DOMSTOLENS KENDELSE (Ottende Afdeling)
6. november 2014 ( *1 )
»Præjudiciel forelæggelse — artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement — åbenbart afvisningsgrundlag — manglende tilstrækkelig præcisering af den faktiske baggrund samt begrundelse for nødvendigheden af at besvare det præjudicielle spørgsmål«
I sag C-366/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Budapesti XX., XXI. és XXIII. kerületi bíróság (Ungarn) ved afgørelse af 11. juli 2014, indgået til Domstolen den 28. juli 2014, i sagen:
Herrenknecht AG
mod
Hév-Sugár kft,
har
DOMSTOLEN (Ottende Afdeling)
sammensat af dommerne C. Toader (refererende dommer), som fungerende formand for Ottende Afdeling, E. Jarašiūnas og C.G. Fernlund,
generaladvokat: N. Jääskinen
justitssekretær: A. Calot Escobar,
idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i henhold til artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement,
afsagt følgende
Kendelse
1
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 23, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1) og artikel 3, stk. 1, i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (EFT L 266, s. 1, herefter »Romkonventionen«).
2
Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem det tyske selskab Herrenknecht AG (herefter »Herrenknecht«) og det ungarske selskab Hév-Sugár kft (herefter »Hév-Sugár«) vedrørende et krav om betaling af leje.
Retsforskrifter
EU-retten
3
Artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 har følgende ordlyd:
»Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:
a)
skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller
b)
i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller
c)
inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.«
4
Romkonventionens artikel 3, stk. 1, bestemmer:
»En aftale er underkastet den lov, som parterne har vedtaget. Lovvalget skal være udtrykkeligt eller fremgå med rimelig sikkerhed af kontraktens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf.«
Ungarsk ret
5
De gældende nationale bestemmelser gentager i det væsentlige bestemmelserne i EU-retten.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
6
Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Herrenknecht som udlejer og Hév-Sugár som lejer den 11. juli 2008 indgik en blandet salgs- og lejekontrakt, hvorved Herrenknecht udlejede anlægsmaskiner til brydning af minegange til Hév-Sugár. Ifølge kontrakten skulle Herrenknecht endvidere sælge det udstyr, der var genstand for kontrakten, til Hév-Sugár efter udløbet af lejeperioden.
7
Den omhandlede kontrakt indeholdt fem bilag, der vedrørte forskellige kontraktretlige spørgsmål, og som ifølge den forelæggende ret indeholdt bestemmelser om, hvilke voldgiftsdommere, som det fremgik af bilag 1 til kontrakten, eller almindelige retter, som det fremgik af bilag 2 og 4 til den nævnte kontrakt, der i tilfælde af en tvist var kompetente til at påkende tvisten. Det fremgik endvidere, at sagsøgeren i den sidstnævnte situation i tilfælde af en tvist kunne vælge mellem de udpegede tyske eller ungarske retter.
8
Det fremgik endvidere af bilag 1 til den nævnte kontrakt, der omhandlede levering af varer, at tysk ret skulle anvendes i tilfælde af tvister, mens bilag 2 og 4 til kontrakten, der omhandlede henholdsvis tilrådighedsstillelse af personale og de generelle lejebetingelser, udpegede schweizisk ret som den anvendelige lovgivning.
9
Den forelæggende ret har inden for rammerne af en sag, der vedrører en af Herrenknecht nedlagt påstand om betaling af leje, efterprøvet sin kompetence af egen drift som følge af, at parterne i deres kontrakt har aftalt bestemmelser med et forskelligt indhold for så vidt angår spørgsmålet om, hvilke retter der må anses for kompetente.
10
Den forelæggende ret har således konstateret, at den er en almindelig ret, der har stedlig kompetence i Ungarn til at påkende tvisten i hovedsagen, men er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den eller en anden af de retter, der udpeges i de værnetingsbestemmelser, der er aftalt mellem parterne, har international enekompetence i henhold til artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, og om, hvorvidt Herrenknecht frit kan vælge mellem de retter, der er udpeget i den omhandlede kontrakt.
11
Den forelæggende ret er endvidere i tvivl om, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, når der henses til Romkonventionens artikel 3, stk. 1, idet de kontraherende parter i de forskellige bilag til kontrakten har anført, at både tysk og schweizisk ret skal anses for anvendelig lovgivning.
12
På denne baggrund har Budapesti XX., XXI. és XXIII. kerületi bíróság besluttet at udsætte sagen og stille Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1)
Hvorledes skal artikel 23, stk. 1, i […] forordning nr. 44/2001 […] fortolkes for så vidt angår spørgsmålet om, hvilken ret der er enekompetent, når de kontraherende parter i kontraktens generelle betingelser har aftalt flere forskellige retter som værende kompetente til at påkende tvister, der opstår i forbindelse med kontrakten, og kan sagsøgeren frit vælge værneting mellem de i aftalen anførte retter, som har enekompetence, og dem, der har en alternativ kompetence, og kan det deraf udledes, at den ret, der påkender tvisten, er enekompetent?
2)
Hvorledes skal Romkonventionens artikel 3, stk. 1, fortolkes for så vidt angår spørgsmålet om, hvilken materiel ret der skal anvendes ved bedømmelsen af kontrakten, når parterne i kontraktens generelle betingelser har aftalt flere [staters] love, og hvilken lov skal i givet fald finde anvendelse?«
Formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse
13
I henhold til artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement kan Domstolen, såfremt det er åbenbart, at en anmodning eller stævning må afvises, til enhver tid efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling.
14
Det bemærkes, at den ved artikel 267 TEUF indførte procedure ifølge Domstolens faste praksis er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre den for dem verserende tvist (jf. i denne retning domme Geistbeck, C-509/10, EU:C:2012:416, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis, og Impacto Azul, C-186/12, EU:C:2013:412, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
15
Det følger ligeledes af fast retspraksis, at det for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Forelæggelsesafgørelsen skal endvidere angive de nøjagtige grunde til, at den nationale ret har rejst spørgsmål om fortolkningen af EU-retten og har fundet det nødvendigt at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (dom Mulders, C-548/11, EU:C:2013:249, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
16
Disse krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af procesreglementets artikel 94 og er ligeledes gengivet i Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2012 C 338, s. 1). Det fremgår bl.a. af punkt 22 i de nævnte anbefalinger, at en anmodning om præjudiciel afgørelse skal »være tilstrækkelig komplet og indeholde samtlige relevante oplysninger for, at Domstolen og de berørte, der er berettigede til at afgive bemærkninger, kan forstå de faktiske og retlige rammer for hovedsagen« (jf. i denne retning kendelse D’Aniello m.fl., C-89/13, EU:C:2014:299, præmis 20).
17
Det skal i denne henseende fremhæves, at forelæggelsesafgørelsens oplysninger ikke blot tjener til at sætte Domstolen i stand til at give brugbare svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at afgive bemærkninger i henhold til artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Det påhviler Domstolen at overvåge, at denne mulighed bevares, når henses til, at det i henhold til denne bestemmelse kun er forelæggelsesafgørelserne, der meddeles de pågældende parter (jf. kendelser Adiamix, C-368/12, EU:C:2013:257, præmis 24, og Mlamali, C-257/13, EU:C:2013:763, præmis 24).
18
I det foreliggende tilfælde må det fastslås, at forelæggelsesafgørelsen åbenbart ikke opfylder de krav, der er anført i denne kendelses præmis 15 og 16.
19
Det bemærkes for det første, at selv om den forelæggende ret uden nærmere præcisering har angivet, at genstanden for tvisten i hovedsagen er »en påstand om betaling af leje«, har den imidlertid ikke redegjort for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for de to spørgsmål. Den forelæggende ret har navnlig ikke anført, om der eventuelt består en sammenhæng mellem genstanden for den omhandlede tvist og en specifik bestemmelse i den i hovedsagen omhandlede kontrakt eller i et af bilagene hertil.
20
Såfremt en sådan sammenhæng med f.eks. bilag 2 og 4 til den i hovedsagen omhandlede kontrakt måtte anses at foreligge, hvilket forelæggelsesafgørelsen imidlertid ikke gør det muligt at bekræfte, ville den forelæggende ret være kompetent i henhold til princippet om anerkendelse af partsautonomien for så vidt angår værnetingsaftaler, og det ville alene være schweizisk ret, der skulle anvendes.
21
Der gives endvidere ikke en udtrykkelig præcisering af, om parterne har anfægtet den forelæggende rets kompetence, idet den forelæggende ret har begrænset sig til at anføre, at den har efterprøvet sin kompetence af egen drift. En sådan præcisering ville bl.a. have været nyttig for at bekræfte parternes vilje, som den kommer til udtryk i værnetingsbestemmelserne eller i de bestemmelser, der udpeger den anvendelige lovgivning.
22
Endelig må det under hensyn til disse betragtninger konstateres, at den forelæggende ret ikke tilstrækkelig klart og præcist har angivet de grunde, der har givet den anledning til at rejse spørgsmål om fortolkningen af EU-retten.
23
Under disse omstændigheder er Domstolen ikke i stand til at give et brugbart svar på de forelagte spørgsmål, og det må derfor på dette stadium i sagen fastslås, at det er åbenbart, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises i henhold til procesreglementets artikel 53, stk. 2.
Sagens omkostninger
24
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
Af disse grunde bestemmer Domstolen (Ottende Afdeling):
Det er åbenbart, at anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Budapesti XX., XXI. és XXIII. kerületi bíróság (Ungarn) ved afgørelse af 11. juli 2014 (C-366/14) skal afvises.
Underskrifter
( *1 ) – Processprog: ungarsk.
Full & Egal Universal Law Academy