23.2.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 65/25
Appel iværksat den 11. december 2014 af Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 2. oktober 2014 i sag T-340/07 RENV: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE mod Europa-Kommissionen
(Sag C-575/14 P)
(2015/C 065/35)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (ved dikigoros M. Sfyri, I. Ampazis)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede dom ophæves.
—
Principalt tilpligtes Kommissionen at yde appellanten erstatning for dennes tab som følge af Kommissionens manglende overholdelse af de aftalemæssige forpligtelser i forbindelse med udførelsen af aftalen EDC-53007 EEBO/27873 vedrørende projektet »e-Content Exposure and Business Opportunities«. Kommissionen tilpligtes nærmere bestemt at betale et beløb på 1 72 588,62 EUR, der svarer til de samlede omkostninger, som appellanten er blevet påført i forbindelse med de samlede arbejdsopgaver, som appellanten påtog sig inden aftalen blev bragt til ophør den 16. maj 2003, og som blev udført af appellanten i overensstemmelse med dennes aftalemæssige forpligtelser. Subsidiært i det tilfælde, at Domstolen finder, at appellanten var forpligtet til at indstille alle aktiviteter fra den 16. maj 2003, tilpligtes Kommissionen i det mindste at betale et beløb på 1 27 076,48 EUR, der svarer til de samlede omkostninger, som appellanten lovligt og i fuld overensstemmelse med aftalens bestemmelser er blevet påført eller har påtaget sig indtil denne dato.
—
Kommissionen tilpligtes at betale for appellantens retlige og andre omkostninger og udgifter, som er opstået i forbindelse med den oprindelige sag og den foreliggende appel, selv om den foreliggende appel måtte blive forkastet, såvel som omkostningerne i forbindelse med den foreliggende appel i det tilfælde, at appellen tages til følge.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har baseret appellen på den omstændighed, at Retten gengav de beviser, der forelå for den, urigtigt, idet den anlagde en urigtig fortolkning af bilag II »Almindelige betingelser« i aftalen EDC-53007 EEBO/27873, undergravede bevisværdien af den forelagte omkostningsoversigt og følgelig urigtigt vurderede, at de dokumenter, som appellanten havde fremlagt ikke var egnede og tilstrækkelige til at bevise, at de omkostninger, der var anført i disse dokumenter, faktisk var opstået ved gennemførelsen af projektet.
Full & Egal Universal Law Academy