25.8.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 282/45
Sag anlagt den 16. juni 2014 — LS Cable & System mod Kommissionen
(Sag T-439/14)
2014/C 282/59
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: LS Cable & System Ltd (Anyang, Republikken Korea) (ved S. Kinsella og solicitor S. Spinks)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Artikel 1, stk. 11, og artikel 2, litra t), i Kommissionens afgørelse K(2014) 2139 af 2. april 2014 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 i sag AT.39610 — elektriske kabler (»Afgørelsen«) annulleres, for så vidt som den er rettet til sagsøgeren.
—
Subsidiært nedsættes den bøde, der blev pålagt sagsøgeren i afgørelsens artikel 2, litra t), betydeligt.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
1.
Med det første anbringende gøres gældende, at afgørelsen ikke indeholder beviser, der retligt fyldestgørende godtgør sagsøgerens deltagelse i den samlede, vedvarende overtrædelse, idet afgørelsen er støttet på en fejlagtig argumentation og fremlægger utilstrækkeligt bevis for sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF, artikel 2 i forordning nr. 1/2003 og princippet om uskyldsformodning.
2.
Med det andet anbringende gøres gældende, at afgørelsens anvendelse af retningslinjernes punkt 18 er i strid med retningslinjerne for bøder og tilsidesætter proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet
—
afgørelsen ikke iagttager retningslinjerne for bøder uden en objektiv begrundelse ved at behandle UG og SM elektriske kabler separat med henblik på fordelingen af salg på EØS-markedet til sagsøgeren og ved ikke i tilstrækkelig grad at afspejle sagsøgerens relative vægt i forbindelse med overtrædelsen;
—
den giver producenter (herunder sagsøgeren), der kun producerede UG el-kabler, en diskriminerende fordel, og
—
den fører til en uforholdsmæssig stor fordeling af salget på EØS-markedet til sagsøgeren.
3.
Med det tredje anbringende gøres gældende, at afgørelsen tilsidesætter artikel 23 i forordning (EF) 1/2002, punkt 20 i retningslinjerne for bøder og proportionalitetsprincippet ved ikke at tage behørigt hensyn til overtrædelsens grovhed ved fastsættelsen af sagsøgerens del af bøden, idet den ikke tager hensyn til:
—
den omstændighed, at sagsøgeren kun producerede UG-el-kabler;
—
sagsøgerens manglende viden om SM-delen og visse centrale elementer af UG-delen af overtrædelsen, og
—
sagsøgerens konkurrencemæssige adfærd i EØS og på eksportområderne og dens ophør med at deltage i kartellets UG-del.
4.
Med det fjerde anbringende gøres gældende, at afgørelsen tilsidesætter proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved ikke at indrømme sagsøgeren en bødenedsættelse på mere end 11 % under hensyn til formildende omstændigheder.
Full & Egal Universal Law Academy