14.7.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 223/22
Sag anlagt den 28. april 2014 — Hydro Aluminium Rolled Products GmbH m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-263/14)
2014/C 223/27
Processprog: tysk
Parter
Sagsøgere: Hydro Aluminium Rolled Products GmbH (Grevenbroich, Tyskland), Aluminium Norf GmbH (Neuss, Tyskland) og Trimet Aluminium SE (Essen, Tyskland) (ved advokaterne U. Karpenstein og C. Johann)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse af 18. december 2013 i statsstøttesag SA.33.995 (2013/C) (ex 2013/NN) — Tyskland, Støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere, K (2013) 4424 endelig annulleres i henhold til artikel 264 TEUF.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat to anbringender.
1.
Første anbringende: Der er ikke tale om statsmidler som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF
Med dette anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen med urette har lagt til grund, at der er tale om anvendelse af »statsmidler« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF i forbindelse med de i loven om forrang for vedvarende energi (herefter »EEG«) tilrettelagte finansielle strømme.
—
Kommissionen har fejlagtigt antaget, at de i henhold til EEG tilrettelagte finansielle strømme fandt sted under anvendelse af »statsmidler« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
—
EEG-afgiften betales udelukkende af private. De opkrævede midler kan heller ikke tilskrives staten. Både med hensyn til selve EEG-afgiften og med hensyn til reduktion heraf for el-intensive forbrugere foreligger der ikke den krævede permanente statskontrol og myndighedernes hermed forbundne faktiske mulighed for at gribe ind.
—
Under alle omstændigheder resulterer den reducerede afgift for el-intensive forbrugere ikke i et afkald på indtægter, som staten normalt kunne have forventet at modtage. Reduktionen finansieres udelukkende med private midler, nemlig ved en højere afgift pr. kilowatt-time elektricitet, som leveres til en ikke-omfattet slutbruger. Den såkaldte særlige godtgørelsesordning i EEG påvirker derfor ikke størrelsen af de samlede indtægter fra EEG-afgiften, men alene den interne byrdefordeling.
2.
Andet anbringende: ingen selektiv begunstigelse som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF
Med det andet anbringende har sagsøgerne anført, at den såkaldte særlige godtgørelsesordning i EEG i modsætning til den af Kommissionen anlagte opfattelse ikke indebærer nogen selektiv begunstigelse som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Sondringen mellem energiintensive og ikke-energiintensive forbrugere bunder i den i EEG omhandlede afgiftsordnings logik og er af denne grund ikke selektiv.
Full & Egal Universal Law Academy