16.6.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 184/15
Appel iværksat den 3. april 2014 af Evonik Degussa GmbH og AlzChem AG, tidligere AlzChem Trostberg GmbH og tidligere AlzChem Hart GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 23. januar 2014 i sag T-391/09, Evonik Degussa GmbH og AlzChem AG, tidligere AlzChem Trostberg GmbH og tidligere AlzChem Hart GmbH mod Europa-Kommissionen
(Sag C-155/14 P)
2014/C 184/19
Processprog: tysk
Parter
Appellanter: Evonik Degussa GmbH og AlzChem AG, tidligere AlzChem Trostberg GmbH og tidligere AlzChem Hart GmbH (ved Rechtsanwalt C. Steinle og Rechtsanwältin I. Bodenstein)
Den anden part appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
1.
Rettens dom (Tredje Afdeling) af 23. januar 2014 i sag T-391/09, ophæves i det omfang den vedrører appellanterne.
2.
Kommissionens beslutning K(2009) 5791 endelig af 22. juli 2009 (sag COMP/39 396 — Kalcium- og magnesium-reagenser til stål- og gasindustrien), annulleres for så vidt som den vedrører appellanterne.
Subsidiært nedsættes den bøde, appellanterne er blevet pålagt ved artikel 2, litra g) og h), i den nævnte beslutning.
Subsidiært, i tilfælde af at der ikke gives medhold i den foregående påstand, ændres artikel 2, litra g) og h), i beslutningen således, at SKW Stahl-Metallurgie GmbH hæfter in solidum for hele den bøde, appellanterne er blevet pålagt. Appellanterne forstår denne subsidiære påstand, således som Retten i dommens præmis 264 og 265 har forstået den, nemlig som en subsidiær påstand om en forhøjelse af den andel af den bøde, appellanterne er blevet pålagt, som anses for betalt, når SKW betaler den bøde, selskabet er blevet pålagt af Kommissionen.
3.
Subsidiært i forhold til påstand nr. to hjemvises sagen til fornyet behandling ved Retten i overensstemmelse med den retlige bedømmelse i Domstolens dom.
4.
I alle tilfælde tilpligtes Kommissionen at betale appellanternes omkostninger i forbindelse med sagen for Retten og for Domstolen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellen er iværksat til prøvelse af Rettens dom af 23. januar 2014 i sag T-391/09, for så vidt den vedrører appellanterne. I den dom gav Retten appellanterne delvis medhold og delvis ikke medhold i søgsmålet til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2009) 5791 endelig af 22. juli 2009 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/39 396 — Kalcium- og magnesium-reagenser til stål- og gasindustrien).
Appellanterne har til støtte for appellen fremført i alt fem anbringender:
1.
Med det første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten under tilsidesættelse af rækkevidden af ansvarstilregnelsen i henhold til artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF), princippet om personligt ansvar, uskyldsformodningen og princippet om skyld har tilregnet appellanterne de af SKW Stahl-Technik GmbH & Co. KG (herefter »SKW«) begåede kartelretsstridige handlinger, idet Retten forkastede afkræftelsen af formodningen om bestemmende indflydelse. SKW deltog fra april 2004 på egen hånd og i strid med udtrykkelige konkrete instrukser fra appellanterne i et kartel, idet der bestod et magtvakuum grundet det umiddelbart forestående salg af dette selskab til tredjemand. Retten har i dette usædvanlige særtilfælde, som klart adskiller sig fra mængden af hidtil afgjorte sager, med urette undladt at sikre retfærdighed i det konkrete tilfælde.
2.
Appellanterne har med det andet anbringende gjort gældende, at Retten under tilsidesættelse af retten til at blive hørt og begrundelsespligten har forkastet appellanternes påstand om, at kommissionsbeslutningen burde være blevet annulleret, fordi hæftelsesandelene i det interne forhold blandt de solidarisk hæftende personer ikke blev fastsat i overensstemmelse med den i mellemtiden af Retten afsagte dom i sagen Siemens Österreich (af 3.3.2011, forenede sager T-122/07 — T-124/07, Sml. II, s. 793). Anbringendet blev ikke fremsat for sent og var ikke utilstrækkeligt.
3.
Med hensyn til bødens størrelse har appellanterne med det tredje anbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat ligebehandlingsprincippet, idet den ikke — som i det tilsvarende tilfælde i Gigaset-sagen — har nedsat appellanternes bøde henset til fejlene ved bødeberegningen, navnlig den manglende hensyntagen til et ekstrabeløb og den fejlagtige hensyntagen til samarbejdsnedsættelsen ved SKW’s bøde.
4.
Appellanterne byder det velkommen, at Retten ved den nye fastsættelse af deres bøder også på ny har fastsat den andel af bøden, »som anses for betalt, når SKW yder betaling af den bøde, selskabet er blevet pålagt ved de anfægtede beslutninger« (Domkonklusionen, punkt 2, første tankestreg). Med det fjerde subsidiære anbringende har appellanterne imidlertid anfægtet, at Retten under tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, nulla poena sine lege certa, og begrundelsespligten ikke ved den nye fastsættelse udtrykkeligt har fastlagt den dobbelte indfrielsesvirkning af en betaling fra SKW såvel for ARQUES Industries AG (herefter »ARQUES«) (nu Gigaset AG, herefter »Gigaset«) som for appellanterne.
5.
Med det femte subsidiære anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten ved den nye fastsættelse af bøderne under tilsidesættelse af særligt principperne for fastsættelse af bøder med solidarisk hæftelse (artikel 81 EF, artikel 23 i forordning nr. 1/2003 (1)) har fratrukket samarbejdsnedsættelsen fra den andel, som anses for betalt ved en ydelse fra SKW’s side. Derved har Retten til skade for appellanterne med denne andel taget hensyn til en samarbejdsnedsættelse, selv om SKW ikke har samarbejdet med Kommissionen som omhandlet i samarbejdsmeddelelsen.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy