10.11.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 395/50
Sag anlagt den 26. juni 2014 — Green Source Poland mod Kommissionen
(Sag T-512/14)
2014/C 395/63
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Green Source Poland sp. z o.o. (Warszawa, Polen) (ved advokaterne M. Merola og L. Armati)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Beslutningen annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Med det foreliggende søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K (2014) 2289 endelig af 7. april 2014, hvormed Kommissionen afslog at yde et finansielt bidrag fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til det foreslåede store projekt »Køb og gennemførelse af en innovativ produktionsteknologi til biokomponenter med henblik på fremstilling af biobrændstoffer«, der indgår i det operationelle program »Innovativ Økonomi« til strukturstøtte inden for rammerne af konvergensmålet i Polen.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.
1.
Første anbringende om at Kommissionen overskred sine beføjelser i henhold til artikel 41 i forordning nr. 1083/2006 (1) og tilsidesatte princippet om retssikkerhed og proportionalitetsprincippet, idet den de facto tillagde et forslag til direktiv, der endnu ikke var vedtaget — nemlig forslaget til ILUC-direktivet (2) — bindende virkning. Sagsøgeren har gjort gældende, at afslaget i virkeligheden ikke var støttet på den omstændighed, at projektet manglede en høj grad af innovation som et førstegenerations produktionsanlæg til produktion af biobrændstoffer fra fødevareafgrøder, men på den omstændighed, at projektet ikke var i overensstemmelse med forslaget til ILUC-direktivet, der fremmer andengenerationsbiobrændstoffer fremstillet af afgrøder, der ikke er fødevareafgrøder. Kommissionen støttede sig således på fremtidig lovgivning for at afslå at yde bidrag fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.
2.
Andet anbringende om at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten og en åbenbar vurderingsfejl, idet det blev antaget, at forslaget til ILUC-direktiv undergraver det foreslåede anlægs levedygtighed. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen begik en fejl, da den antog, at anlæggets langfristede økonomiske levedygtighed ville være tvivlsom fra 2020 på grundlag af antagelsen om, at alene biobrændstoffer produceret af afgrøder, der ikke er fødevareafgrøder, vil modtage økonomisk støtte fra 2020.
3.
Tredje anbringende om at der er sket proceduremisbrug og at der foreligger tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet på grund af de inkonsekvente og kunstige begrundelser, som Kommissionen har påberåbt sig efter hinanden for at afslå at yde bidrag fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.
4.
Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 41 i forordning nr. 1083/2006 eftersom Kommissionen i dens vurdering gik ud over de kriterier, der var fastsat i det relevante operationelle program, og derved konkluderede, at alene »avancerede løsninger« og »de mest innovative og nyeste løsninger« skulle ydes bidrag. Det operationelle program henviser imidlertid kun til nye og moderne løsninger, der skulle fortolkes i lyset af den aktuelle grad af den industrielle og kommercielle udvikling i Polen og det generelle formål om at støtte udviklingen i den berørte region.
5.
Femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 41 i forordning nr. 1083/2006, af princippet om god forvaltningsskik og om at der skal udvises rettidig omhu, samt af begrundelsespligten.
6.
Sjette anbringende om at der er sket proceduremisbrug og tilsidesættelse af principperne om en rimelig frist og god forvaltningsskik, samt tilsidesættelse af artikel 41, stk. 2, i forordning nr. 1083/2006, der fastsætter en frist på tre måneder til at træffe beslutning vedrørende større projekter. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen kontinuerligt opfordrede Polen til at trække sin anmodning tilbage og gentog de samme spørgsmål eller tilføjede nye og ikke-relaterede spørgsmål og således trak proceduren i langdrag i mere end halvandet år, og derved nedsatte chancerne for at det forslåede projekt kunne gennemføres.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11.7.2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (EUT L 210, s. 25).
(2) Forslag KOM (2012) 595 endelig til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.
Full & Egal Universal Law Academy