15.9.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 315/38
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen (Tyskland) den 17. juni 2014 — Vestische Arbeit Jobcenter Kreis Recklinghausen mod Jovanna Garcia-Nieto m.fl.
(Sag C-299/14)
2014/C 315/61
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Vestische Arbeit Jobcenter Kreis Recklinghausen
Sagsøgt: Jovanna Garcia-Nieto, Joel Pena Cuevas, Jovanlis Pena Garcia og Joel Luis Pena Cruz
Præjudicielle spørgsmål
1)
Gælder ligebehandlingsprincippet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 (1) — med undtagelse af udførselsforbuddet i artikel 70, stk. 4, i forordning (EF) nr. 883/2004 — også for de særlige, ikke-bidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 70, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 883/2004?
2)
Såfremt [spørgsmål] 1 besvares bekræftende: Er — og i så fald i hvilket omfang — begrænsninger af ligebehandlingsprincippet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 tilladt på grundlag af bestemmelser i nationale retsforskrifter til gennemførelse af artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38/EF (2), ifølge hvilke adgangen til disse ydelser undtagelsesfrit er udelukket i de første tre måneder af deres ophold, når unionsborgere hverken er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende i Tyskland eller har ret til fri bevægelighed i medfør af § 2, stk. 3, i Freizügigkeitsgesetz/EU (lov om unionsborgeres ret til fri bevægelighed, herefter »FreizügG/EU«)?
3)
Såfremt [spørgsmål] 1 besvares benægtende: Er andre primærretlige ligebehandlingsprincipper — navnlig artikel 45, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 18 TEUF — til hinder for en national bestemmelse, som undtagelsesfrit nægter unionsborgere en social ydelse, der tjener til at sikre eksistensgrundlaget og samtidig også letter adgangen til arbejdsmarkedet, i de første tre måneder af deres ophold, når disse unionsborgere ganske vist hverken er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende eller har ret til fri bevægelighed i medfør af § 2, stk. 3, i, FreizügG/EU, men har en faktisk tilknytning til værtsmedlemsstaten og navnlig til arbejdsmarkedet i værtsmedlemsstaten?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EFT L 158, s. 77).
Full & Egal Universal Law Academy