23.2.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 65/38
Sag anlagt den 28. november 2014 — MPF Holdings mod Kommissionen
(Sag T-788/14)
(2015/C 065/52)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: MPF Holdings Ltd (St Helier, Jersey) (ved barristers D. Piccinin og E. Whiteford og solicitor E. Gibson-Bolton)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Den anfægtede afgørelse annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Med sit søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse K(2014) 5083 endelig af 23. juli 2014 i sag SA.35980 (2014/N-2) — Det Forenede Kongerige, reform af elektricitetsmarkedet — kapacitetsmarked.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et enkelt anbringende, hvormed det gøres gældende, at Kommissionen ulovligt fratog MPF dets ret til at deltage i den formelle undersøgelsesprocedure ved at undlade at indlede en formel undersøgelse i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 4, stk. 4, i procedureforordningen, uagtet at kapacitetsmarkedet giver anledning til tvivl om dets forenelighed med det indre marked. Sagsøgeren har anført følgende:
—
Den diskriminerende adgang til langfristede kontrakter kan ikke begrundes med en henvisning til det lovlige formål om at tilvejebringe den nødvendige mængde af produktionskapacitet.
—
Kommissionen har undladt at foretage en fyldestgørende undersøgelse af de sandsynlige virkninger af den diskriminerende adgang til langfristede kontrakter på effektiviteten af kapacitetsmarkedet og på ejerne af eksisterende anlæg.
—
Kommissionen har undladt at foretage en fyldestgørende undersøgelse af Det Forenede Kongeriges regerings påståede begrundelse for diskriminerende kontraktvarigheder, nemlig at uafhængige producenter, der er afhængige af projektfinansiering, kræver langfristede kontrakter.
—
Kommissionen har undladt at begrunde eller at foretage en fyldestgørende undersøgelse af de sandsynlige virkninger af den diskriminerende sondring mellem pristager og prisfastsætter.
Full & Egal Universal Law Academy