11.8.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 261/35
Sag anlagt den 26. maj 2014 — HK Intertrade mod Rådet
(Sag T-372/14)
2014/C 261/60
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: HK Intertrade Co. Ltd (Wanchai, Hong Kong) (ved solicitor J. Grayston samt advokaterne P. Gjørtler, G. Pandey, D. Rovetta, D. Sellers og N. Pilkington)
Sagsøgt: Rådet for den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Rådets afgørelse som indeholdt i skrivelse af 14. marts 2014 til sagsøgerens advokater vedrørende revision af listen over udpegede personer og enheder i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran, som ændret ved Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21. december 2012, og i bilag IX til forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran, som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1264/2012 af 21. december 2012, annulleres, for så vidt som den anfægtede afgørelse udgør en afvisning af at fjerne sagsøgeren fra listen over de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger.
—
Nærværende sag forenes med sag T-159/13 i henhold til procesreglementets artikel 50, stk. 1.
—
Rådet tilpligtes at betale omkostningerne i nærværende sag.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender, med hvilke det er gjort gældende, at begrundelsen var utilstrækkelig, og at Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn.
Sagsøgeren har anført, at selv om selskabet er et datterselskab af det på listen opførte selskab National Iranian Oil Company (NIOC), har Rådet ikke godtgjort, at dette indebærer en økonomisk fordel for den iranske stat, der er i strid med det formål, der forfølges med de anfægtede foranstaltninger. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Rådet faktisk aldrig har angivet sagsøgeren, og at denne fejl ikke kan afhjælpes ved en berigtigelse, sådan som Rådet har gjort.
Full & Egal Universal Law Academy