4.8.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 253/58
Sag anlagt den 13. juni 2014 — Remolcadores Nosa Terra og Hospital Povisa mod Kommissionen
(Sag T-432/14)
2014/C 253/78
Processprog: spansk
Parter
Sagsøgere: Remolcadores Nosa Terra, SA (Vigo, Spanien) og Hospital Povisa, SA (Vigo) (ved advokat J. Otero Novas)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Den anfægtede afgørelse annulleres for så vidt angår tilbagesøgningen af de fordele, som i henhold til afgørelsen tilkommer de sagsøgerende selskaber som medlemmer af diverse økonomiske interessegrupper.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Den afgørelse, der anfægtes i denne sag, er den samme som i sag T-515/13, Kommissionen mod Spanien.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fem anbringender.
1.
Det spanske system for finansiel leasing (SEAF) udgør en helhed, hvori de forskellige foranstaltninger, som i sig selv er lovlige eller ulovlige i henhold til det af Kommissionen anvendte kriterium, er nødvendige for indgåelsen af skibsbygningskontrakter med de spanske skibsværfter.
2.
Selv om de direkte fordele, som Kommissionen har kvalificeret som ulovlige, blev tildelt medlemmerne af de økonomiske interessegrupper, blev hele systemet udarbejdet og gennemført med henblik på at sikre, at disse fordele ville komme alle deltagerne i systemet: skibsværfter, økonomiske interessegrupper, skibsredere, deltagende banker og mellemhandlende selskaber i forbindelse med forskellige transaktioner til gode.
3.
Kommissionen fastslog i sin afgørelse statens pligt til at tilbagesøge den ulovlige støtte, som var blevet tildelt, men kun fra de økonomiske interessegrupper, hvorved de andre deltagere i systemet ikke blev pålagt tilbagebetalingsbyrden.
4.
Der er ikke blevet givet nogen begrundelse for, hvorfor Kommissionen i denne sag har valgt at anvende tilbagesøgningsmuligheden, eller hvorfor tilbagebetalingsbyrden alene skal påhvile de økonomiske interessegrupper.
5.
Beslutningen om, at det alene er de økonomiske interessegrupper, som skal bære tilbagebetalingsbyrden, blev truffet af andre grunde end dem, der kan begrunde, at Kommissionen gives beføjelse til at træffe afgørelse om en tilbagesøgning.
Full & Egal Universal Law Academy