23.2.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 65/19
Sag anlagt den 14. november 2014 — Europa-Kommissionen mod Republikken Cypern
(Sag C-515/14)
(2015/C 065/28)
Processprog: græsk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved E. Tserepa-Lacombe og D. Martin)
Sagsøgt: Republikken Cypern
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Republikken Cypern har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 og artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, fordi den ikke med tilbagevirkende kraft fra den 1. maj 2004 har ophævet alderskriteriet i artikel 27 i pensionsloven (L. 97(1)97), og som bevirker, at denne artikel bliver uforenlig med de ovennævnte bestemmelser, da det afholder arbejdstagere fra at forlade deres land for at tage arbejde i en anden medlemsstat, en EU-institution eller en anden international organisation, og fordi det medfører en ulige behandling mellem på den ene side vandrende arbejdstagere, herunder dem, der arbejder i EU-institutioner eller en anden international organisation, og på den anden side de tjenestemænd, der udelukkende har udøvet beskæftigelse i Cypern.
—
Republikken Cypern tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Europa-Kommissionen har nedlagt påstand om at det fastslås, at Republikken Cypern har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 og artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, fordi den ikke med tilbagevirkende kraft fra den 1. maj 2004 har ophævet det alderskriterium, der er indeholdt i artikel 27 i lov L. 97(1)97, og som bevirker, at denne artikel bliver uforenelig med de ovennævnte bestemmelser, da det afholder arbejdstagere fra at forlade deres land for at tage arbejde i en anden medlemsstat, en EU-institution eller en anden international organisation, og fordi det medfører en ulige behandling mellem vandrende arbejdstagere, herunder dem, der arbejder i EU-institutioner, og tjenestemænd, der udelukkende har udøvet beskæftigelse i Cypern. De cypriotiske retsforskrifter, navnlig artikel 27 i pensionslov (L. 97(1)97), fører til en forskelsbehandling mellem tjenestemænd ved den nationale forvaltning og tjenestemænd, der arbejder ved internationale organisationer i en anden medlemsstat eller ved Den Europæiske Union, fordi det kun er arbejdstagere, der udelukkende har udøvet beskæftigelse i Cypern, der, hvis de forlader statens tjeneste, kan påberåbe sig artikel 24 og 25 i pensionsloven og kan bevare deres pensionsrettigheder, også selv om de ikke opfylder alderskriteriet på 45 eller 48 år. Derimod kan arbejdstagere, der har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, ikke påberåbe sig disse artikler og de vil følgelig miste deres pensionsrettigheder.
Derudover hindrer den omtvistede artikel i pensionsloven arbejdskraftens frie bevægelighed, da den fratager arbejdstagerne muligheden for at kumulere alle bidragsperioder, og ikke sikrer en ensartethed i de vandrende arbejdstageres karriere med henblik på pension. Anvendelsen af denne lov betyder, at en ansat, der frivilligt forlader Cyperns offentlige forvaltning for at arbejde ved internationale organisationer i en anden medlemsstat, og som alt efter det foreliggende tilfælde ikke opfylder alderskriteriet på 45 eller 48 år, kun modtager en engangsbetaling og mister sine pensionsrettigheder i henhold til pensionslovens artikel 27, stk. 1, litra b), selv om den pågældende har opfyldt betingelsen om at der skal indbetales bidrag i mindst fem år.
Herudover indeholder lov (L. 31(I)/2012), der alene regulerer muligheden for overførsel af pensionsrettigheder fra og til Den Europæiske Unions pensionsordning, ingen bestemmelse om pensionsrettigheder for tjenestemænd, der forlader Cyperns offentlige forvaltning for at tiltræde en stilling ved Den Europæiske Union, men som i sidste ende beslutter sig for ikke at overføre deres pensionsrettigheder i henhold til artikel 11 i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union. Disse tjenestemænd mister deres pensionsrettigheder, hvis de frivilligt har forladt den offentlige forvaltning og ikke opfylder alderskriteriet.
I øvrigt finder lov af 2011 om pensionsydelser til tjenestemænd og den offentlige tjeneste, herunder lokale myndigheder (generelle bestemmelser) (L. 113[I]2011), kun anvendelse på nyansatte tjenestemænd, der tiltrådte deres stilling den 1. oktober 2011, som er tidspunktet for den ovennævnte lovs ikrafttræden, eller senere, således at forskelsbehandlingen på grund af alder fortsat finder anvendelse for dem, der er omfattet af pensionslov (L.97(I)1997).
Full & Egal Universal Law Academy