15.9.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 315/35
Appel iværksat den 9. juni 2014 af Den Italienske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 28. marts 2014 i sag T-117/10, Den Italienske Republik mod Kommissionen
(Sag C-280/14 P)
2014/C 315/57
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget og avvocato dello Stato P. Gentili)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
I henhold til artikel 56 i EU-Domstolens statut ophæves Den Europæiske Unions Rets dom af 28. maj 2014, sag T-117/10, angående Den Italienske Republiks søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF med påstand om annullation af Europa-Kommissionens beslutning K(2009) 10350 af 22. december 2009 vedrørende nedsættelse af finansiel støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, som oprindeligt blev indrømmet Italien til det operative program POR Puglia for perioden 2000-2006 under mål nr. 1.
—
Følgelig annulleres Europa-Kommissionens ovennævnte beslutning i henhold til artikel 61 i EU-Domstolens statut, og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for sin appel har Den Italienske Republik fremsat følgende anbringender:
Første anbringende: Tilsidesættelse af kontradiktionsretten og begrundelsesmangel.
Retten forkastede efter en samlet behandling af dem de to første anbringender vedrørende de af Kommissionen fremsatte bemærkninger om kontrollerne på første og andet niveau. Det er appellantens opfattelse, at de to spørgsmål var meget forskellige, idet de hver gav anledning til et forskellig klagepunkt af kontrollernes effektivitet og pålidelighed. Den anfægtede beslutning opstillede flere kritikpunkter udledt af de regionale kontroller som »klagepunkter«, der alle bidrog til den eneste og endelige konklusion om de regionale kontrollers upålidelighed og perioden for skaden på Unionens budget, der berettigede en engangsberigtigelse på 10 %. Derfor skulle de forskellige »klagepunkter« undersøges særskilt, eftersom en eventuel udelukkelse eller nedsættelse af et af dem ville påvirke dem alle. Følgelig hindrede Rettens fælles og samlede behandling af så forskellige argumenter en passende undersøgelse af de faktiske og retlige spørgsmål, som den italienske regering havde rejst, og blev endvidere foretaget med en åbenbar begrundelsesmangel. Retten har ved at handle således undladt at give en tilstrækkeligt fyldestgørende forklaring på, hvorfor den fandt de forskellige kritikpunkter ubegrundede.
Andet anbringende: Tilsidesættelse af artikel 39, stk. 2, litra c), og artikel 39, stk. 3, i forordning nr. 1260/1999 (1), samt af artikel 4 i forordning nr. 438/2001 (2), tilsidesættelse af principperne om bevisbyrden, ukorrekt materiale for fastlæggelsen af de faktiske forhold i forhold til dem, der fremgår af de sagsakter, der blev forelagt Retten, urigtig gengivelse af de beviser, der blev fremført for Retten.
Appellanten har gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af de ikke-bestridte faktiske omstændigheder og de beviser, der fremgår af sagsakterne, navnlig den omstændighed, at de italienske myndigheder en for en havde analyseret de af Kommissionens kontrollører fremsatte bemærkninger om manglerne i ni kontroller på første niveau. Det er appellantens opfattelse, at Retten skulle have anerkendt, at den anfægtede beslutning var urigtig hvad angår disse ni kontroller, og at Retten derfor skulle have tiltrådt de anbringender, hvormed den italienske regering gjorde gældende, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 39, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1260/1999, for så vidt som den havde vedtaget en beslutning om en engangsberigtigelse på 10 %, uden at stikprøven af kontrollerne på første niveau havde vist uregelmæssigheder, og (ved at ville opretholde de øvrige uregelmæssigheder) på aldeles overdrevet vis i forhold til reglen om proportionalitet fastsat i denne artikel 39.
Retten har set bort fra det af sagsakterne følgende vedrørende rekonstruktionen af de faktiske omstændigheder i forbindelse med fremrykningen af kontrollerne, for så vidt som den ikke tog hensyn til den egentlige kvantitative (tærskel aftalt med Kommissionen) og kvalitative udvikling af kontrollerne på første og andet niveau, som skete i løbet af 2009.
Endelig har Retten foretaget en urigtig gengivelse af de ikke-bestridte faktiske omstændigheder og de beviser, der fremgår af sagsakterne, og tilsidesat de nævnte artikler, idet den fandt, at den anfægtede beslutning var begrundet, fordi de italienske myndigheder ikke havde godtgjort betalingsmyndighedernes fremskridt.
Tredje anbringende: Tilsidesættelse af artikel 39, stk. 2, litra c), og artikel 39, stk. 3, i forordning nr. 1260/1999, samt af artikel 10 i forordning nr. 438/2001, tilsidesættelse af principperne om bevisbyrden, ukorrekt materiale for fastlæggelsen af de faktiske forhold i forhold til dem, der fremgår af de sagsakter, der blev forelagt Retten, urigtig gengivelse af de beviser, der blev fremført for Retten.
Det er appellantens opfattelse, at Rettens konstateringer er støttet på en helt abstrakt rekonstruktion af de egentlige faktiske forhold i fremrykningen og fordelingen af kontrollerne på andet niveau. Retten burde have annulleret den del af beslutningen, der vedrører Kommissionens analyse af kontrollerne på andet niveau og deres upålidelighed, som var helt uden gyldige beviser vedrørende eksistensen og bestanden af en egentlig risiko for EFRU.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21.6.1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161, s. 1).
(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 438/2001 af 2.3.2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 for så vidt angår forvaltnings- og kontrolsystemerne for strukturfondenes interventioner (EFT L 63, s. 21).
Full & Egal Universal Law Academy