10.11.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 395/59
Sag anlagt den 19. september 2014 — Biogaran mod Kommissionen
(Sag T-677/14)
2014/C 395/72
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Biogaran (Colombes, Frankrig) (ved advokat T. Reymond)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Artikel 1, 7 og 8 i Kommissionens afgørelse nr. K(2014) 4955 endelig af 9. juli 2014 vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 og artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (AT.39612-Perindopril (SERVIER)) annulleres, for så vidt som de vedrører Biogaran.
—
Subsidiært nedsættes den bøde, Biogaran er blevet pålagt i henhold til afgørelsens artikel 7 meget væsentligt under Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret.
—
Biogaran indrømmes fordelen af enhver annullation, hel eller delvis, af Kommissionens afgørelse nr. K(2014) 4955 endelig af 9. juli 2014 i forbindelse med det søgsmål, der er anlagt af selskaberne Servier S.A.S, Les Laboratoires Servier og Servier Laboratories Limited, og der drages enhver følge deraf i forbindelse med Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som det ikke deri godtgøres, at sagsøgeren har deltaget i nogen som helst overtrædelse af konkurrencereglerne.
Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgeren ikke selv har foretaget nogen konkurrencebegrænsende handling og ikke kan pålægges ansvar for en aftale om mindelige afgørelser vedrørende patenter, som dens moderselskab har indgået, og som sagsøgeren ikke var deltager i eller kendte indholdet af.
2.
Andet anbringende om, at de faktiske omstændigheder er blevet urigtigt gengivet, for så vidt som det i den anfægtede afgørelse med urette anføres, at den licens- og leveringsaftale, som sagsøgeren havde indgået med selskabet Niche, tjente som yderligere incitament for dette selskab til at indgå aftalen om mindelige afgørelser vedrørende patenter med sagsøgerens moderselskab.
3.
Tredje anbringende om, subsidiært, en retlig fejl, for så vidt som sagsøgeren er blevet pålagt en bøde på trods af, at der er tale om en ny form for overtrædelse.
Full & Egal Universal Law Academy