21.7.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 235/6
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice, Chancery Division (Det Forenede Kongerige) den 28. april 2014 — Société de Produits Nestlé SA mod Cadbury UK Ltd
(Sag C-215/14)
2014/C 235/08
Processprog: engelsk
Den forelæggende ret
High Court of Justice, Chancery Division (England and Wales)
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Société de Produits Nestlé SA
Sagsøgt: Cadbury UK Ltd
Præjudicielle spørgsmål
1)
Er det for at fastslå, at et varemærke har opnået fornødent særpræg som følge af den brug, der gjort heraf, som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2008/95/EF (1), tilstrækkeligt, at ansøgeren beviser, at en betydelig andel af den relevante personkreds på den relevante dato genkender varemærket og forbinder det med ansøgerens varer i den forstand, at de vil identificere ansøgeren, hvis de bliver bedt om at overveje hvem, der markedsfører varer forsynet med varemærket, eller skal ansøgeren bevise, at en betydelig andel af den relevante personkreds støtter sig til varemærket (i modsætning til ethvert andet varemærke, som måtte være til stede) som en angivelse af varernes oprindelse?
2)
Såfremt en udformning består af tre væsentlige kendetegn, hvoraf det ene følger af varens egen karakter, og hvoraf to er nødvendige for at opnå et teknisk resultat, er artikel 3, stk. 1, litra e), nr. i) og/eller nr. ii), i direktiv 2008/95/EF da til hinder for registrering af denne udformning som varemærke?
3)
Skal artikel 3, stk. 1, litra e), nr. ii), i direktiv 2008/95/EF fortolkes således, at den er til hinder for registrering af udformninger, som er nødvendige for at opnå et teknisk resultat, for så vidt angår den måde, hvorpå varerne fremstilles, i modsætning til den måde, hvorpå de fungerer?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.10.2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT L 299, s. 25).
Full & Egal Universal Law Academy