1.9.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 292/16
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bacău (Rumænien) den 30. maj 2014 — Județul Bacău mod Ministerul Dezvoltării Regionale și Administrației Publice
(Sag C-261/14)
2014/C 292/20
Processprog: rumænsk
Den forelæggende ret
Curtea de Apel Bacău
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Județul Bacău
Sagsøgt: Ministerul Dezvoltării Regionale și Administrației Publice
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 98, stk. 2, andet punktum, i forordning (EF) nr. 1083/2006 (1) da fortolkes således, at de finansielle korrektioner, der foretages af medlemsstaterne — såfremt de er blevet anvendt på udgifter, der medfinansieres af strukturfondene — som følge af tilsidesættelse af bestemmelser om offentlige kontrakter, udgør administrative foranstaltninger som omhandlet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 2988/95 (2) eller administrative sanktioner som omhandlet i forordningens artikel 5, litra c)?
2)
Såfremt det første spørgsmål besvares med, at de finansielle korrektioner, der foretages af medlemsstaterne, udgør administrative sanktioner, finder princippet om, at de mindst strenge bestemmelser anvendes med tilbagevirkende kraft som omhandlet i artikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning (EF) nr. 2988/95, da anvendelse?
3)
Såfremt de finansielle korrektioner er blevet anvendt på udgifter, der medfinansieres af strukturfondene, som følge af tilsidesættelse af bestemmelser om offentlige kontrakter, er artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2988/95 sammenholdt med artikel 98, stk. 2, andet punktum, i forordning (EF) nr. 1083/2006, også henset til retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning, da til hinder for, at en medlemsstat foretager finansielle korrektioner reguleret ved en national retsakt, som træder i kraft efter det tidspunkt, hvor det antages, at den påståede tilsidesættelse af bestemmelser om offentlige kontrakter er sket?
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11.7.2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (EFT L 210, s. 25).
(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy