2.3.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 73/46
Appel iværksat den 31. december 2014 af Carlo De Nicola til prøvelse af Personalerettens dom af 18. november 2014 i sag F-59/09 RENV, De Nicola mod EIB
(Sag T-849/14 P)
(2015/C 073/57)
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Carlo De Nicola (Strassen, Luxembourg) (ved advokat L. Isola)
Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Investeringsbank
Appellantens påstande
Appellanten har nedlagt påstand om, at Retten tager appellen til følge, og — idet den delvist ændrer den appellerede dom — ophæver domskonklusionens punkt 2 og 3, det anførte om, at den foreliggende sag er en sag i henhold til artikel 270 TEUF, og dommens præmis 43, 44, 50, 55, 56, 58, 59, 60, 61, 63, 65, 66, 67, 68, 69, 70, 71, 72 og 73. Sagen hjemvises til en anden afdeling ved Personaleretten med en anden sammensætning, således at denne på ny kan udtale sig om de ophævede præmisser efter at have taget hensyn til den lægeerklæring, der tidligere er blevet anmodet om. Appellanten har forbeholdt sig muligheden for at fremlægge ethvert bevismiddel til bevisoptagelse, direkte og/eller på anden måde, som vil blive nødvendigt henset til modpartens argumenter, og ethvert andet dokument, som vurderes at være nyttigt for at tilbagevise modpartens argumenter.
Anbringender og væsentligste argumenter
Den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af den dom, der blev afsagt af Personaleretten den 18. november 2014 i sag F-59/09 RENV, De Nicola mod EIB.
Til støtte for appellen har appellanten fremsat følgende anbringender.
1.
Hvad angår klageudvalget har appellanten anfægtet det anførte om, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angår udvalgets regler, og det anførte om, at det forhold, at den ophævede retsakt var blevet fjernet fra hans personlige akter, udgjorde en passende kompensation for den lidte skade, og han har gjort gældende, at Personaleretten har misbrugt sine retslige funktioner.
2.
Hvad angår den chikane, som appellanten blev udsat for, har appellanten anfægtet det anførte om, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angår anerkendelsespåstanden, at Personaleretten ikke traf nogen afgørelse vedrørende denne særlige påstand og at Personalerettens afslog at følge hjemvisningsdommen, at de nye undtagelser, som EIB havde formuleret i hjemvisningssagen, ikke kunne antages til realitetsbehandling, og at Personaleretten har misbrugt sine beføjelser, idet den satte sig selv i appellantens advokats sted ved at beslutte, at det var bedre ikke at undersøge erstatningspåstanden, fordi denne indgik i sag F-52/11 og denne påstand var mere detaljeret i denne sag.
3.
Hvad angår anmodningen om lægeerklæring og om andre organisatoriske foranstaltninger har appellanten fremhævet, at han aldrig har givet afkald på sine anmodninger om bevisoptagelse, som Personaleretten har forkastet som unødvendige. Da Den Europæiske Unions Ret har fastslået, at tvisten skulle afgøres med hensyn til realiteten, var Personaleretten forpligtet til at undersøge alle anmodninger, der var blevet indgivet i rette tid, idet den skulle have fastslået, hvilke af dem, der var relevante med henblik på afgørelsen af tvisten, og have vedtaget de organisatoriske foranstaltninger, der ved forbundet dermed.
Full & Egal Universal Law Academy