4.8.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 253/50
Sag anlagt den 24. maj 2014 — Fih Holding and Fih Erhversbank mod Kommissionen
(Sag T-386/14)
2014/C 253/66
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Fih Holding A/S (København, Danmark) og Fih Erhversbank A/S (København) (ved advokat O. Koktvedgaard)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Kommissionens afgørelse af 11. marts 2014 K(2014) 1280 endelig, om statsstøtte SA.34445 (2012/c), som Danmark har ydet for tilførslen af aktiver knyttet til fast ejendom fra FIH til FSC, annulleres, og
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.
1.
Med det første anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen fastslog, at »ingen virksomhed, der operer under markedsvilkår, ville have været villig til at investere på betingelser og vilkår, der svarer til disse sidstnævnte i aktiekøbskontrakten« (93. betragtning), at »foranstaltningerne er følgelig ikke i overensstemmelse med princippet om markedsøkonomiske investorer« (93. og 99. betragtning) og i artikel 1, stk. 1, at overdragelsen af aktiver udgjorde statsstøtte.
2.
Med det andet anbringende gøres gældende, at FSC ikke skal sammenlignes med en privat investor, der er ledet af langsigtede rentabilitetsudsigter, men med en privat kreditor, som søger at opnå betaling af et beløb, som skyldes af en debitor, der er i økonomiske vanskeligheder, hvilket er begrundet i det allerede eksisterende fordringer, der påhviler FSC.
3.
Med det tredje anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som det i 116. betragtning fastslås, at bruttokapitalaflastningsvirkningen beløb sig til 375 mio. DKK, der skulle forrentes, og at overdragelsesværdien var på 254 mio. DKK over den reelle værdi, som skulle tilbagebetales, og som i artikel 1, stk. 2, og i den bindende vilkårsaftale (»Term sheet«), tilsagn 6, gør godkendelsen betinget heraf.
4.
Med det fjerde anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen i litra a) i 103. betragtning fastslog, at der forelå »en fordel, der relaterer sig til aktiekøbskontraktsformlen (0,73 mia. DKK)« og i litra b) i 103. betragtning »et manglende egenkapitalinvesteringsafkast (1,33 mia. DKK)«. Af denne grund er der intet grundlag for det krav om forrentning af kapitalaflastningen, som Kommissionen fremsatte i artikel 1, stk. 2, og i tilsagn nr. 6.
5.
Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen misforstod aftalens vilkår, da den fastslog, at FIH skulle tilbagebetale 254 mio. DKK til FSC (116. betragtning) for forskellen mellem overdragelsesværdien og den reelle værdi af aktiverne.
6.
Med det sjette anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 296 TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i chartret om grundlæggende rettigheder, idet Kommissionen ikke iagttog sin grundlæggende pligt til at begrunde sin afgørelse.
Full & Egal Universal Law Academy