19.1.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 16/17
Sag anlagt den 30. oktober 2014 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-482/14)
(2015/C 016/27)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved W. Mölls, J. Hottiaux og T. Maxian Rusche, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Sagsøgerens påstande
1.
Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU (1) (artikel 6, stk.1, direktiv 91/440/EØF), idet den har tilladt, at statsstøtte, der ydes til jernbaneinfrastrukturen, kan overføres til transportydelser.
2.
Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 4, i direktiv 2012/34/EU (artikel 6, stk. 1, i direktiv 91/440/EØF), idet den har undladt at sikre, at overholdelse af forbuddet mod, at offentlige midler, der ydes til jernbaneinfrastrukturforvaltning, overføres til transportydelser, kan kontrolleres ud fra regnskabstypen.
3.
Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 31, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU (artikel 7, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF), idet den har undladt at sikre, at infrastrukturafgifterne alene kan anvendes til finansiering af infrastrukturforvalterens virksomhed.
4.
Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 2012/34/EU (artikel 9, stk. 4, i direktiv 91/440/EØF) samt artikel 6 stk. 1, sammenholdt med nr. 5 i bilaget til forordning (EF) nr. 1370/2007 (2), idet den har undladt at sikre, at offentlige midler til offentlige passagertransporttjenester figurerer særskilt i de relevante regnskaber.
5.
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort følgende gældende:
Tyskland har tilladt, at Deutsche Bahn-koncernen som følge af aftaler om overførsler af overskud kan anvende indtægter fra jernbaneinfrastrukturforvalterne i form af infrastrukturafgifter og offentlige midler til andre formål end infrastrukturforvaltning. Disse midler kan således anvendes i forbindelse med transportydelser. Dette er i strid med artikel 6, stk. 1, og artikel 31, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU.
Desuden gør infrastrukturforvalternes regnskabsførelse det ikke muligt at kontrollere forbuddet mod overførsel af offentlige midler til transportydelser. Tyskland tillader dette, hvilket er i strid med artikel 6, stk. 4, i direktiv 2012/34/EU.
Endelig sikrer Tyskland ikke, at offentlige midler til offentlige passagertransporttjenester figurerer særskilt i de relevante regnskaber. Dette er i strid med artikel 6, stk. 3, i direktiv 2012/34/EU, samt med artikel 6, stk. 1, sammenholdt med nr. 5 i bilaget til forordning (EF) nr. 1370/2007.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21.11.2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT L 343, s. 32).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23.10.2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 (EUT L 315, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy