26.5.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 159/36
Sag anlagt den 28. marts 2014 — Vanbreda Risk & Benefits mod Kommissionen
(Sag T-199/14)
2014/C 159/49
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Vanbreda Risk & Benefits (Antwerpen, Belgien) (ved advokaterne P. Teerlinck og P. de Bandt)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse af 30. januar 2014 (ref. Ares (2014) 221245), hvorved Kommissionen traf afgørelse om ikke at vælge VANBREDA RISK & BENEFITS SA’s bud for parti 1 i udbud 2013/S 155-269617 (udbud nr. OIB.DR.2/PO/2013/062/591) og tildelte dette parti til selskabet Marsh SA, annulleres.
—
Det pålægges, at de i stævningens kapitel III (foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse) nævnte dokumenter skal fremlægges.
—
Det fastslås, at Kommissionen er ifaldet ansvar uden for kontrakt, og Kommissionen pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 1 mio. EUR som erstatning for tabet af muligheden for at vinde udbuddet, for tab af referencer og for ikke-økonomiske tab.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat et enkelt anbringende om, at Kommissionens tildeling af udbuddet til et selskab, der i strid med udbudsbetingelserne ikke havde vedlagt sit bud en aftale/fuldmagt, hvorved samtlige forsikringsselskaberne i konsortiet påtager sig solidarisk ansvar for udbuddets gennemførelse, er ulovlig.
Anbringendet er opdelt i tre led, idet det anføres, at Kommissionen:
—
har tilsidesat princippet om ligebehandling af de bydende, artikel 111, stk. 5, og artikel 113, stk. 1, i finansforordningen (1) og artikel 146, stk. 1 og 2, artikel 149, stk. 1, og artikel 158, stk. 1 og 3, i gennemførelsesforordningen (2) og bestemmelserne i udbudsbetingelserne, idet den har erklæret, at Marsh’ bud var i overensstemmelse, selv om det ikke indeholdt en af samtlige forsikringsselskaber i konsortiet behørigt underskrevet aftale/fuldmagt i overensstemmelse med bestemmelserne i udbudsbetingelserne
—
har tilsidesat princippet om ligebehandling af de bydende, finansforordningens artikel 112, stk. 1, og gennemførelsesforordningens artikel 160, idet den tillod Marsh at ændre sit bud efter slutdatoen for afgivelse af bud, og
—
har tilsidesat princippet om gennemsigtighed sammenholdt med finansforordningens artikel 102, stk. 1, idet den har nægtet at give et klart svar på det spørgsmål, sagsøgeren stillede med henblik på at få oplyst, om aftalen/fuldmagten var blevet underskrevet af alle de forsikringsselskaber, der deltager i Marsh’ konsortium, og om dette dokument var vedlagt Marsh’ bud.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298, s. 1).
(2) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29.10.2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy