8.9.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 303/21
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 16. juni 2014 — DOW Benelux m.fl. mod Staatssecretaris van Infrastructuur en Milieu
(Sag C-295/14)
2014/C 303/28
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Raad van State
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: DOW Benelux BV, Esso Nederland BV, ExxonMobil Chemical Holland BV, Kuwait Petroleum Europoort BV, Rütgers Resins BV, Koppers Netherlands BV, Yara Sluiskil BV, BP Raffinaderij Rotterdam BV, Zeeland Refinery NV, ESD-SIC BV, DSM Delft Permit BV, SABIC Innovative Plastics BV, Shell Nederland Raffinaderij BV, Shell Nederland Chemie BV, Akzo Nobel Chemicals BV, Akzo Nobel Industrial Chemicals BV, Emerald Kalama Chemical BV, Nedmag Industries Mining & Manufacturing Holding BV, Rosier Nederland BV, Nederlandse Aardolie Maatschappij BV, Tata Steel IJmuiden BV, Chemelot Site Permit BV, Eska Graphic Board BV og Koch HC Partnership BV
Sagsøgt: Staatssecretaris van Infrastructuur en Milieu
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 263, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at driftsledere af anlæg, som fra 2013 var omfattet af bestemmelserne om handel med emissioner i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32), bortset fra driftsledere af anlæg som omhandlet i direktivets artikel 10a, stk. 3, og nytilkomne erhvervsdrivende, utvivlsomt kunne have anlagt sag ved Retten med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 5. september 2013 om nationale gennemførelsesforanstaltninger vedrørende foreløbig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 240, s. 27), for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved?
2)
Er afgørelse 2013/448/EU, for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved, ugyldig derved, at afgørelsen ikke blev truffet i henhold til den i artikel 10a, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF omhandlede forskriftsprocedure med kontrol?
3)
Er artikel 15 i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU af 27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 130, s. 1) i strid med artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, fordi førstnævnte artikel er til hinder for, at der ved fastsættelsen af den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor tages hensyn til emissioner fra elektricitetsgeneratorer? I bekræftende fald, hvilke følger har denne modstrid for afgørelse 2013/448/EU?
4)
Er afgørelse 2013/448/EU, for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved, ugyldig derved, at afgørelsen også støttes på data, der er meddelt til gennemførelse af artikel 9a, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF, uden at de i dette stykke omhandlede bestemmelser var vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 1?
5)
Er afgørelse 2013/448/EU, for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved, i strid med særligt artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde eller med artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (1) derved, at mængden af emissioner og emissionskvoter, der var bestemmende for fastsættelsen af korrektionsfaktoren, kun delvist er anført i afgørelsen?
6)
Er afgørelse 2013/448/EU for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved, i strid med særligt artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde eller med artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder derved, at denne korrektionsfaktor blev fastsat på grundlag af oplysninger, som driftslederne af de af emissionshandelen berørte anlæg, ikke kunne erhverve kendskab til?
(1) EFT C 364, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy