22.12.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 462/30
Sag anlagt den 3. november 2014 — Meta Group mod Kommissionen
(Sag T-744/14)
(2014/C 462/43)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøge: Meta Group Srl (Rom, Italien) (ved advokaterne A. Bartolini og A. Formica)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Kommissionen har misligholdt sine betalingsforpligtelser i henhold til nedenfor nævnte tilskudsaftale for et beløb på 5 66 377,63 EUR for så vidt angår skyldige, men ubetalte tilskud, og det fastslås, at den modregning, der er foretaget i de beløb, som sagsøgeren har fremsat krav om, er ulovlig.
—
Kommissionen tilpligtes som følge heraf at betale sagsøgeren nævnte beløb på 5 66 377,63 EUR med tillæg af morarenter og godtgørelse for pengeforringelsen.
—
Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for sagsøgerens tab til et samlet beløb på 8 15 000,00 eller et højere beløb, som Retten måtte finde passende ved afslutningen af retssagen, ud over de væsentlige tab, som følger af den nævnte ulovlige modregning.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Genstand for nærværende søgsmål er en påstået misligholdelse fra Kommissionens side af take-it-up-kontrakterne (nr. 245637), BCreative (nr. 245599) og Ecolink+ (nr. 256224), der blev indgået inden for rammerne af »det femte og det sjette rammeprogram for Den Europæiske Unions forskning og teknologisk udvikling«.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ti anbringender.
1.
Første anbringende vedrører Kommissionens misligholdelse af de kontraktlige bestemmelser vedrørende timelønnen for overenskomsttilknyttede tjenesteydere (tilsidesættelse af artikel II. 19, stk. 1, litra d), i bilag II til tilskudsaftalerne,
—
Kommissionen har ved fastlæggelsen af timelønnen for overenskomsttilknyttede tjenesteyder handlet i strid med bestemmelserne i artikel II.19, stk. 1, litra d), i bilag II, for så vidt som den bestemmer, at indberetningen af omkostninger til overenskomsttilknyttede tjenesteyderes omkostninger i deres egenskab af erhvervsdrivende, der udøver tjenesteydelser til gennemførelse af et støtteberettiget projekt i henhold til de aftaler, der er indgået inter partes, skal gennemføres i overensstemmelse med reglerne i den medlemsstat, hvori den pågældende støttemodtager udøver sin virksomhed.
2.
Andet anbringende vedrører Kommissionens misligholdelse af kontraktlige bestemmelser vedrørende fastlæggelse af timelønnen for overenskomsttilknyttede tjenesteydere (artikel II.19, stk. 1, litra d), i bilag II til aftalerne om tilskud)
—
Kommissionen har ved fastlæggelsen af timelønnen for overenskomsttilknyttede tjenesteydere også handlet i strid med bestemmelsen i artikel II.19, stk. 1, litra b), i tilskudsaftalerne i henhold til hvilken støtteberettigede udgifter skal fastlægges på grundlag af de generelle principper, der gælder på tidspunktet for underskrivelsen af kontrakten. Navnlig er Kommissionens henvisning til de parametre, der er fastsat for »Marie Curie«-programmerne fuldstændig upassende og vilkårlig, eftersom disse parametre vedrører regler, der først trådte i kraft i 2011, og endvidere kun finder anvendelse på FP7-programmet, og således som sådan ikke var gældende på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder.
3.
Tredje anbringende vedrører Kommissionens misligholdelse af kontraktlige bestemmelser i artikel I.11 (»Other Special conditions«) i aftalen om tilskud til Take it up-projektet.
—
Kommissionen har i relation til aftalerne vedrørende CIP-programmet og navnlig til aftalen vedrørende Take it up-projektet tilsidesat art. I.11, henset til, at den konsekvent undlod at vedtage nogen formel eller implicit beslutning om afvisning af den metode, som META foreslog til implementering af kontraktbestemmelsen.
4.
Fjerde anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af artikel II.19, stk. 1, litra b) i bilag II til tilskudsaftalerne ved at klassificere det ansættelsesforhold, der blev indgået med de eksperter, der arbejdede for det sagsøgte selskab, i en underentreprise.
—
Kommissionen har tillige tilsidesat artikel II.19, litra b), i bilag II til tilskudsaftalerne, for så vidt som den fejlagtigt i relation til de eksperter, der var ansat af META i forbindelse med udførelsen af de støttede projekter, undlod at anvende kriterierne og bedømmelsesnormerne for »intra muros consultants« i henhold til den definition, som Kommissionen selv har givet i de finansielle retningslinjer for det femte og sjette rammeprogram.
5.
Femte anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af artikel II, 19, stk. 1, litra b), i bilag II til tilskudsaftalerne vedrørende anerkendelsen af de indirekte omkostninger, der omhandler »in house consultants«.
—
Kommissionen har tillige tilsidesat artikel II, 19, stk. 1, litra b), i bilag II, særligt med hensyn til anvendelsen af de deri nævnte generelle bedømmelsesnormer, der henvises til i den pågældende artikel, eftersom den ikke har overholdt de generelle principper vedrørende kvalificeringen af indirekte omkostninger, der omhandler »in house consultants«.
6.
Sjette anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af EU-rettens regler og principper og Domstolens praksis, især princippet om god tro, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.
—
Kommissionens passivitet var egnet til at give sagsøgeren en berettiget forventning vedrørende korrektheden af den af sagsøgeren foreslåede metode, således at efterfølgende akter vedrørende tilbagebetaling/afkortning af de skyldige ydelser skal anses for at være blevet vedtaget i strid med princippet om god tro i forbindelse med kontraktens opfyldelse.
7.
Syvende anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af bestemmelserne i det administrative adfærdskodeks, og navnlig reglerne om proportionalitet, information, kontradiktion og begrundelse.
—
Kommissionen har ikke udleveret de udbedte oplysninger til META, har ikke givet en behørig begrundelse af de vedtagne afgørelser og har under alle omstændigheder vedtaget en uforholdsmæssig afgørelse, eftersom samtlige projektets formål blev nået rettidigt af sagsøgeren.
8.
Ottende anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af pligten til at betale META de tilskud, der er foreskrevet i tilskudsaftalen til gennemførelse af de finansierede projekter.
—
Kommissionen har derfor misligholdt sine kontraktmæssige forpligtelser vedrørende betaling af det skyldige bidrag i henhold til tilskudsaftalerne med hensyn til indberettet aktivitet i forbindelse med gennemførelse af de mål, der er fastsat for disse projekter. Disse ikke-betalte bidrag beløber sig til 5 66 377,63 EUR.
9.
Niende anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af artikel 80 i forordning (EU) nr. 966/2012 vedrørende modregning i de krav, som META har gjort gældende.
—
Kommissionen har handlet i strid med bestemmelsen i artikel 80 i forordning (EU) nr. 966/2012, for så vidt som artiklen bestemmer, at modregning i gæld og fordringer i forhold til de europæiske institutioner kun er tilladt i fordringer, der er opgjorte, sikre og forfaldne til betaling, eftersom de fordringer, som Kommissionen har modregnet, er blevet bestridt og mangler denne »sikkerhed«.
10.
Tiende anbringende vedrører erstatning for det formuetab, som sagsøgeren har lidt.
—
Tilsidesættelsen af Kommissionens kontraktmæssige forpligtelser, , medførte endvidere en særligt alvorlig og uberettiget skade for META i form af en faktisk lidt skade, som på grundlag af en ekspertudtalelse, der er vedhæftet som bilag til stævningen, er blevet fastsat til 8 15 000,00 EUR i tillæg til det tab, som følger af Kommissionens ulovligt gennemførte modregning.
Full & Egal Universal Law Academy