15.3.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 78/16
Sag anlagt den 29. januar 2014 — Iran Insurance mod Rådet
(Sag T-63/14)
2014/C 78/33
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Iran Insurance Company (Teheran, Iran) (ved advokat D. Luff)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Stk. 2 i bilag til Rådets afgørelse 2013/661/FUSP af 15. november 2013 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2013 L 306, s. 18) annulleres.
—
Stk. 2 i bilag til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 af 15. november 2013 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2013 L 306, s. 3) annulleres.
—
Det fastslås, at artikel 20, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP (1) som ændret ved artikel 1, stk. 7, i Rådets afgørelse 2012/35/FUSP (2) af 23. januar 2012 og artikel 23, stk. 2, litra d), og artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 (3) af 23. marts 2012 ikke finder anvendelse over for sagsøger.
—
Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort seks anbringender gældende.
1)
Med det første anbringende har sagsøger gjort gældende, at den konkrete begrundelse for opførelse af Iran Insurance Company på listen er udokumenteret. Sagsøgeren har klart afvist at have ydet økonomisk støtte til den iranske regering. Endvidere har sagsøgeren ikke ydet nuklear støtte til Iran. Dermed er betingelserne i artikel 20, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP (som senere ændret ved artikel 1, nr. 7), i Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23. januar 2012, artikel 1, nr. 8), i Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15. oktober 2012 og artikel 1, nr. 2), i Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21. december 2012), samt betingelserne i artikel 23, stk. 2, litra d, i Rådets forordning nr. 267/2012 (som senere ændret ved artikel 1, nr. 11, i Rådets forordning (EU) nr. 1263/2012 af 21. december 2012), ikke opfyldt.
2)
Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved at sanktionere Iran Insurance Company alene med den begrundelse, at det er et statsejet selskab, har udøvet forskelsbehandling i forhold til andre iranske statsejede selskaber, der ikke sanktioneres. I denne forbindelse har Rådet tilsidesat principperne om lighed, forbud mod forskelsbehandling og princippet om god forvaltningsskik.
3)
Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådets afgørelse om at fastholde sagsøgeren på listen over sanktionerede enheder ikke er tilstrækkeligt begrundet. Under henvisning til »foranstaltningernes virkninger inden for rammerne af Unionens politiske mål«, har Rådet ikke specificeret, hvilke virkninger der henvises til, eller hvordan foranstaltningerne ville sigte mod sådanne virkninger.
4)
Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved at fastholde sagsøgeren på listen over sanktionerede selskaber, har misbrugt sine beføjelser. Rådet har i realiteten afvist at efterkomme Rettens dom i sag T-12/11. Rådet har undermineret den institutionelle fordeling i Den Europæiske Union og sagsøgerens ret til, at der træffes afgørelse i sagen, og at denne efterkommes. Rådet har også unddraget sig sit eget ansvar og sine forpligtelser i henhold til Rådets afgørelse 2013/661/FUSP af 15. november 2013 og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 af 15. november 2013, idet disse klart var blevet fastslået over for Rådet ved Rettens dom nævnt ovenfor.
5)
Med det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet har tilsidesat princippet om berettiget forventning ved ikke at efterkomme en af Retten afsagt dom, i hvilken Rådet var part og sagsøger modpart, og hvor Rådet tabte sagen, ved ikke at efterkomme dommens præmisser, ved at tage materielt fejl af sagsøgerens virksomhed og dennes formodede rolle i forhold til Irans regering, ved at undlade at foretage nogen undersøgelse af sagsøgerens reelle rolle og virksomhed i Iran, eftersom Retten anførte, at dette var en vigtig del af EU’s sanktioner mod Iran, og ved at fastholde sanktionerne efter den 20. januar 2014, hvor EU vedtog indtægtsskabende aktiviteter for Iran, idet Iran ikke længere anses for at udøve nukleare spredningsaktiviteter.
6)
Med det sjette anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet har tilsidesat proportionalitetsprincippet.
(1) Rådets afgørelse af 26.7.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39).
(2) Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23.1.2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 19, s. 22).
(3) Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23.3.2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy