19.5.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 151/26
Sag anlagt den 19. februar 2014 — PT Wilmar Bioenergi Indonesia og PT Wilmar Nabati Indonesia mod Rådet
(Sag T-139/14)
2014/C 151/34
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: PT Wilmar Bioenergi Indonesia (Kodya Dumai, Indonesien) og PT Wilmar Nabati Indonesia (Medan, Indonesien) (ved advokat P. Vander Schueren)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 af 19. november 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT L 315, s. 2) annulleres, for så vidt som der herved pålægges sagsøgerne en antidumpingtold.
—
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført elleve anbringender.
1.
Første anbringende om, at EU-institutionerne handlede i strid med grundforordningen (1), idet omkostningerne ikke blev beregnet på grundlag af optegnelser ført af producenter/eksportører af det produkt, der blev undersøgt, og producenter, der var omfattet af undersøgelsen.
2.
Andet anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningen, idet den beregnede normale værdi omfattede omkostninger, der ikke var forbundet med produktion og salg af det omhandlede produkt.
3.
Tredje anbringende om, at EU-Kommissionen handlede i strid med grundforordningen ved at inkludere omkostninger på grundlag af internationale referencepriser i stedet for omkostningerne i oprindelseslandet (Indonesien).
4.
Fjerde anbringende om, at grundforordningen er blevet tilsidesat ved beregningen af den normale værdi i fravær af en særlig markedssituation for det omhandlede produkt.
5.
Femte anbringende om, at grundforordningens artikel 2, stk. 5, er uanvendelig grundet manglende overensstemmelse med artikel 2.2.2, stk. 1, i WTO’s antidumpingaftale, hvis artikel 2, stk. 5, tillader en undtagelse fra forpligtelsen til at anvende produktionsomkostningerne i oprindelseslandet ved beregningen af den normale værdi.
6.
Sjette anbringende om, at Rådets forordning nr. 1194/2013 er behæftet med et åbenbart urigtigt retligt og faktisk skøn, idet den faktiske pris, der betales af biodieselproducenterne for rå palmeolie (»CPO«) ikke reguleres af regeringen, således at den faktiske pris kan forkastes.
7.
Syvende anbringende om, at Rådets forordning nr. 1194/2013 tilsidesætter grundforordningen ved ikke behørigt at tage hensyn til forskelle, der påvirker prisernes sammenlignelighed, idet der ikke blev foretaget en fair sammenligning af den normale værdi og eksportprisen.
8.
Ottende anbringende om, at der blev foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af omkostningsjusteringen, som anvendte en forkert råvare i sagsøgernes tilfælde.
9.
Niende anbringende om, at Rådets forordning nr. 1194/2013 er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, idet udgiften til CPO fra forbundne CPO-producenter blev justeret uden undersøgelse for ikke at være på armslængde, udelukkende på basis af eksportskattens angivelige påvirkning af CPO-priserne.
10.
Tiende anbringende om, at Rådets forordning nr. 1194/2013 bygger på et åbenbart urigtigt skøn, idet (i) anvendelsen af den hjemlige fortjenstmargen for salg af produkter, der udgør en del af den samme generelle kategori som biodiesel, afvises med den begrundelse, at disse salg ikke blev foretaget i normal handel, og (ii) rimeligheden af en fortjenstmargen bedømmes på grundlag af en lang rentesats i stedet for korte eller mellemlange rentesatser for lån.
11.
Ellevte anbringende om, at Rådets forordning nr. 1194/2013 bygger på et åbenbart urigtigt skøn, idet fastsættelsen af en rimelig fortjenstmargen afvises på grundlag af den påstand, at anvendelsen af kapitalafkast ved denne fastsættelse er irrelevant for handelsvirksomheder, fordi de er servicevirksomheder uden betydelige kapitalinvesteringer, hvilket fejlagtigt fornægter, at handelsvirksomheder har behov for driftskapital for at kunne udøve deres handelsaktiviteter.
(1) Rådets forordning (EF) n r. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51), herefter grundforordningen.
Full & Egal Universal Law Academy