10.11.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 395/51
Sag anlagt den 30. juli 2014 — EEB mod Kommissionen
(Sag T-565/14)
2014/C 395/64
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Det Europæiske Miljøkontor (EEB) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat S. Podskalská)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Den anfægtede kommissionsafgørelse af 12. juni 2014 (Ares (2014)1915757) annulleres.
—
Den anden anfægtede kommissionsafgørelse af 17. februar 2014 (2014/804/EU) annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Med nærværende søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 12. juni 2014 (Ares (2014)1915757), hvorved Kommissionen afviste sagsøgerens anmodning om intern prøvelse af Kommissionens afgørelse K(2014) 804 endelig af 17. februar 2014 om Republikken Polens meddelelse om en national overgangsplan, der er omhandlet i artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU (1) om industrielle emissioner. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse K(2014) 804 endelig af 17. februar 2014.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.
1.
Det første anbringende vedrører afgørelse Ares (2014)1915757, idet det anføres, at forordning nr. 1367/2006 (2) og direktiv 2010/75 er blevet tilsidesat:
—
henset til, at afgørelsen om den nationale overgangsplan er en individuel foranstaltning og derfor en forvaltningsakt i henhold til forordning nr. 1367/2006. Ifølge sagsøgeren skulle Kommissionen således have fastslået, at anmodningen om intern prøvelse skulle behandles
—
henset til, at Kommissionen skulle have fortolket artikel 10 i forordning nr. 1367/2006 i overensstemmelse med Århuskonventionen og fastslået, at artikel 2, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1367/2006 var ulovlig
—
henset til, at Kommissionens argumentation er baseret på en ukorrekt fortolkning af de relevante bestemmelser i direktiv 2010/75/EU.
2.
Det andet anbringende vedrører afgørelse K(2014) 804 endelig, idet det anføres, at artikel 17 TEU, direktiv 2010/75/EU, Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/115/EU (3), Århuskonventionen, direktiv 2001/42/EF (4) og direktiv 2008/50/EF (5) er blevet tilsidesat.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24.11.2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (EUT L 334, s. 17).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT L 264, s. 13).
(3) Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/115/EU af 10.2.2012 om fastsættelse af regler for de nationale overgangsplaner, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner (meddelt under nummer K(2012) 612) (EUT L 52, s. 12).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27.6.2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197, s. 30).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21.5.2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa (EUT L 152, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy