26.1.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 26/39
Sag anlagt den 21. november 2014 — Italien mod Kommissionen
(Sag T-770/14)
(2015/C 026/50)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Den Italienske Republik (ved avvocato dello Stato P. Gentili og G. Palmieri, som befuldmægtiget)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Debetnota af 11. september 2014 (referencen Ares (2014) 2 9 75 571), hvorved Europa-Kommissionen underrettede Den Italienske Republik om den automatiske frigørelse den 31. december 2013 af midler vedrørende EFRU-forpligtelser i henhold til det grænseoverskridende samarbejdsprogram Italien-Malta 2007-2013, annulleres, og for så vidt angår realiteten erklæres det, at udgifterne og betalingsansøgningerne er støtteberettigede.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
1.
Første anbringende vedrører en mangelfuld begrundelse i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen ved i den anfægtede afgørelse tørt at konstatere, at fejlen i overskriften til afgørelsen om ændring af 31. december 2012 ikke havde nogen virkning på selve indholdet af afgørelsen eller på implementeringen af programmet, undlod at tage hensyn til betydningen af, at de beslutninger om udgifter, som Regionen vedtog, skulle kontrolleres forudgående af Revisionsretten, at der gik fire måneder fra bekendtgørelsen af korrektionen til dens gennemførelse, uden at der blev givet en begrundelse. Dette kunne foranledige til at antage, at den korrektion, der skulle foretages, var af større betydning end den korrektion, der angiveligt alene vedrørte overskriften på afgørelsen af 31. december 2012, og til at antage, at Revisionsretten bekræftede, at den fremgangsmåde, der blev foretaget af Regionen, som afstod fra at vedtage forpligtelserne, indtil korrektionen var officielt anerkendt (28. marts 2013), var korrekt, og således lod forstå, at en modsat fremgangsmåde ville være blevet rettet.
2.
Andet anbringende vedrører tilsidesættelse af partnerskabsprincippet i forbindelse med forvaltningen af strukturfonde, princippet om samarbejde mellem medlemsstaterne og Unionens institutioner og princippet om respekt for medlemsstaternes forfatningsmæssige identitet.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen ikke samarbejdede med medlemsstaten, for at denne sidstnævnte kunne implementere det operationelle program så effektivt så muligt uden at fortabe sine rettigheder. Den forsømte herved at tage hensyn til bl.a. de proceduremæssige krav til den interne kontrol, navnlig Revisionsrettens, som den omhandlede stat skulle underkastes.
3.
Tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 96, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den situation, der er opstået i det foreliggende tilfælde, udgjorde force majeure, som umuliggjorde en indgivelse af en betalingsansøgning vedrørende de projekter, der var berørt af afgørelsen om ændring. Det er af denne grund, at den oprindelige fejl, som Kommissionen begik ved meddelelsen af afgørelsen, løftet om, at der hurtigt og kun i overskriften ville blive foretaget en korrektion, og den passivitet, der i stedet blev udvist i fire måneder, som antydede, at der forelå andre fejl og mangler, der skulle korrigeres, fuldstændigt forhindrede den nationale myndighed i at føre proceduren for projektstyringen frem til en ansøgning om betaling.
4.
Med det fjerde og sidste anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat.
Full & Egal Universal Law Academy