26.9.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 350/12
Domstolens dom (Første Afdeling) af 28. juli 2016 — Nils-Johannes Kratzer mod R+V Allgemeine Versicherung AG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesarbeitsgericht — Tyskland)
(Sag C-423/15) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 2000/78/EF - ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv - artikel 3, stk. 1, litra a) - direktiv 2006/54/EF - lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv - artikel 14, stk. 1, litra a) - anvendelsesområde - begrebet »adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse« - indgivelse af en ansøgning om ansættelse med henblik på at opnå formel status som ansøger alene for at kunne kræve erstatning på grund af forskelsbehandling - misbrug af rettighed))
(2016/C 350/15)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesarbeitsgericht
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Nils-Johannes Kratzer
Sagsøgt: R+V Allgemeine Versicherung AG
Konklusion
Artikel 3, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og artikel 14, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at en situation, hvorved en person med indgivelsen af sin ansøgning til en stilling ikke ønsker at opnå denne stilling, men udelukkende en formel status som ansøger alene med det formål at kræve erstatning, ikke henhører under begrebet »adgang til lønnet beskæftigelse […] og erhvervsmæssig beskæftigelse« som omhandlet i disse bestemmelser, og at en sådan situation, såfremt de nødvendige betingelser i henhold til EU-retten er opfyldt, kan betegnes som retsmisbrug.
(1) EUT C 320 af 28.9.2015.
Full & Egal Universal Law Academy