KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT
24. marts 2015 ( *1 )
»Særlige rettergangsformer — offentlige bygge- og anlægskontrakter — udbudsprocedure — konstruktion og vedligeholdelse af et anlæg til kombineret kraft-/varme-/kuldeproduktion — afvisning af en tilbudsgivers bud og tildeling af kontrakten til en anden tilbudsgiver — begæring om udsættelse af gennemførelse — fumus boni juris — ingen uopsættelighed«
I sag T-383/14 R,
Europower SpA, Milano (Italien), ved advokaterne G. Cocco og L. Salomoni,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved L. Cappelletti, L. Di Paolo og F. Moro, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
CPL Concordia Soc. coop., Concordia Sulla Secchia (Italien), ved advokat A. Penta,
intervenient,
angående en påstand om udsættelse af gennemførelsen af beslutning af 3. april 2014, hvorved Kommissionen afslog det tilbud, som Europower havde indgivet i forbindelse med udbuddet JRC IPR 2013 C04 0031 OC vedrørende opførelse af et gasturbineanlæg til kombineret kraft-/varme-/kuldeproduktion og vedligeholdelse deraf i Ispra (Italien) for Det Fælles Forskningscenter (EUT 2013/S 137-237146), og tildelte kontrakten til CPL Concordia, og som følge deraf alle andre efterfølgende beslutninger,
har
RETTENS PRÆSIDENT
afsagt følgende
Kendelse ( 1 )
Sagens baggrund
1
Den 17. juli 2013 offentliggjorde Europa-Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende et åbent udbud med referencenummer JRC IPR 2013 C04 0031 OC om opførelse af et gasturbineanlæg til kombineret kraft-/varme-/kuldeproduktion og vedligeholdelse deraf i Ispra (Italien) for Det Fælles Forskningscenter (FFC). Fristen for fremsendelse af buddene og datoen for åbning af buddene blev i henhold til korrigendum offentliggjort i EU-Tidende fastsat til henholdsvis den 15. og den 21. november 2013. I dokumentet med titlen »Administrativt bilag« i udbudsbekendtgørelsen præciseredes det, at kontrakten ville blive tildelt til det økonomisk mest fordelagtige bud, henset til dets samlede omkostninger og tekniske kvalitet, at der kunne tildeles højst 80 point for buddets samlede omkostninger, mens der kunne tildeles højst 20 point for buddets tekniske kvalitet.
2
Udvalget til åbning af buddene foretog en åbning af buddene den 21. november 2013. Efter en overensstemmelseskontrol blev buddene bedømt af det til dette formål nedsatte udvalg, som afgav rapport den 21. marts 2014.
3
Ved skrivelse af 3. april 2014 oplyste Kommissionen sagsøgeren, Europower SpA, om, at dennes bud ikke var blevet valgt, da dette bud havde opnået færre point end buddet fra intervenienten, CPL Concordia Soc. coop.
4
Ved skrivelse af 7. april 2014 indgav sagsøgeren anmodning om aktindsigt i følgende dokumenter: beslutningen om tildeling af nævnte kontrakt, referaterne af bedømmelsen, den valgte tilbudsgivers bud, karakteristikaene og fordelene i tilknytning til den valgte tilbudsgivers bud og den kontrakt, der er indgået med eller er ved at blive indgået med den valgte tilbudsgiver.
5
Ved skrivelse af 11. april 2014 bemærkede Kommissionen, at kontrakten var blevet tildelt til intervenienten, og den fremsendte karakteristikaene i tilknytning til den valgte tilbudsgivers bud og de point, dette bud havde opnået.
6
Den 15. april 2014 fremsendte sagsøgeren en anmodning om bl.a. at få udleveret en kopi af de i anmodningen om aktindsigt af 7. april 2014 omhandlede dokumenter, og fremførte, at selskabet fremsatte en bekræftende anmodning om aktindsigt i dokumenterne.
7
Den 17. april 2014 svarede Kommissionen sagsøgeren, idet den bemærkede, at ingen andre oplysninger kunne meddeles denne i løbet af kontrakttildelingsproceduren, og at aktindsigt i udbudsdokumenterne først kunne gives, når proceduren var afsluttet, dvs. når den udvalgte aktør havde underskrevet kontrakten.
Retsforhandlinger og parternes påstande
8
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. maj 2014 anlagde sagsøgeren søgsmål i det væsentlige med påstand om dels annullation af beslutningen af 3. april 2014, hvorved Kommissionen afviste det bud, sagsøgeren havde indgivet i forbindelse med udbuddet [...], af beslutningen, hvorved Kommissionen tildelte kontrakten til intervenienten [...], og af selve kontrakten [...].
9
Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 22. juli 2014 fremsatte sagsøgeren den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler, hvori denne i det væsentlige fremsatte følgende påstande:
—
Afgørelsen om afvisning af sagsøgerens bud og beslutningen om tildeling af kontrakten til intervenienten og følgelig alle efterfølgende beslutninger udsættes.
—
Der træffes alle foranstaltninger til at sikre den under sagen om foreløbige forholdsregler omhandlede beskyttelse.
10
Kommissionen har i sine bemærkninger til begæringen om foreløbige forholdsregler, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 7. august 2014, fremsat følgende påstande
—
Begæringen om foreløbige forholdsregler afvises.
—
Begæringen om foreløbige forholdsregler forkastes under alle omstændigheder som ugrundet.
—
Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
11
Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 9. september 2014 fik intervenienten tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande. Intervenienten afgav sit indlæg den 23. september 2014, og de øvrige parter fremsatte deres bemærkninger hertil henholdsvis den 1. oktober 2014 for Kommissionens vedkommende og den 3. oktober for sagsøgerens vedkommende.
Retlige bemærkninger
Generelle betragtninger
12
Det fremgår af for det første artikel 278 TEUF og 279 TEUF, sammenholdt med artikel 256, stk. 1, TEUF, at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, hvis denne skønner, at forholdene kræver det, kan udsætte gennemførelsen af den anfægtede retsakt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.
13
Derudover skal begæringer om foreløbige forholdsregler ifølge procesreglementets artikel 104, stk. 2, angive søgsmålets genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler kan således udsætte gennemførelsen og foreskrive andre foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og at de er uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for den, der fremsætter begæringen, er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan gives medhold i begæringer om foreløbige forholdsregler, når en af betingelserne ikke er opfyldt (kendelse af 14.10.1996, SCK og FNK mod Kommissionen, C-268/96 P(R), Sml., EU:C:1996:381, præmis 30).
[udelades]
15
Henset til den særlige rolle, som sager om foreløbige forholdsregler spiller i offentlige udbudsprocedurer, og til de retlige rammer, som EU-lovgiver har opstillet, og som finder anvendelse på de kontrakttildelingsprocedurer, som medlemsstaternes ordregivende myndigheder organiserer (jf. kendelse af 4.12.2014, Vanbreda Risk & Benefits mod Kommissionen, T-199/14 R, EU:T:2014:1024, Sml. (uddrag), præmis 16-20 og 157-162 og den deri nævnte retspraksis), skal det først undersøges, om sagsøgeren har fremlagt tilstrækkelig dokumentation til at godtgøre, at der foreligger fumus boni juris.
[udelades]
Om fumus boni juris
17
Med hensyn til betingelsen om fumus boni juris skal det understreges, at denne betingelse er opfyldt, når der under proceduren om de foreløbige forholdsregler er væsentlig juridisk uenighed, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre, hvorfor søgsmålet ikke umiddelbart forekommer at være uden rimeligt grundlag (jf. i denne retning kendelse af 13.6.1989, Publishers Association mod Kommissionen, 56/89 R, Sml., EU:C:1989:238, præmis 31, og af 8.5.2003, Kommissionen mod Artegodan m.fl., C-39/03 P-R, EU:C:2003:269, Sml., præmis 40). Eftersom formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er at garantere den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse, således at det undgås, at den retsbeskyttelse, Domstolen yder, bliver mangelfuld, skal en retsinstans i en sag om foreløbige forholdsregler blot vurdere, om de anbringender, der er påberåbt som led i hovedsagen, »umiddelbart« er irrelevante, for at fastslå, om der er tilstrækkelig stor sandsynlighed for, at påstanden i hovedsagen tiltrædes (kendelse af 19.12.2013, Kommissionen mod Tyskland, C-426/13 P(R), EU:C:2013:848, Sml., præmis 41, og af 8.4.2014, Kommissionen mod ANKO, C-78/14 P-R, EU:C:2014:239, Sml., præmis 15).
18
Sagsøgeren har i den foreliggende sag fremsat fem anbringender til støtte for sin begæring om udsættelse af gennemførelsen. Med det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at den valgte tilbudsgiver ikke opfyldte de tekniske krav opstillet i udbudsmaterialet, for så vidt som denne ikke kunne gøre andre enheders kapacitet gældende ved opfyldelsen af disse krav. Med det andet anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at det antal point, der blev tildelt den valgte tilbudsgivers bud for garanteret elektrisk effektivitet, bør erklæres ulovligt. Med det tredje anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at tildelingen af kontrakten fandt sted på et enkelt møde i strid med principperne for indgåelse af offentlige aftaler. Med sit fjerde anbringende har sagsøgeren i det væsentlige kritiseret Kommissionen for at have nægtet at fremsende sagsøgeren en række dokumenter og oplysninger. Med sit femte anbringende har sagsøgeren i det væsentlige bestridt, at sammensætningen af udvalget til åbning af buddene og udpegningen af evalueringsudvalget er regelmæssig.
[udelades]
Om det andet, tredje, fjerde og femte anbringende rejst af sagsøgeren
[udelades]
– Om det fjerde og femte anbringende om en manglende adgang til udbudsmaterialet
[udelades]
46
Det fremgår således af analysen af det andet, tredje, fjerde og femte anbringende, som sagsøgeren har rejst, at disse anbringender ikke gør det muligt at godtgøre, at der foreligger fumus boni juris.
Om det første anbringende om den valgte tilbudsgivers manglende opfyldelse af de tekniske krav opstillet i udbudsmaterialet
47
Sagsøgeren har gjort gældende, at den valgte tilbudsgiver ikke opfyldte de tekniske minimumskrav opstillet i udbudsmaterialet i tilknytning til nævnte udbud. Intervenienten opfyldte navnlig ikke udvælgelseskriteriet i punkt III.2.3, litra c), i udbudsbekendtgørelsen, da denne virksomhed ikke selv havde opført mindst to kombinerede kraftværker med en kapacitet på mindst 8 MW, og nævnte virksomhed kunne ikke for at opfylde dette kriterium gøre andre enheders kapacitet gældende. Ifølge sagsøgeren skulle tilbudsgiveren i henhold til de tekniske specifikationer fremlægge en liste over de anlæg, som tilbudsgiveren har opført direkte, og som svarer til det anlæg, der er genstand for udbuddet.
48
Det skal i denne forbindelse først fastslås, at udbudsbekendtgørelsens ordlyd vedrørende betingelserne for deltagelse i nævnte udbud udtrykkeligt åbner mulighed for, at tilbudsgiveren kan benytte sig af andre økonomiske aktører. Sker dette, præciseres det i udbudsbekendtgørelsen, at de dokumenter og oplysninger, der kræves i afsnittet om de økonomiske aktørers situation, skal fremsendes af hver enkelt af disse aktører for, at udvælgelseskriterierne er opfyldt.
[udelades]
52
Det ser ved første øjekast ud til, at udbudsbekendtgørelsen har åbnet mulighed for, at intervenienten kunne benytte sig af en anden enhed for at opfylde betingelserne vedrørende teknisk kapacitet uden at skulle fremlægge bevis for de opførelser, denne selv har foretaget.
53
Som sagsøgeren har understreget, fremgår det ikke desto mindre af punkt 12, femte afsnit, i de tekniske specifikationer, at »det tekniske bud endvidere [skal] ledsages af de generelle og tekniske oplysninger, der udtrykkeligt kræves i opfordringen til at afgive bud, omfattende mindst en liste over tilsvarende anlæg opført direkte af den bydende virksomhed [...] med angivelse af hvert enkelt anlægs væsentligste karakteristika«.
54
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at bestemmelsen i punkt 12, femte afsnit, i de tekniske specifikationer, hvori findes den angivelse, som sagsøgeren har gjort gældende, ikke ser ud til at forfølge et mål om begrænsning af betingelserne for deltagelse i nævnte udbud ved at tilføje udvælgelseskriterier. Tværtimod synes denne bestemmelse at understrege nødvendigheden af, at det tekniske bud vedlægges visse oplysninger, som allerede udtrykkeligt kræves i udbudsbekendtgørelsen med henblik på bedømmelse af tilbudsgiverens tekniske kapacitet.
[udelades]
57
Rækkevidden af den angivelse, som sagsøgerens første anbringende er baseret på, skal undersøges på grundlag af disse betragtninger. Den første oplysning i punkt 12, femte afsnit, i de tekniske specifikationer, dvs. »listen over tilsvarende anlæg opført direkte af den bydende virksomhed, herunder hjælpeudstyr inden for bygge- og anlægsarbejde, mekanisk og elektroinstrumentalt hjælpeudstyr med angivelse af de væsentligste karakteristika for det enkelte udstyr«, ser ud til at henvise til punkt III.2.3, litra c), i udbudsbekendtgørelsen, der vedrører »liste over de vigtigste arbejder, der ligner dem, der er hovedgenstanden for denne udbudsbekendtgørelse, udført inden for de seneste ti år, med angivelse af beløb, elektrisk kapacitet, datoer eller udførelsesperioder og navne på offentlige og private modtagere«. Det præciseres dels, at »[d]er [...] for hvert arbejdsprojekt [skal] fremlægges attest på endelig overtagelse eller et andet dokument, der beviser korrekt installering (f.eks. endelig faktura)«, dels, at »mindst to af de omtalte arbejdsprojekter [skal] vedrøre opførelse af kombinerede kraftværker med en kapacitet på mindst 8 MW«. En sammenligning af de to formuleringer gør det muligt umiddelbart at afvise sagsøgerens fortolkning, hvorefter der lægges vægt på forbindelsen mellem lex generalis og lex specialis, for så vidt som formuleringen i de tekniske specifikationer indeholder udtrykket »direkte«, der kan opfattes som en præcisering, mens denne formulering i andre henseender er langt mere vag end den formulering, der anvendes i udbudsbekendtgørelsen. Den førstnævnte formulering indeholder således ingen tidsmæssige angivelser. Endvidere synes sidstnævnte formulering at åbne mulighed for en fortolkning som den, sagsøgeren har foreslået. Det kan således opfattes sådan, at en sådan liste skal fremsendes, hvis, og kun hvis, tilbudsgiveren direkte har udført denne form for arbejder. I modsat fald skal listen ikke fremlægges, da den ikke findes, uden at dette dog forhindrer tilbudsgiveren i at deltage i udbuddet, hvis denne opfylder betingelserne for deltagelse opstillet i udbudsbekendtgørelsen gennem et samarbejde med tredjeparter.
58
Det fremgår af denne analyse, at oplysningerne i punkt 12, femte afsnit, i de tekniske specifikationer ser ud til at kunne fortolkes dels som en påmindelse om udvælgelseskriterierne opstillet i punkt III.2.3, litra c), d) og e), i udbudsbekendtgørelsen, dels som præciseringer vedrørende præsentationen af de krævede oplysninger (angivelse af nærhed, præcisering af, om anlæggene er blevet opført direkte af tilbudsgiveren).
59
På nuværende tidspunkt kan den fortolkning, som sagsøgeren har foreslået, dog ikke udelukkes fuldstændigt, navnlig da Kommissionen i sine indlæg ikke forklarer betydningen af ordet »direkte« og årsagerne til, at det indgår i formuleringen.
60
Usikkerheden med hensyn til, hvordan tilstedeværelsen af dette ord skal fortolkes, og dets indflydelse på nævnte procedures regelmæssighed, har således foranlediget dommeren i sager om foreløbige forholdsregler til at konkludere, at der foreligger en væsentlig juridisk uenighed, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre, hvorfor søgsmålet ikke umiddelbart forekommer at være uden rimeligt grundlag (jf. i denne retning kendelse af 10.9.2013, Kommissionen mod Pilkington Group, C-278/13 P(R), Sml., EU:C:2013:558, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).
61
Det skal dog i denne henseende bemærkes, at det inden for rammerne af tvister vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter må konstateres, at det ikke, når en udelukket tilbudsgiver formår at godtgøre, at der foreligger et tilfælde af særlig alvorlig fumus boni juris, kan kræves, at den pågældende godtgør, at den manglende imødekommelse af begæringen om foreløbige forholdsregler vil indebære, at vedkommende vil lide uoprettelig skade. I modsat fald ville dette indebære et urimeligt og ubegrundet indgreb i den nævnte tilbudsgivers ret til effektiv retsbeskyttelse, som han er sikret i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der foreligger således fumus boni juris, når den pågældende godtgør, at der foreligger en tilstrækkelig åbenbar og alvorlig ulovlighed, hvis virkninger eller opretholdelsen heraf hurtigst muligt skal forhindres, for så vidt som en afvejning af de foreliggende interesser ikke er fuldstændig til hinder herfor. Under disse helt særlige omstændigheder er det tilstrækkeligt for at opfylde uopsættelighedsbetingelsen, at der føres bevis for, at der vil blive lidt alvorlig skade, hvis der ikke anordnes foreløbige forholdsregler under hensyn til nødvendigheden af at forhindre virkningerne af en sådan ulovlighed (kendelse Vanbreda Risk & Benefits mod Kommissionen, nævnt i præmis 15 ovenfor, EU:T:2014:1024, præmis 162).
62
I den foreliggende sag har en prøvelse af det andet, tredje, fjerde og femte anbringende imidlertid ikke gjort det muligt at fastslå, at der foreligger fumus boni juris [...]. Undersøgelsen af første anbringende har heller ikke afsløret nogen usikkerhed, der skulle kunne foranledige dommeren i sager om foreløbige forholdsregler til at mene, at dette anbringende ikke var fuldstændig uden relevans.
63
Det følger heraf, at den adfærd og de beslutninger, som Kommissionen har truffet i den foreliggende sag, ikke i forbindelse med den foreliggende procedure kan betragtes som tilstrækkeligt åbenbare og grove overtrædelser af EU-retten til, at det er nødvendigt at undgå, at de får virkninger i fremtiden, uden at det af sagsøgeren kræves, at denne godtgør den uoprettelige skade, som denne vil lide, hvis den anfægtede afgørelse ikke suspenderes.
64
Da analysen af de anbringender, der er rejst til støtte for begæringen om udsættelse af gennemførelsen, ikke gør det muligt at konkludere, at der foreligger særlig alvorlig fumus boni juris, skal betingelsen om uopsættelighed undersøges for at afgøre, om sagsøgeren har godtgjort, at den skade, som denne påstår, at der er risiko for opstår, er tilstrækkeligt alvorlig og uoprettelig.
Om uopsætteligheden
65
Ifølge fast retspraksis skal spørgsmålet om, hvorvidt uopsættelighedsbetingelsen i forbindelse med en begæring om foreløbige forholdsregler er opfyldt, vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes en foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Denne part skal føre strengt bevis for ikke at kunne afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en sådan personlig skade (jf. kendelse af 19.9.2012, Grækenland mod Kommissionen, T-52/12 R, Sml., EU:T:2012:447, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
66
I den foreliggende sag har sagsøgeren på mindre end en side i sin begæring om foreløbige forholdsregler fremført årsagerne til, at denne mener at lide alvorlig og uoprettelig skade som følge af de anfægtede foranstaltninger. Ifølge sagsøgeren har den pågældende kontrakt væsentlig betydning for videreførelsen af sagsøgerens aktiviteter, og en procedure i tilknytning til en socialplan er i gang i virksomheden på en tilsvarende byggeplads, og denne situation har tvunget virksomheden til at fritstille fire personer (og det overvejes at fritstille yderligere to personer), hvis disse ikke kan overflyttes til andre byggepladser. Sagsøgeren har i denne forbindelse understreget, at anvendelsen af mobilitet er et udtryk for de vanskeligheder, virksomheden vil befinde sig i, hvis den ikke får tildelt nævnte kontrakt.
67
Det må i denne forbindelse fastslås, at sagsøgerens påstand om, hvor vigtig nævnte kontrakt er for videreførelsen af dennes aktivitet, ikke underbygges af nogen konkrete og præcise oplysninger og ikke er ledsaget af nogen detaljerede og certificerede dokumenter. [...] Følgelig må det fastslås, at sagsøgeren har undladt at fremlægge det mindste konkrete bevis for sin finansielle situation, som kan give dommeren i sager om foreløbige forholdsregler mulighed for at bedømme den påståede skades alvorlige og uoprettelige karakter, selv om sådanne oplysninger er uundværlige ved bedømmelsen af uopsætteligheden og burde have været fremlagt i selve begæringen om foreløbige forholdsregler.
68
Hvad angår anvendelsen af mobilitet må det fastslås dels, at proceduren i tilknytning til en socialplan på en tilsvarende byggeplads blev indledt af sagsøgeren den 17. marts 2014, dvs. inden dennes tilbud blev afvist. Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at den påståede uopsættelighed som følge af risikoen for at lide alvorlig og uoprettelig skade skal være en følge af virkningerne af den anfægtede retsakt, hvilket således ikke er tilfældet i den foreliggende sag, da anvendelsen af mobilitet ikke skete som følge af gennemførelsen af de anfægtede retsakter. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgeren i sine bemærkninger til intervenientens indlæg har præciseret, at denne procedure først blev indledt i form af faktiske beslutninger efter, at sagsøgeren havde fået kendskab til, at dennes tilbud i forbindelse med den pågældende kontrakt var blevet afvist. Det fremgår imidlertid af sagsakterne, at de breve, der blev sendt til de pågældende arbejdstagere den 18. juni 2014, og som sagsøgeren støtter sin argumentation på, kun er en følge af den pågældende procedure, som blev indledt inden afgørelsen om tildeling af den pågældende kontrakt og således ikke har nogen forbindelse med denne.
[udelades]
70
Under alle omstændigheder må det, selv hvis det antages, at vurderingen af det første anbringende, som sagsøgeren har rejst til støtte for sin begæring om udsættelse af gennemførelsen, gør det muligt at konkludere, at der foreligger en særlig alvorlig fumus boni juris, konstateres, at sagsøgeren ikke i forbindelse med den foreliggende procedure har gjort nogen forhold gældende, der vil kunne godtgøre alvoren af den skade, som sagsøgeren påstår, at denne vil lide.
71
Henset til det ovenstående må det fastslås, at sagsøgerens argumentation vedrørende opfyldelse af kravet om uopsættelighed er åbenlyst ugrundet.
72
Af alle de ovenstående årsager må den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler forkastes, uden at det er fornødent at afveje de interesser, der er tale om, eller at udtale sig om de spørgsmål, som Kommissionen har rejst vedrørende formaliteten af de af sagsøgeren nedlagte påstande om udsættelse af gennemførelsen af de efterfølgende beslutninger.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTENS PRÆSIDENT:
1)
Begæringen om foreløbige forholdsregler forkastes.
2)
Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Således bestemt i Luxembourg den 24. marts 2015.
E. Coulon
Justitssekretær
M. Jaeger
Præsident
( *1 ) – Processprog: italiensk.
( 1 ) – Der gengives kun de præmisser i denne kendelse, som Retten finder det relevant at offentliggøre.
Full & Egal Universal Law Academy