16.2.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 56/25
Sag anlagt den 9. december 2014 — Phillip Morris mod Kommissionen
(Sag T-800/14)
(2015/C 056/36)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Philip Morris Ltd (Richmond, Det Forenede Kongerige) (ved advokaterne K. Nordlander og M. Abenhaïm)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Annullationssøgsmålet antages til realitetsbehandling.
—
Afgørelse Ares (2014) 3188066 truffet den 29. september 2014 af Kommissionen, annulleres, for så vidt som den giver sagsøgeren afslag på fuld aktindsigt i de ansøgte dokumenter, dog bortset fra indsigt i de deri indeholdte redigerede personoplysninger.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af afgørelse Ares (2014) 3188066 af 29. september 2014, hvorved Kommissionen gav sagsøgeren afslag på fuld aktindsigt i ni interne dokumenter, der var udarbejdet i forbindelse med det forberedende arbejde, der førte til vedtagelsen af direktiv 2014/40/EU (1) om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter (herefter »den anfægtede afgørelse«).
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.
1.
Første anbringende vedrører en påstand om, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt ved ikke — for hvert dokument og redigering — at forklare, hvilken relevant undtagelse i forordning (EF) nr. 1049/2001 (2) den anvendte, og hvilke faktiske omstændigheder og overvejelser, der lå til grund herfor. Ved at anføre de samme overordnede argumenter til støtte for afslaget vedrørende beskyttelse af retslige procedurer og juridisk rådgivning gav Kommissionen ingen begrundelse for, hvorfor udlevering af de ansøgte dokumenter »specifikt og reelt« ville være til skade for hver af disse interesser. Nærmere bestemt angiver den anfægtede afgørelse ikke, om den begrundelse, der er anført for hvert af de pågældende afslag er »retslige procedurer« eller »juridisk rådgivning«.
2.
Andet anbringende vedrører en påstand om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 4, stk. 2, andet led, i forordningen nr. 1049/2001 ved ikke at påvise, hvordan udlevering i hvert tilfælde »specifikt og reelt« ville være til skade for beskyttelsen af »retslige procedurer« eller »juridisk rådgivning«. Med hensyn til beskyttelsen af »juridisk rådgivning« er Kommissionens abstrakte begrundelser alle blevet forkastet i retspraksis, og Kommissionen har ikke givet nogen konkret forklaring på, hvorfor fuld aktindsigt i de ansøgte dokumenter i dette tilfælde specifikt og reelt ville være til skade for beskyttelsen af juridisk rådgivning. Hvad angår »retslige procedurer« har Kommissionen ligeledes undladt at angive en konkret begrundelse for, hvorfor udlevering »specifikt og reelt« ville være til skade for beskyttelsen af »retslige procedurer«. Derudover foretog Kommissionen ikke en detaljeret og specifik vurdering af, om en mere tungtvejende offentlig interesse kunne begrunde udbredelse af de ansøgte dokumenter.
3.
Tredje anbringende vedrører en påstand om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001, idet den ikke har påvist, at de pågældende dokumenter/redigeringer indeholder »meningstilkendegivelser til internt brug« ved ikke at give en begrundelse for, hvorfor udlevering af disse dokumenter »specifikt og reelt« ville være til skade for beskyttelsen af beslutningsprocessen, og ved ikke at foretage en korrekt afvejning mellem den påberåbte interesse og den mere tungtvejende offentlige interesse i udbredelsen.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3.4.2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EUT L 127, s 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).
Full & Egal Universal Law Academy