16.3.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 89/3
Appel iværksat den 11. december 2014 af Brandconcern BV til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 30. september 2014 i sag T-51/12 — Scooters India Ltd mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-577/14 P)
(2015/C 089/04)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Brandconcern BV (ved Rechtsanwälte A. von Mühlendahl og H. Hartwig, samt avvocati G. Casucci og N. Ferretti)
Andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Scooters India Ltd
Appellantens påstande
—
Den appellerede dom, der blev afsagt af Retten den 30. september 2014, ophæves, og Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes i det af Scooters India Ltd anlagte søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse, der blev truffet af appelkammeret den 1. december 2011 i sag R 2312/2010-1.
—
Subsidiært ophæves den appellerede dom, for så vidt som denne annullerede den anfægtede afgørelse, idet den gav afslag på Scooters India Ltd’s klage angående »køretøjer; befordringsmidler til brug på land, i luften eller i vandet«
—
Harmoniseringskontoret og Scooters India Ltd tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for appellen fremført to anbringender henholdsvis om tilsidesættelse af artikel 50, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 (1) af 26. februar 2009 om EF-varemærker, og om Rettens tilsidesættelse af processuelle regler ved ikke at forkaste Scooters India Ltd’s påstand om annullation, for så vidt som denne fandtes ubegrundet.
Scooters India Limited er indehaver af EF-varemærket LAMBRETTA, som bl.a. er registreret for »køretøjer; befordringsmidler til brug på land, i luften eller i vandet« i klasse 12 i Nice-arrangementet. Appellanten anlagde sag med henblik på, at varemærket blev erklæret fortabt bl.a. for varer i klasse 12 på grundlag af artikel 50, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 som følge af manglende reel brug. Harmoniseringskontorets annullationsafdeling gav medhold i denne begæring. Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret gav afslag på den af Scooters India Ltd indbragte klage som ubegrundet. Ved den appellerede dom annullerede Retten den anfægtede afgørelse truffet af Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret. Retten fastslog, at Harmoniseringskontoret af hensyn til retssikkerheden var forpligtet til at tage varerne i klasse 12, for hvilke der var påberåbt reel brug, i betragtning, selv om disse varer ikke var omfattet af definitionen af de varer, som varemærket var registreret for.
Appellanten har anført, at Retten begik en retlig fejl ved at kræve, at Harmoniseringskontoret skulle tage hensyn til den reelle brug af varemærket LAMBRETTA, som blev hævdet for visse varer, såsom reservedele, selv om disse varer ikke er omfattet af den definition af varer, som varemærket LAMBRETTA er registreret for i klasse 12. Appellanten har anført, at i henhold til en korrekt fortolkning af artikel 50, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 kan kun brug af varer, der falder inden for definitionen af de oplysninger, der afgivet i forbindelse med registreringen, tages i betragtning. Appellanten har anført, at Retten havde pligt til at anvende Domstolens dom i sag C-307/10, Chartered Institute of Patent Attorneys (IP TRANSLATOR).
Appellanten har derfor nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, og at påstanden om annullation af appelkammerets anfægtede afgørelse forkastes.
Appellanten har desuden subsidiært gjort gældende, at selv hvis det antages, at Harmoniseringskontoret havde pligt til at tage hensyn til varerne i klasse 12, for hvilke der var påberåbt reel brug, har Retten begået en processuel fejl ved at annullere den anfægtede afgørelse uden nogen begrænsning. Efter Rettens konstatering i den appellerede dom af, at indehaveren af varemærket LAMBRETTA ikke havde bevist reel brug af varemærket for nogen af de varer, som det er registreret for (men Harmoniseringskontoret var ikke desto mindre forpligtet til at tage hensyn til brugen i forhold til de andre varer i den samme klasse), havde Retten pligt til at stadfæste den anfægtede afgørelse i det omfang, appelkammeret ikke havde konstateret nogen reel brug af varemærket for de varer, som det er registreret for.
(1) EUT L 78, s. 1
Full & Egal Universal Law Academy