3.11.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 388/18
Sag anlagt den 28. juli 2014 — Ackermann Saatzucht m.fl. mod Parlamentet og Rådet
(Sag T-559/14)
2014/C 388/22
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Ackermann Saatzucht GmbH & Co. KG (Irlbach, Tyskland), Böhm-Nordkartoffel Agrarproduktion GmbH & Co. OHG (Hohenmocker, Tyskland), Deutsche Saatveredelung AG (Lippstadt, Tyskland), Ernst Benary, Samenzucht GmbH (Hann. Münden, Tyskland), Freiherr Von Moreau Saatzucht GmbH (Osterhofen, Tyskland), Hybro Saatzucht GmbH & Co. KG (Kleptow, Tyskland), Klemm + Sohn GmbH & Co. KG (Stuttgart, Tyskland), KWS Saat AG (Einbeck, Tyskland), Norddeutsche Pflanzenzucht Hans-Georg Lembke KG (Hohenlieth, Tyskland), Nordsaat Saatzuchts GmbH (Halberstadt, Tyskland), Peter Franck-Oberaspach (Schwäbisch Hall, Tyskland), P.H. Petersen Saatzucht Lundsgaard GmbH (Grundhof, Tyskland), Saatzucht Streng — Engelen GmbH & Co. KG (Uffenheim, Tyskland), Saka Pflanzenzucht GmbH & Co. KG (Hamburg, Tyskland), Strube Research GmbH & Co. KG (Söllingen, Tyskland), Gartenbau und Spezialkulturen Westhoff GbR (Südlohn-Oeding, Tyskland) og W. von Borries-Eckendorf GmbH & Co. KG (Leopoldshöhe, Tyskland) (ved advokaterne P. de Jong, P. Vlaemminck og B. Van Vooren)
Sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet
Sagsøgernes påstande
—
Annullationssøgsmålet antages til realitetsbehandling.
—
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 511/2014 af 16. april 2014 om de overholdelsesforanstaltninger fra Nagoyaprotokollen om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, som brugere i Unionen skal respektere (EUT L 150, s. 59), annulleres.
—
Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fem anbringender.
1.
Det første anbringende om, at EU er kontraherende part i den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder, gennemført i EU ved forordningen om EF-sortsbeskyttelse (1). Denne forordnings artikel 15, litra c), anerkender den såkaldte forædlerundtagelse, der går ud på, at EF-sortsbeskyttelsen ikke omfatter »handlinger med henblik på at frembringe eller finde og udvikle [nye] sorter«. Den anfægtede foranstaltning er en alvorlig begrænsning af forædlerundtagelsen, og den tilsidesætter således en bindende international forpligtelse for EU, der har direkte virkning. Forædlerundtagelsen er endvidere anerkendt i artikel 27 i Aftalen om en fælles patentdomstol. Selv om EU ikke er part i denne aftale, kræver den anfægtede foranstaltning i det væsentlige, at medlemsstaterne tilsidesætter deres internationale forpligtelser, der følger af Aftalen om en fælles patentdomstol.
2.
Det andet anbringende om, at Den Europæiske Union som kontraherende part i konventionen om den biologiske mangfoldighed og i henhold til artikel 3, stk. 5, TEU, er forpligtet til at støtte bevarelsen af Jordens biologiske mangfoldighed. Den anfægtede forordning vil have en betydelig neddæmpende virkning på alle bestræbelser, der er forbundet med beskyttelsen af den biologiske plantemangfoldighed, hvilket således tilsidesætter denne internationale forpligtelse.
3.
Det tredje anbringende om, at den anfægtede foranstaltning udelukkende er støttet på artikel 192, stk. 1, TEUF. Ifølge fast retspraksis skal retsgrundlaget for en foranstaltning være støttet på objektive forhold, som gør det muligt at foretage domstolskontrol. For så vidt som foranstaltningen har til formål at tilvejebringe overholdelsesforanstaltninger som brugere skal respektere på EU’s indre marked, skulle forordningen have været støttet på artikel 114 TEUF. Valget af retsgrundlag har følger for retsaktens indhold, eftersom de formål, som retsgrundlagene kan anvendes til, er vidt forskellige og således påvirker lovgivningsprocessen væsentligt.
4.
Det fjerde anbringende om, at forordningen åbenbart tilsidesætter proportionalitetsprincippet i artikel 5, stk. 4, TEU, for det første fordi konsekvensanalysen manglede en sammenhæng mellem kvantitative data og konklusionerne, som alene var støttet på »kvalitative« argumenter, for det andet fordi det var åbenbart, at forordningen ikke tog hensyn til planteforædlingssektoren, som var alvorligt og tydeligt påvirket som følge af den omstændighed, at genetiske ressourcer netop er kernen i denne sektor og ikke blot er en underordnet del af sektorens aktiviteter, for det tredje fordi forordningen indfører åbenbart uforholdsmæssige begrænsninger af artikel 16 i EU-chartret, for det fjerde fordi forordningen pålægger en de facto vedvarende forpligtelse for planteforædlingssektoren til at registrere og opbevare oplysninger vedrørende deres aktiviteter, og endelig fordi der findes mindre byrdefulde foranstaltninger, således som det fremgår af »den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer på fødevare- og landbrugsområdet«.
5.
Det femte anbringende om, at den anfægtede forordning skaber en situation med åbenbar retsusikkerhed for planteforædlere, for det første fordi dens anvendelsesområde afhænger af, om medlemsstaterne vælger at udøve suverænitet over genetiske ressourcer eller ikke, for det andet fordi den bygger på resultatåbne definitioner, som ikke gør det muligt at fastslå, om en genetisk ressource kan antages at have været »anvendt«, for det tredje fordi forordningens resultatåbne fortolkning medfører en mulig de facto anvendelse med tilbagevirkende kraft, og endelig fordi udviklingen af bedste praksis blot »kan« mindske risikoen for, at de brugere, som er genstand for den anfægtede foranstaltning, ikke overholder forpligtelserne.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27.7.1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT L 227, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy