15.9.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 315/67
Sag anlagt den 18. juni 2014 — EEB mod Kommissionen
(Sag T-462/14)
2014/C 315/112
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Det Europæiske Miljøkontor (EEB) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat B. Kloostra)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens anfægtede afgørelse af 8. april 2014 annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Med dette søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 8. april 2014 (Ares(2014)11102834), hvorved denne afviste sagsøgerens anmodning om intern prøvelse af Kommissionens afgørelse 2013/687/EU af 26. november 2013 om en meddelelse fra Den Hellenske Republik vedrørende en national overgangsplan, jf. artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.
1.
Første anbringende vedrører en urigtig anvendelse af artikel 10 sammenholdt med artikel 2, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1367/2006 (1). Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede retsakt handlede i strid med Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, eftersom de bestemmelser, som Kommissionen har anvendt — artikel 10 sammenholdt med artikel 2, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1367/2006 — er uforenelige med Århuskonventionens artikel 9, stk. 3. Den urigtige anvendelse af disse bestemmelser i forordning nr. 1367/2006 burde have foranlediget Kommissionen til at fastslå at anmodningen om intern prøvelse opfyldte betingelserne for behandling.
2.
Andet anbringende, der fremsættes subsidiært, vedrører det forhold, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede retsakt har tilsidesat sin forpligtelse til så vidt muligt at handle i overensstemmelse med konventionen. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen burde have fortolket artikel 10 i forordning nr. 1367/2006 og navnlig ordet »forvaltningsakt« i denne bestemmelse i overensstemmelse med Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, og skulle have set bort fra definitionen af »forvaltningsakt« som fastsat i artikel 2, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1367/2006, der ifølge sagsøgeren er for restriktiv.
3.
Tredje anbringende, der fremsættes mere subsidiært, vedrører det forhold, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede retsakt har handlet i strid med artikel 2, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1367/2006 ved at fastslå, at Kommissionens afgørelse 2013/687/EU ikke vedrørte en enkeltperson.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT 2006 L 264, s. 13).
Full & Egal Universal Law Academy