanteret af artikel 47 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for en national bestemmelse, såsom artikel 120 i lovdekret nr. 99 af december 2006 om kreditinstitutter og kapitalgrundlag, der tildeler en bankkreditaftale indgået ved privat dokument og uden fastlæggelse af muligheden for, at kontraktvilkårene i aftalen forhandles med debitoren, karakter af fuldbyrdelsesgrundlag, på baggrund af hvilket fogeden efter en summarisk kontrol og opnåelse af tilladelse til tvangsfuldbyrdelse inden for rammerne af en procedure, som ikke har karakter af et tvistemål, og hvor retten har en begrænset mulighed for at vurdere omfanget af fordringen, kan foretage tvangsfuldbyrdelse i debitorens aktiver?
4)
Skal Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at direktivet er til hinder for, at en national bestemmelse, såsom artikel 372 ff. i den tidligere Cod de procedură civilă (den rumænske retsplejelov), tillader kreditoren at kræve opfyldelse af en ydelse, der følger af urimelige kontraktvilkår, ved at foretage fuldbyrdelse i det pantsatte aktiv i form af salg af fast ejendom på trods af forbrugerens indsigelse, uden at en uafhængig retsinstans undersøger kontraktvilkårene?
5)
Kan en national bestemmelse, såsom artikel 120 i lovdekret nr. 99 af december 2006 om kreditinstitutter og kapitalgrundlag, der tildeler en bankkreditaftale karakter af fuldbyrdelsesgrundlag, påvirke etableringsretten i henhold til artikel 49 TEUF og retten til fri udveksling af tjenesteydelser i henhold til artikel 45 TEUF, idet den afskrækker Unionens borgere fra at etablere sig i en stat, hvor en bankaftale indgået af et privat institut har samme værdi som et fuldbyrdelsesgrundlag repræsenteret af en dom?
6)
Såfremt de forudgående spørgsmål besvares bekræftende, kan den nationale ret da ex officio fastsætte, at et sådant grundlag, i kraft af hvilket der foretages tvangsfuldbyrdelse af en fordring, som støttes på en sådan aftale, er ikke-eksigibelt?
(1) EFT L 95, s. 29.
(2) EUT L 133, s. 66.
Full & Egal Universal Law Academy