1.12.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 431/40
Sag anlagt den 9. oktober 2014 — NK Rosneft m.fl. mod Rådet
(Sag T-715/14)
(2014/C 431/64)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: NK Rosneft OAO (Moskva, Rusland), RN-Shelf-Arctic OOO (Moskva), RN-Shelf-Dalniy Vostok ZAO (Yuzhniy Sakhalin, Rusland), RN-Exploration OOO (Moskva) og Tagulskoe OOO (Krasnoyarsk, Rusland) (ved T. Beazley, QC)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgernes påstande
—
Artikel 1, stk. 2, litra b), c) og d), og artikel 3 samt bilag III til Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, som ændret ved Rådets afgørelse 2014/659/FUSP af 8. september 2014, annulleres.
—
Artikel 3, artikel 3a, artikel 4, stk. 3 og 4, bilag II, artikel 5, stk. 2, litra b), c), og d), samt artikel 5, stk. 3, bilag VI og artikel 11 i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 960/2014 af 8. september 2014, annulleres.
—
Endvidere eller subsidiært: Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 og Rådets afgørelse 2014/512/FUSP annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgerne.
—
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført ni anbringender.
1.
Med det første anbringende gøres det gældende, at Rådet har forsømt at fremkomme med en begrundelse, der er tilstrækkelig til at muliggøre en fuldstændig prøvelse af enten den materielle eller den processuelle lovlighed af de bestemmelser, som sagsøgeren har påstået annulleret (de »omhandlede foranstaltninger«), og har tilsidesat sagsøgernes ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse med hensyn til de omhandlede foranstaltninger.
2.
Med det andet anbringende gøres det gældende, at Rådet ikke har fremlagt materiale, der kan begrunde eller faktisk begrunder de omhandlede foranstaltninger som havende et legitimt eller lovligt formål.
3.
Med det tredje anbringende gøres det gældende, at de omhandlede foranstaltninger er i strid med EU’s folkeretlige forpligtelser i henhold til partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Rusland og/eller GATT.
4.
Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at Rådet manglede kompetence til at vedtage de omhandlede foranstaltninger, eller at disse foranstaltninger er ulovlige, fordi det hverken er indlysende eller fremgår af begrundelsen, at der er en logisk forbindelse mellem det erklærede formål i Rådets afgørelse 2014/512/FUSP og de valgte midler til at fremme det.
5.
Med det femte anbringende gøres det gældende, at Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 ikke gennemfører bestemmelserne i Rådets afgørelse 2014/512/FUSP korrekt, idet Rådet ikke havde kompetence til at vedtage eller, hvis det havde kompetence, ikke lovligt kunne vedtage artikel 3 i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014, idet den (i hvert fald) umiddelbart er i strid med de underliggende bestemmelser i Rådets afgørelse 2014/512/FUSP, navnlig dennes artikel 4.
6.
Med det sjette anbringende gøres det gældende, at Rådet ikke havde kompetence til at vedtage eller ikke lovligt kunne vedtage de omhandlede foranstaltninger, idet de tilsidesatte de grundlæggende principper om ligebehandling og om, at der ikke må foreligge vilkårlighed.
7.
Med det syvende anbringende gøres det gældende, at Rådet ikke havde kompetence til at vedtage eller ikke lovligt kunne vedtage de omhandlede foranstaltninger, idet de ikke står i et rimeligt forhold til, eller det ikke er godtgjort, at de står i et rimeligt forhold til det mål, der forfølges med Rådets afgørelse 2014/512/FUSP. Endvidere, som en følge af deres manglende proportionalitet, a) krænker bestemmelserne Unionens lovgivningskompetence inden for den fælles handelspolitik, og b) de udgør et uberettiget indgreb i sagsøgernes grundlæggende ejendomsret og/eller deres frihed til at oprette og drive egen virksomhed.
8.
Med det ottende anbringende gøres det gældende, at især henset til den manglende begrundelse for de omhandlede foranstaltninger og deres karakter kan i hvert fald en del af hensigten med den anfægtede bestemmelse have været at tjene et andet formål end det erklærede formål, og at de i henhold til Rådets afgørelse 2014/512/FUSP tildelte beføjelser i en yderligere, særskilt henseende er blevet misbrugt.
9.
Med det niende anbringende gøres det gældende, at den forfatningsmæssige garanti for retssikkerhed er blevet tilsidesat, herunder ved den manglende klarhed af nøglebegreber i de omhandlede foranstaltninger.
Full & Egal Universal Law Academy